15 farvel

Farvel 15

1: 2015 blev med et stort farvel til min hund. Min første helt egen hund. Et farvel til Blop. Jeg vil aldrig glemme den periode af livet hvor det trak op til det svære farvel. Jeg har aldrig været mere syg, og en beslutning har aldrig været sværere. Jeg kan stadig få hulkeangreb herhjemme, hvis jeg tænker over, det minut hvor alt stod stille og Blop fik den sidste sprøjte. Stadig det værste minut i mit liv. Fordi jeg alene tog beslutningen og valgte at tage hans liv. SUK.

2: 2015 blev med et farvel til en sjæleveninde, der er ude i verden med mand og børn. Jeg savner dem, så det kramper i hjertet, når jeg tænker på hende. Heldigvis skal jeg se hende lige om en uges tid. Det bliver rigtig dejligt. Trænger til en Duus-krammer…

3: 2015 blev et farvel til nogle overskydende kilo. Dermed blev det et lettere år, lettere at gå, lettere at passe tøj – og lettere at leve med bla de neurogene smerter. De kilo jeg har smidt kommer ikke på igen, for jeg har det for godt lettere, til at de bare bliver spist på igen.

4: 2015 blev et år hvor mange af mine nærmeste sprællede og kæmpede – mod sygdom, misbrug, familietragedier og job-trouble. Jeg er så taknemmelig for, at jeg kan være nogens støtte og lindring, at de kan bruge mig.

5: 2015 blev året hvor jeg overlevede det værste attak til dato. Et år hvor jeg måtte ind i Sygehus-væsenet igen, og stille og roligt har listet mig ud af det igen (har intet hørt fra dem siden blogposten Kære Neurolog)… Håber stadig på et svar…

6: 2015 blev året, hvor jeg oplevede at stærke smerter gør mig lille og bange. Så lille og bange at jeg ikke kunne være alene med dem. Så jeg måtte bede en veninde passe mig, når Jan var på job. I tre uger kom hun tidlig morgen – og blev og var her bare (til Jan kom hjem) – og tog Fjolle – og handlede ind, imens jeg var i smertehelvede med MS-hug og spasmer. Det var så smukt af hende.

7: 2015 blev året, hvor jeg ikke turde se frem. Jeg kunne ikke, for jeg var sikker på, 100% sikker på, at jeg aldrig kom ud i livet igen, at jeg aldrig ville finde smertelindring, at jeg altid ville have spasmer i min ribbenskasse. SÅ pludselig brød solen igennem, og jeg turde se frem igen.

8: 2015 blev derfor året, hvor jeg virkelig oplevede livets sol- og livets skygge-sider – der var flest skygger i 2015. I skyggen lærer jeg virkelig at bruge min livsduelighed, og den er i den grad blevet brugt i år. Jeg værdsætter hvert skridt jeg tager, jeg går, mere og mere.

9: 2015 har lært mig at min krop er god. Den er en god krop. Den er virkelig dygtig. Et fysioterapeut-skifte gjorde udslaget. Min gode, dygtige og dejlige fysioterapeut og jeg har arbejdet med min krop i 15 år – i år. Min krop havde brug for nye øjne og min ven og fysioterapeut hørte mig, og anbefalede at jeg prøvede en af hans kolleger. Det blev startskuddet til en ny form for træning og værdsættelse af min krop. Jeg sætter større pris på min krop nu. Min fysioterapeut har lært mig, at min krop stadig kan – og vigtigst, at den gerne vil. Jeg fortsætter den nye vej i 2016, og jeg glæder mig til at se, hvor jeg ender…

10: 2015 blev året, hvor jeg lærte at bruge min tid bedre. Jeg bruger mindre tid bag skærm generelt, og mere tid ude i livet med hunde (som jeg elsker) – og mere tid på venner og familie (end i 2014). Det er jeg stolt af. Min blog styrer ikke mig, jeg styrer min blog. Jeg er stadig ambitiøs med Ibbyheart, men jeg har erkendt, at jeg IKKE prioriterer blog over bog, blog over gåture, blog over venner etc… Jeg vælger stadig at læse en god bog fremfor at blogge om beauty ell.lign, og det er jeg glad for…

11: 2015 blev året, hvor Fjolle kom sådan rigtigt ind under huden på mig. Vi lærer stadig af hinanden. Han er min eneste hund nu, -her på jord. Jeg drømmer om hund nummer to engang, men Fjolle er god som enebarn, rigtig god, så jeg tror det passer ham bedst at være min eneste…

12: 2015 blve året, hvor Jan viste, at han var lavet af et helt særligt stof. Der skulle en STOR mand til at stå mig bi, da jeg var længst nede. Det var han. Han var den der sagde “det skal nok blive godt igen” – “det skal nok blive bedre igen” – “hæng i søde kone” etc. Uden ham var jeg aldrig kommet igennem det store attak, der satte ind mellem den 14-18 juni i år, og varede til langt ind i august – med senfølger der følger mig endnu…

