Rollespil
Nøj, det er svært at gå fra spasser til passer. Det er mærkeligt i vores ellers rimeligt afklarede forhold (23 års samliv!) – at Jan er den syge – og jeg er den “friske” (den friskeste!). Det er vi bare ikke gode til at håndtere. Ingen af os. Jan hader, at han ikke kan være den “fysiske” herhjemme. Ham, der gør og regerer. Jeg afskyr, at han piver og er sur ( og stille ) over, at han ikke kan, hvad han plejer…
Jeg blir så gal over, at han ikke forstår, at det er min hverdag – hver dag – at acceptere, at det jeg ku’ ikke går lige nu. For ham er det en periode med influenza og snot. Alt blir godt – igen..
På den anden side forstår jeg godt, at han bliver stille og lille, når hans krop sætter begrænsninger op for ham, for det bliver jeg jo også selv, stille og lille. Det kender jeg virkelig inderligt, at kroppen sætter begrænsninger, hey velkommen til min verden Jan the man. Jeg forstår også godt, at han savner at komme på arbejde. Det gør jeg også, stadigvæk hver dag. Nå, hun er nok sur, hva?. Slet ikke. Jeg mærker bare efter…
Så der er omvendte roller i Villa Otto & Ib. Det er mig🏋🏾, der tager Fjolle hver dag. Det er mig, der handler ind (og får venner til at hjælpe mig, hvis jeg selv pga den kognetive udfordring, der er i at handle ind, ikke magter det). Det er mig der vender Jans dyne og også mig der putter Jan i vores lille værelse. Det er mig, der laver te til Jan, og putter varmepuder ved hans fødder og i lænden. Det er mig, der rydder op efter mad, hvor det ellers altid er Jan, der tager opvasken (mig der laver maden), er det mig, der har fingrene i opvaskevand; jeg savner min opvaskemand tihi…
Han er, for første gang i vores parforhold, rykket ud af soveværelset, simpelthen fordi han hoster og harker sig igennem natten – pudser næse – ovenpå en jævn høj snorken og rallen. Jeg kan ikke sove for ham. Jeg vågner uafbrudt, og det gjorde min krop så slatten, at vi pludselig var to, der var sat ud af spillet. Det gik ikke. Jeg savner ham. Især som min varmepude (vi ligger altid i ske), og Fjolle kan jeg ikke hente hjælp hos, han gider ikke være varmepude, han sover gladelig på gulvet. Jeg er også flov. Flov over, at jeg ikke kan være så “rummelig”, som han har været utallige gange overfor mig, når jeg har været igennem attaks og influenzaer. Min sjæl vil gerne være rar, men min krop skriger stop…
Jeg håber snart, at jeg får min mand ind i vores seng igen. Jeg har aldrig oplevet ham så syg, så det er virkelig en slem omgang*.
Heldigvis er jeg inde i en god periode** lige nu. Jeg kan godt mærke, at min krop trækker på veksler, der lige er ved at tricke noget, der ikke er gavnligt for ms, men så tænker jeg på, hvor mange gange, gennem utallige attaker, Jan har trukket veksler for mig, og så retter jeg mig op, stikker hænderne i opvaskevandet og står ved hans side.
Han har stået ved min side gennem hele MS-livet, så s’gu da fanden, hvis jeg ikke kunne stå ved hans side, når han kæmper mod en slem influenza.
Rollespilet fortsætter, og jeg gider da ikke gå tilbage og være den syge. Jeg vil gerne forblive den friske, der klarer alle hverdagspligter og er den omsorgsfulde kone. Jan vil gerne ud af sygerollen. Hvem der først kommer tilbage i de gamle roller?, tør jeg ikke spå om – men jeg kan da håbe, at vi begge har lært, hvor priviligerede vi hver især er – og hvor priviligerede vi er sammen, så der kommer nye roller ind i vores parforhold – og ikke de gamle hvor passer passer spasser, men hvor vi er mere bevidste om, at vi begge kan mere end hvad vi lige troede…
PS: Spurgte lige en elsket veninde, der også har MS, om jeg lød som en utaknemmelig ko med ønsket om at forblive syg, når jeg skrev det ovenstående. Her er hendes svar:
“Send det ud nu! Det er jo tabutankerne du kører frem med. De raske har sgu bare at forblive raske, men omvendt er det også rart at bevise, at “jeg kan godt!”. Det er superfint, ærligt og tordnende egoistisk på den helt rigtige måde. Jeg gider heller ikke når min mand er syg!!!…”
Sidste ting – et spørgsmål; hvilken rolle har du i dit parforhold?
(* som jeg godt ved mange døjer med lige nu!).
