Idag er det 14 år siden, vi hentede Blop i Jægerspris

Idag er det 14 år siden, vi hentede Blop i Jægerspris (hos Connie og Bent, Kennel Newgriff)

Jeg ville gerne have fejret dagen med ham – her hos mig. I mine arme. Ved min side. I live. Med hans udtryksfulde øjne på mig – og hans sultne blik – blik efter mad og nus…

Nu sidder jeg bare med en tot pels og snøfter stille. Jan er på job, og denne dag, den 18.november, har altid været helt speciel for Blop og jeg. Det har været vores dag. Dagen, hvor jeg overforkælede ham og hviskede ham i øret “tak fordi du tog med os hjem – tak fordi du blev min – tak fordi du troede på, at jeg ville kunne give dig et godt liv, tak for din uforbeholdne kærlighed altid…”.

Kørestol

Da vi hentede Blop brugte jeg kørestol. Jeg var så syg. Jeg var på medicin, og jeg var langt væk fra mig selv – fra kernen af mig selv. Jeg fik Blop med hjem, og jeg kæmpede mig – sammen med Blop – ligeså stille – skridt for skridt tilbage til livet. Jeg kom ud af kørestolen, fik mine ben til at du’ semi-godt, tabte mig 30 kg!!! –  og stoppede med sclerose-medicin i 2004. Jeg fik en el-scooter, så jeg kunne komme endnu længere ud i livet – bla med Blop – og jeg fik livsgnisten tilbage – og fandt kernen af mig, af Ibbe – sammen med Blop. Han var med hele vejen.

Vi fejrede, at vi fik hinanden, ham og jeg, den 18.november hvert år – jeg havde ham hos mig. Jeg fejrer det også idag. Jeg fejrer det med levende lys ved et billede af ham – og jeg fejrer det i hjertet med et smil på læben, hvor jeg mindes de 13 gange, hvor vi nåede at feste for at vi blev hinandens soulmates. Blop var min første hund. Min sjælehund. That’s a fact.

Fjolle

Fjolle ligger lige i sofaen ved siden af mig. Han er tæt op af mig. Jeg har lige nusset og kysset ham. Min Mac er i mit skød, og jeg skriver og skriver – snøfter – tuder – laver en ny kop Matcha te. Skriver videre…

Et billede af Blop står på bordet foran os. Det billede, hvor han var stjernen i Magasin’s julekatalog . Et lys på et bord. To sjæle. Tre forløsende ord. “Vi savner dig”. Jeg savner ham. Jeg elsker Fjolle. Vi elsker Fjolle. Jeg savner Blop. Savner ham hver dag. Græder ikke hver dag. Savner bare. Mærker savnet hver dag – et sug i maven. Nogle dage når suget i maven helt op i øjnene, og det drypper med savn-tårer. Nogle dage farer et kært minde igennem mig – og jeg griner og snakker om det – om ham – med nogle andre hundetosser. Det har jeg brug for. Mine ikke-hundetossede veninder aner intet om den 18.november, men alle mine hundetossede venner ved godt, hvilken dag det er idag.

#Blopgoesonforever

To af dem skrev imorges. Den enes sms lød “Du er ikke alene. Vi tænker også på Blop, og alt det han gav og var for dig og mange mange andre. Æret være den mest generøse hunds, (vi har mødt og elsket), minde. Du gav ham det bedste liv, og han elskede dig højt. Ingen hundeejer kan bede om mere kærlighed end den store kærlighed du fik af Blop, og gav ham”…

Idag ville jeg gerne bare lige skrue tiden tilbage, og bare lige sidde med ham – bare en time mere. Bare en time hvor jeg kunne kysse hans ører, ae hans smukke hoved, kysse hans poter, nusse hans mave. Bare en time…

“Ingen gav bedre møssere end Blop”, skrev Nanna til mig igår. Jeg er enig. Fjolle er ikke så gavmild med kys, til gengæld er han velopdragen og spiser ikke vores mad – fra bordet…

Anyway – jeg ville lige dele denne specielle dag med Jer herinde. Min og Blop’s dag. Jan var altid med i fejringen af Blop’s fødselsdag den 24.september. Den 18.november var min og Blop’s. Hvor vi havde en hel del ritualer med hvisketure (jeg hviskede ind i hans lange ører, hvor dejlig han var, hvor heldig jeg var – og hvor helt igennem unik en hund, han var), gå/køreture til Kirkeren (altid til Solbjerg Kirkegård den 18.november – ham og jeg) – og et marvben med leverpostej.

Idag ser jeg Fjolle

Idag får Fjolle et marvben med leverpostej. Han får en gåtur i kvarteret, og han får kys og kærlighed. Mit hjerte er lidt trist idag, men min taknemmeligheds-kerne er så fuld af gode minder, som jeg kan tage frem idag – og bare lade dem rulle for mit indre blik – mens tårerne triller. Det er okay. Sådan er det at have elsket så højt.

Sorgen følger tabet af en elsket. Hund eller menneske. Jeg har elsket højt. Jeg savner.

Jeg er taknemmelig. Jeg mindes – og jeg ved at Blop deroppe ser ned på mig idag – og tænker “Shit manner, nu får Fjolle “mit” kødben, satans…”

#pbgv #Blop #Fjolle #savn #minder #kødben