13: 2015 blev året, hvor billeder/fotos og sociale medier fik en helt særlig betydning. Både med hensyn til min Instagramprofil – og gamle billeder – og Facebook og videoer . Minder. Gode minder. Blop-billeder. Blik tilbage. Fotos. Fede videoer. Sjove videoer. Tude-videoer. De har hjulpet mig i min sorgfase. Instagram elsker jeg at være på. De søde kommentarer og mennesker (fra hele verden) jeg møder derinde ryger direkte ind på min DUELIGHEDS-KONTO. Facebooksiden Ibbyheart har nået 2500 følgere. Det er jeg glad for. Stolt af.  Selvom FB efterhånden er “old school”, som nogen siger, så er FB (ikke endnu) ikke et sted, hvor jeg ikke kan lide at være. Jeg vælger at følge enkelte profiler og enkelte grupper – og enkelte venner. Jeg bruger mine øjne (min kvote er ikke stor) på at poste og svare på selve Ibbyheart’s FB-side, og jeg elsker, at I er mange, der stadig har lyst til at følge med derinde. TAK FB-VENNER.

14: 2015 blev året, hvor jeg har mærket kærlighed via min blog. ÆGTE KÆRLIGHED. Hvor jeg har fået gaver, blomster og knus fra læsere, der “bare” lige ville ønske mig bedre – ønske mig det bedste. Jeg har forstået, at jeg har nogen derude i livet. Det er jeg glad for. Det rører mig. Jeres kærlighed er som en families. Jeg har “ingen” familie (I ved jeg har min far, men ellers ser jeg ingen). Mine venner er min familie. Mine LÆSERE ER MIN FAMILIE. Det har jeg erkendt i år. Det er bla derfor, at jeg har så mange dejlige giveaways. Det er min både at give tilbage på, som tak fordi I ser og hører mig.

15: 2015 blev året, hvor jeg gav slip på mange, på meget – og på ingen måde altid havde lyst til at give slip. Jeg gjorde det. Fordi det var nødvendigt. Det er dét vigtigste, jeg har lært i år, at jeg kan give slip, og alligvel vågne op om morgenen – vågne op, stå op og drikke min te/kaffe og gå min tur med Fjolle. Jeg kan godt komme op og videre, selvom jeg har givet slip… Selvom overskriften for året – for mig (ikke for så mange andre af mine nærmeste) blev “FARVEL BLOP”, så er det også året, hvor jeg har lært, at jeg er god til at græde. Bare græde. Give slip på tårer. Vise min sorg og skide på folk der tænker “det var jo bare en hund”. Jeg kan se på nogle af mine nærmeste, at de tænker “er hun ikke snart færdig med at græde over Blop?”. Ved I hvad venner, jeg ved ikke, hvornår jeg bliver færdig med at savne Blop, bliver ved med at græde over ham, snakke om ham, men jeg ved, at dem der ikke kan tåle, at jeg gør det, de må bare snøkke op, ryste på hovedet og accepterer. De må accepterer at sorg er individuelt. Min er stor og dyb – det var Blop også – stor, dejlig, fræk, smuk, sjov, vild og dyb… Som min veninde skrev i et nytårskort, der kom for lidt siden sammen med en smuk buket “…måtte din sorg blive fortyndet i 2016”. Hun forstår mig og ser mig, og hun er Sorgterapeut. Hun siger, at jeg har klaret det at miste meget flot. Hun siger, at jeg skal blive ved med at følge min følelser og værdsætte min livsduelighed. Så det er det eneste nytårsfortsæt jeg har for 2016; at værdsætte lysten til at komme videre, når livet ligger os ned…

GODT NYTÅR KÆRE LÆSERE. TAK FOR ÅRET ER GIK. MÅ JERES SORGER BLIVE FORTYNDET I 2016 – OG MÅ JERES GLÆDER I 2016 BLIVE FLEST <3

And In english:

Goodbye 2015!

 

1: 2015 was a big goodbye to my dog. My own very first dog – a goodbye to Blop. I will never forget the period of my life where the difficult goodbye was inevitable. I have never been sicker and a decision has never been harder. Tears can still hit me when I think about the minute where time stood still and Blop got his last injection. It is still the worst minute of my life, because I made the decision and chose to end his life. SIGH.

 

2: 2015 was a goodbye to my soul mate (friend), who is out in the world with her husband and children. I miss them, so it aches in my heart, when I think about her. Luckily I get to see her in a week. It will be so lovely. I need a hug from Duus…

 

3: 2015 was a goodbye to excess body weight, which means it was an easier year – easier to walk – easier to fit clothes – and easier to live with neurological pains. They will not return as I am feeling to great to let them back into my life.

 

4: 2015 was a year where many of my closest friends where kicking and fighting – against disease, abuse, family tragedies and job trouble. I am so grateful that I can be someone’s support and ease – that I can help them.

