Vil du være med i et magasin om MS?
Først sagde jeg nej tak. Så spurgte hun igen. Så sagde jeg ja tak. Det er et medicinalfirma, der laver magasinet. Det er at finde på sclerose-klinikker rundt omkring i landet. Jeg har ikke modtaget nogle penge for at være med i bladet. Jeg sagde ja, fordi spørgsmålene – for en gangs skyld – var vedkommende, og der var fem spørgsmål (det var overskueligt). Jeg mødtes med en dygtig skribent på min lokale café, og vi havde en god og rørende snak…
Vi talte om det med at have det godt med det ydre, at jeg synes, at jeg får det bedre med det indre ved at gøre noget for mit ydre – forvirret? Så håber jeg du møder magasinet (på side 44 og 45) “Kvinder med MS”. Der er mange kvinder, der besvarer spørgsmål i magasinet, og det er så smukt og fint at læse, hvor forskellige vi er, og også hvor ens vi er – og har det…
Billedet øverst er på side 6 i “Kvinder med MS” under overskriften:
Hvordan har du accepteret, at MS er kommet for at blive?
MINE SVAR:
Navn: Heidi Alder: 45 år Diagnose: 2000 Hjemmeliv: Gift med Jan
“Jeg overlever, fordi jeg har accepteret, at MS er en del af mig. Men det tog mig mange år at nå frem til accepten og genfinde mig selv i en krop, der ikke vil det samme som mit hoved. Jeg var bestyrer af en Matas og havde aldrig haft en sygedag, da jeg fik mit førte attak. De næste fem år sad jeg i kørestol, tog 40 kg på og blev førtidspensionist. Jeg er stadig førtidspensionist, men de 40 kg er væk, og jeg bruger som regel mine ben frem for min kørestol.
Men faktisk har det sværeste at acceptere ikke været, at jeg er fanget i den her møgkrop. Jeg kan klare den fysiske svaghed og er glad for, at kørestol og scooter fortsat kan hjælpe mig, når jeg har det skidt. Ensomheden derimod, den er hård. Selvom jeg har familie og venner, der støtter mig, er jeg stadig alene med sclerosen. For kun jeg mærker, hvordan jeg virkelig har det. Og det er svært. Men jeg har lært at leve med ensomheden såvel som sygdommen. For jeg har ikke noget valg. Til gengæld vælger jeg selv, hvordan jeg vil håndtere min sygdom. Og jeg vil leve livet det bedste, jeg kan.”
Artiklen er skrevet af skribent Maria Alstrup. Fotoet er skudt af MEW, der på dagen, hvor hun skød alle billederne, havde hold i ryggen. Så vi havde nogle ret sjove oplevelser i Frederiksbergs gader – og hjemme hos mig – de to “handicappede” og lille Fjolle.
Jeg er glad for, at jeg sagde ja. Jeg er taknemmelig for jeres respons allerede. Tak venner.
Signe O. skriver
Du ser simpelthen så fantastisk ud på det billede! Og Fjolle også. Ja, og (spasserknallerten) scooteren 😉
Nej, vi er ikke selv altid herrer over, hvad der sker os i vores liv. Men (og måske er mange uenige med mig her); vi har altså selv for det meste ret stor medbestemmelse over, HVORDAN vi forholder os til de ting, der sker. Nogle dage er det nemmere at være aktivt medbestemmende end andre. Sådan ér det.
Men på det billede her, og gennem de ord, du skriver, kan vi mærke og se, at du har valgt glæden og lykken. På trods. Og det er sgu stærkt. Og smukt – for det er du 🙂
ibbyheart skriver
Taaaaaaaaaaaaaaak Signe – for pokker tak
Maria fra En verden af kunst skriver
Super fint 🙂
Du er for sej og takler din sygdom godt 🙂
Sisi skriver
Supergodt billede – af en smuk, glad, livsglad, positiv kvinde – der, nå ja, sidder på en handicapscooter 🙂
ibbyheart skriver
Du er så dejlig Sisi. Elsker dine kommentarer – tak tak tak