(** jeg hader “er du i en god periode?” – spørgsmålet, for det minder mig om, at der kommer en dårlig periode igen…)
Mette Haagensen skriver
Jajajaja … lige præcis sådan er det 😉 Du rammer hovedet på sømmet og tabuerne lige i klokkeværket 😉 For det er jo sådan, det er. Og så har du så meget ret – når man har hilst på fru jensen, så bliver man frisk igen, når hun finder andre at hænge ud med. Faktisk siger min far det ofte (han er 76): “Nå, jeg skal jo ikke klynke, når jeg taler med dig.” 😀
Jojo – han må gerne klynke; bare ikke for længe, vel? Og den stærke mand, jeg er gift med, skal være stærk mand – hver dag hele dagen. Men han må også gerne klynke – lidt <3
Kære Ib – tak for … endnu en gang … at sætte ord på farlige tanker og følelser <3
God bedring til Jan the influenzaman (og til dig, der også er "ramt" af influenzaen) <3
ibbyheart skriver
Tak Mette – stærke mænd i fysikken – stærke kvinder i psyken ❤️❤️🦄
Victoria skriver
Heidi er det ikke rart at du nu for lov til at passe på din mand😊 Nu ved du at ms ikke har magten 120% over dig og din krop! Selv om du har lidt problemer så HAR du vist ms sygdomme du KAN passe på din dejlige mand når har er syg! De bedste tanker til jer begge 2 ☺️🍀
ibbyheart skriver
Jo helt bestemt en god pointe <3
Vibe Kjaedegaard skriver
Kære Ibbe. Som din anden veninde skrev. Bare ærligt. Kan sagtens følge dine følelser og fustration. Da jeg var rigtig syg, var det vildt svært for mig at sidde in sengen, og vide og se at , ud over sin egen daglige rolle med fuldtids arbejde, skulle min mand også påtage sig min rolle, den hjemmegående husmor, indkøb, tøjvask, børn, madlavning, skole, lektier, osv. Mega fustrerende… Så, min rolle i parforholdet er normalt den stærke fysisk og psykisk… Ikke at han er n slatten pind, men det er bare normalt mig der passer familie … Hvilket har været meeeeget svært for nogle at sætte sig ind i… Hvorfor skifter han ikke bleen, hvorfor render han ikke ind til baby der græder… Hvorfor hvorfor dit og hvorfor dat… Jo, se du, han skal op i morgen tidlig og på arbejde hele dagen… Han kan ikke bare sige i dag gider jeg ikke så meget… Derfor laver jeg maden, og passer børnene. Jeg er hjemme, jo. sjovt nok havde lige samme debat med en veninde her i Italien forleden. … Men her er det jo mere normalt at kvinden er hjemmegående, uden at det er opsigtsvækkende. .. Passer nok meget godt til mit temperament … ( … Hysterisk og explosivt.. Hahahahah). Elsker dit indlæg… Og håber så meget at Jan snart bliver rask. Det er ikke sjovt pludselig at få benene slået væk under én, når man ved at sygeplejersken kunne blive slidt op, det giver dårlig samvittighed. .. Kæft hvor han elsker dig altså … Hans fustration er en kærligheds erklæreing. Men det ved du. (Og, ja, på samme måde er din fustration også). I to små love birds skal bare se at blive raske, sammen. Mange knus og gode helende energie her fra et dejligt varmt Rom.
ibbyheart skriver
Vibe ❤️❤️❤️🏋🏾🇩🇰🌎🍀🌱💐
Signe O. skriver
Kære Ib.
Jeg er så pisse dårlig til at kommentere – undskyld for det. Jeg synes, hands down, at du er fantastisk! Og jeg elsker #fraspassertilpasser, haha. Min mor har MS (men det er så en lang og kompliceret historie – og jeg har faktisk tit tænkt på at skrive en mail til dig, fordi din håndtering af sygdommen sætter så mange tanker i gang hos mig..) og da hun fik sin “crosser”, begyndte vi ret hurtigt at kalde den en spasserknallert! 😉
Nå, men til dit spørgsmål: min mand er virkelig ynkelig og sart (og det vedkender han sig), hvis der er det mindste galt. Jeg er sygeplejerske, og har derfor et veludviklet omsorgsgen, men…. Jeg bliver simpelthen så skrap, når han er syg! Jeg får knopper af hans ynkelige stemme, og har virkelig en følelse af, at nu må han tage sig sammen. Det er frygteligt.
Gudskelov er han ufatteligt sjældent syg.. 😉
ibbyheart skriver
Kære Signe åh jeg elsker din kommentar – 1000 tak – pis med din mor med ms – spasserknallert – Sølvpilen – spasserjeep – mine ben på hjul etc / kær ven omtales meget kærligt. Tak tak tak for din kommentar. Jeg blir bedre af jeres ord. Tak