 

5: 2015 was the year I survived the worst attak to this date. A year where I had to visit the health care system again – but also at the same time I am slowly moving away again (since there has been complete silence since the blog post “Dear Neurologist…”). I am still hoping for an answer.

 

6: 2015 was the year where I experienced that strong pains makes me feel tiny and scared. So tiny and scared that I could not be on my own – alone with the pains. So I had to ask a friend to take care of me, when Jan was working and just stayed here untill Jan came home. She took Fjolle out and shopped, while I was in a hell of pain with MS-hug and spasms. It was so beautiful of her.

 

7: 2015 was the year where I was afraid to look ahead. I could not, because I was 100 % sure that I never would be able to really live again – that I would never find ease for my pains – that I would always have spasms in my ribs. BUT suddenly the sun broke through the skies and I dared to look ahead again.

 

8: 2015 was the year where I really experienced the bright and the dark sides of life. There were most dark sides in 2015. In the dark side I learn to use my vitality and it has most certainly been used in 2015. I treasure each step I take. I walk more and more.

 

9: 2015 has taught me that my body is good. It is a good body. It is really good. A change in physiotherapy did the trick. My good, skilled and wonderful physiotherapist and I have worked with my body for 15 years. My body needed a new approach and my friend and physiotherapist heard me and recommended that I tried one of his colleagues. It was the beginning of a new kind of training and appreciation of my body. I appreciate my body now. My physiotherapist has taught me that my body still can and more important that it wants to… I continue this road in 2016 and look forward to see, where it takes me.

 

10: 2015 was the year where I learned to use my time better. I use less time behind a screen in general and more time out and about in life with dogs (that I love) – and more time with family and friends (than in 2014). This I am proud of. My blog does not control me. I control my blog. I am still ambitious with Ibbyheart, but I have realized that I DON`T prioritize blog over book, blog over walking, blog over friends and so on. I decide to read a good book instead of blogging about beauty and such – and that makes me happy.

 

11: 2015 was the year where Fjolle really got under my skin. We still learn from each other. He is my only dog – on this earth. I dream of having another dog some day, but Fjolle is good only child – really good – so I think it suits him best to be my one and only.

 

12: 2015 was the year where Jan showed me is made of something very special. It took a GREAT man to stand by my side when I was at my lowest. “This too shall pass – he said”. Without him I had never gotten through my big attak that initiated between 14-18th of June and lasted until August – with consequences that still haunts me…

 

13: 2015 was the year where pictures and photos and social medias got a very special meaning to me. Instagram – old photos – and Facebook and videos. Memories. Good memories. Blop-photos. Looking back. Awesome videos. Funny videos. Cry-videos. They have helped me through my sorrow. I love Instagram, because of the nice commentaries and people from all over the world are going straight to my vitality account. Ibbyheart (Facebook) has reached 2500 followers and that makes me happy. Proud. Even though FB is old school – some say – I still like to be at FB. I only follow very few profiles and some groups – and some friends. I use my eyes (my quota is not that big) to post and reply at Ibbyheart´s FB page and I love that so many of you still want to follow my page. THANK YOU FB-FRIENDS.

 

14: 2015 was the year where I felt love via my blog. TRUE LOVE. Where I received gifts, flowers and hugs from readers who just wanted to wish me well. I understood that someone out there, is really there for me. That makes me happy. That touches me. Your love is like a family. I have “no” family (as you know only my father, but otherwise I see none of my family). My friends are my family. My readers are my family. This I have realized this year. This is the reason I have so many lovely giveaways. This is my way of returning just a little bit and saying thank you for seeing and hearing me.

 

15: 2015 was the year where I let go of a lot of people and a lot – and in no way or means did I feel like letting go. I did it, because I had to. This is the most important thing I have learned this year. That I can let go and still wake in morning – wake up, get up, drink my tea or coffee and walk with Fjolle. I can get up and move on even though I did let go… The headline of my year is “GOODBYE BLOP”, but this year has also taught me that I am good a crying. Just crying. Let go of the tears. Show my sorrow and give a damn about people who is thinking: “It was just a dog…” I can see it on the expression of their faces: “Isn´t she soon done crying over Blop?” And you know what, guys, I don´t know when I am done missing Blop, when there are no more tears, but I know you just have to suck it up and accept it. Accept that sorrow is individual. Mine is great and deep – so was Blop – big, lovely, naughty, beautiful, funny, wild and deep… As my friend wrote in a new year greeting card that I just received a moment ago with some beautiful flowers: “… May your sorrow be diluted in 2016”. She gets me and sees me and she is a sorrow therapist. She says I have done great when it comes to the sorrow process. She says I should keep doing what I do – to follow my feelings and appreciate my vitality. So my only new years resolution for 2016 is: To treasure the desire to move on, when life knocks us down…

 

HAPPY NEW YEAR, DEAR READERS, THANK FOR THE YEAR THAT HAS GONE BY. MAY YOUR SORROWS BE DILUTED IN 2016 AND MAY YOU HAVE MANY JOYS IN 2016.