Fra smertedag til hjertedag

Fra smertedag til hjertedag

Igår (smertedag) gik mit venstre ben i smadder, total spasserben. Det skete bare. Den sagde “klonk” og to gamle skader i hhv ankel og knæ brød op. Det var med smerte i ben og krop, at jeg gik i seng igår. Heldigvis var jeg så lykkelig, idet Håndbolddrengene blev Olympiske Mestre, at jeg faldt hurtigt i søvn, og nåede at sende en bøn op til Universet om, at jeg idag ville få en bedre dag (mht mine smerter i benet) – end jeg havde igår.

Universet hørte min bøn. Begge skader er dog stadig aktive, og jeg glæder mig til, at jeg skal til fysioterapi imorgen. Jeg har klaret dagen (hjertedag) idag rigtig godt. Jeg fik ikke en akut akupunktur-tid, men fik hjælp et andet sted med støttebind og tape. Juhu.

Jeg ved nemlig, at sætter jeg mig i sofaen med benene oppe, så får jeg ondt i ryg og hofte. Det er bedre at gå på smerterne end at æde dem op i sofa og Netflix. Derfor skrev jeg til en veninde “vil du gå en tur med mig i Lindevangs Parken – jeg kommer på scooteren, men hopper af og humper rundt med dig og Fjolle”. Det ville hun gerne være med til. Det blev sådan en dejlig stund med tøsesnak og Fjolle og venner i leg og lykke i solskin.

Jeg var obs på benene, men det gik, og jeg gik, ret godt afsted…

Da Fjolle og jeg kom hjem ringede min yndlings hundefrisør mig op (havde lagt besked til hende imorges på hendes telefonsvarer), “Jeg kan godt tage Fjolle ind akut i eftermiddag og klippe hans klør, rense hans ører og klippe hans skæg for dig”. Jeg var lige ved at tude af taknemmelighed. Maria saved the day.

Jeg plejer selv at klippe Fjolles klør, men jeg har ikke kræfter til det i min højre arm. Armen er en slapsvans for tiden (der heller ikke finmotorisk kan ramme så “rent” mere), så jeg har overset (i afmagt), at hans små klør var blevet så lange, at han faktisk havde lidt ondt, når han gik på sine poter (slemme hundemor).

Jan kørte os derud, og vi ventede på Fjolle alt imens Maria lige var dagens kvinde i hundehår, og fik gjort Fjolle så fin. Han tåler alt, hun gør ved ham, men han fortæller højlydt, at han synes, det er så synd for ham, at han skal være så tålmodig og flink imens hun rører ved hans poter, som han afskyr at nogen gør. Åh han er så sød, hyl og tud hele trimmeturen lang…

Et hundeliv uden lige, jeg elsker den lille hårbolle Fjolle med alt hans “introverthed” og alle hans lyde…

Nu er jeg på vej i seng ovenpå en dag fuld af forhåbning for bedring af benets tilstand. Det skal nok gå alt sammen, bare det går, og jeg går med…

Tak for en hjertedag kære alle jeg har mødt på min vej idag, hunde som mennesker.

Tak Univers.