Om burde, et helt halvt år og hvad så?

Om burde – et helt halvt år og hvad så?

Jeg prøver at leve et liv uden ordet burde. Det er så træls et ord. Burde ødelægger noget i mig. Jeg burde faktisk sidde og nørde med lidt anmeldelser af skønhedsprodukter. Der er så meget, jeg burde skrive (og dele med jer) om af lækkerier derude i beauty-junglen, men så snart jeg idag mærker ordets dårligdom for mig, så skriver jeg om noget andet…

Der var engang, hvor burde styrede mig og ikke omvendt. Burde var nemlig ordet, som jeg helt ærligt mener, gjorde mig syg***… “Jeg burde have sagt til min chef, at han var et røvhul, en dårlig leder” eller “jeg burde have holdt mere fri, når jeg havde fri, og ikke være taget på arbejde”…

Burde er også ordet, der har ædt min krop fed igennem mange år. “Jeg burde lade være med at spise slik, sukker, gluten, kager, Mars-barer etc etc.” SÅ ÅD JEG.

Burde er ordet, der har givet mig rigtig dumme relationer, som jeg kom alt for sent ud af (venskaber, familiebånd etc). SÅ GRÆD JEG.

Burde er ikke et godt ord for mig. Uha. Jeg mener virkelig, at burde skulle slettes fra “harddiske”, rundt omkring, der ikke selv kan slette ordet. “Jeg burde ringe til hende/ ham, for jeg burde lige sige hej”. NEJ, siger jeg idag. NEJ, skriger min krop. Gu’ ska’ du ej burde en skid. Hvis du ikke mærker indeni, at du har lyst til at ringe til en du føler kærlige bånd til, så overvej lige en ekstra gang, om det er en relation i dit liv, der er god for dig… BUM.

Ja, sådan taler jeg med mig selv. Sådan skriver jeg i aften. Fordi jeg mærkede ordet burde i eftermiddags, da jeg sad og legede med nogle nye læbestifter, som jeg meget gerne engang vil fortælle om. Jeg vil bare ikke skrive om dem, når jeg tænker “jeg burde lige skrive”…

Mund-og-ord-syge. Jeg vrøvler. Jeg er træt. Jeg har ikke haft min MK olie i 10 dage, og jeg savner det så meget, at jeg har dårlig mave, ondt i hovedet, luft i tarmene, ondt i armene og dårlige ben. Nej, jeg burde ikke skulle have MK olie hver dag, men jeg har fundet ud af, at “jeg burde lige gå igang igen hurtigst muligt med MK olie igen”, altså er dette en slags “god burde”. Så det findes altså også. Det ved vi jo da godt. Burde skal da engang imellem ind i vores liv, som “jeg burde lige ringe til min fodterapeut, for jeg har høje hæle på bare fødder (af hård hud)” eller “jeg burde lige kigge forbi ham den gamle mand med en sølle hund” (som jeg besøger engang imellem). Burde har sin berettigelse, ja ja manner…

Det jeg egentlig ville sige i denne blogpost var noget om, at jeg har fejret mig selv idag. Det er et halvt år siden idag, at jeg traf den vigtige beslutning, at jeg ville smadre et grimt attak med kostændringer. Mega modigt – og mega dumdristigt.

Attaket kom jeg mig over. Senfølgerne er der endnu. Der er en slagt stille status indeni mig.

Jeg var så håbefuld, at jeg troede, at når bare jeg levede anti-inflammatorisk og traf flere fornuftige valg fremfor frække valg mht kostvarer og kostvaner, så blev jeg måske en ny slags MS’er. En MS’er altid i løbetøj, en der gennemfører en Iron Man og sådan en der aldrig burde burde noget, men altid bare var frisk, rask og rørig…

Et halvt år efter sidder jeg her med smerter i benene, spasmer i bækkenet og ondt i maven. Jeg er ingen Iron Man. Jeg piller mig selv i navlen, og stirrer tomt ud i stuen og tænker “burde jeg ikke bare være blevet, som jeg var, den jeg var?” “Kunne jeg ikke have sparet mig selv for meget ved at blive, hvor andre synes, at jeg var god nok – pæn nok – rar nok???”

Nu er jeg en anti-inflammatorisk slags, der vælger flere gode ting for mig selv – end før. Jeg har meget mindre ondt i maven (faktisk aldrig – andet end for tiden – måske fordi jeg ikke får min MK olie – who knows?). Jeg sover langt bedre om natten. Jeg er friskere i hovedet. Jeg er gladere etc. Jeg er en bedre udgave af mig selv (måske den bedste, jeg nogensinde har været?), men alligevel sidder jeg i stuen og er stille. For hvem skal jeg fejre det med? Jan? Min far? Veninder? Naboer? Hundevennerne?

Altså lad os tage dem fra en ende;

JAN, han sys’ bare, at jeg er mega sej. Han synes, jeg er lækker, som en kende tyndere – men han tændte på mig, da jeg vejede over 120 kilo – så fedt er lige fedt for ham. Jeg er dyrere i drift, da det er dyrt at leve med en anti-inflammatorisk MS’er, så det er lidt hårdt, men han støtter mig og mine valg 100%.

FAR, han ser ikke min hverdag, men han sys’ vidst bare, at jeg er sej – også.

VENINDER, de sys’, at jeg er sej, og at det klæ’r mig at være mindre rund

NABOER, de siger, “har du ik’ tabt dig”?

HUNDEVENNER, de siger, “Fjolle er sød, hva?”

Pyyyyh, hvem skal jeg fejre denne dag med? Den er snart slut. Så jeg burde nok bare gå i seng og fortsætte imorgen, som jeg har gjort det sidste halve år, for helt skidt er det ikke da. Jeg burde ikke sidde stille føler jeg. Jeg burde faktisk feste, men jeg har ondt i maven og hovedet. Så jeg fejrer mig selv en anden dag, og klapper mig selv i røven og på skulderen over, at jeg ikke har brugt tid på at skrive om nye læbestifter, men i stedet har brugt tiden på at skrive om, tja øhm – mit liv det sidste halve år – og livet før det, hvor jeg “burdede” mere end jeg burde.

Idag er jeg mere sådan “hey jeg har lyst til at drikke et ingefærshot fremfor ikke at gøre det” og “hey, jeg er glad for at min krop viser mig, at jeg har det godt uden sukker, slik og gluten” og sidst men ikke mindst “jeg burde ikke skulle blive ved med at forklare og forsvare mine valg, jeg burde bare gøre, hvad der føles godt for mig og min krop, og jeg burde ikke være omgivet af mennesker, der grundet mine nye valg, finder mig besværlig at være sammen med”…

Jeg burde turde sige højt “tag mig som jeg er, for jeg kæmper for et godt liv med en sygdom, der hver dag tager mere fra mig end den giver mig. Hav dog en slags respekt for, at jeg prøver…”

Sådan bruges min blog som ventil.

Ah, nu har jeg fået luft. Jeg har mindre ondt i maven, og nu går jeg i seng og læser Jens Henrik Jensens “De frosne flammer”, og i nat vil jeg drømme om den fest, jeg ikke fik afholdt idag,..

 

***en del af det – punktum