Erkendelse; jeg dribler ikke, som jeg plejer

Erkendelse; jeg dribler ikke, som jeg plejer

Nogle erkendelser niver mere i mit hjerte end andre. Siden jeg lagde basketbolden på hylden, har jeg ikke brugt bolden. Heller ikke engang, da jeg boede i USA. Jeg elskede basket ball. Det var min bold-sport (de andre havde håndbold). Der opstod nogle personlige forviklinger, der gjorde, at jeg måtte stoppe med min sport (havde dyrket det i 8 år+). Det var en kæmpe sorg for mig…

Idag hos min fysioterapeut blev jeg taget på stregen (om jeg så må sige), da hun pludselig ville spille bold med mig, bare fordi jeg havde sagt “kan vi træne min balance, den driller mig en kende, og jeg vil forresten også gerne cykle igen”.

MIN FYSIOTERAPEUT

Hun kunne have sagt;

• du har forsøgt af fire omgange, at komme tilbage på jernhesten, og hver gang har du måttet erkende, at du ikke kan cykle mere
• indrøm nu bare, at din balance er skadet for livet

MEN hun valgte, at holde min drøm i live og fandt redskaber frem, der kan hjælpe mig hen imod den drøm. Hun viste mig tillid og blæste til mit gåpåmod.

Dét med bolden

Altså for mig er en bold jo stor, rund og hård = basketball. Så da min fysioterapeut kaster sådan en “terapibold” til mig, der er fodboldstor og blød, får jeg faktisk fysisk kvalme. “Hey, flashback til de gode gamle dage – er den punkteret?”, (De gode gamle dage, hvor jeg spillede center, og var eminent til rebound og shit) – NOT. Der stod jeg, og kunne nærmest ikke gribe en fuc…. terapibold. Da Lena så sendte mig udover gulvet for at drible, gik det lidt bedre, men åh så langsom, så usikker, så langsom…

Ja, jeg ved godt, hvad I tænker nu “hey Ib, fatter du ikke, at du er syg med sclerose – at du har været kørestolbruger fast, og at der sæføli’ er lidt slinger i din MS-vals?”. Jo, det ved jeg, for jeg mærker det hvert eneste vågne minut, men i mine minder er jeg stadig lynhurtig, løbestærk og kan nemt lave en “3-point’er”. Idag vågnede jeg lige op igen igen, og havde en af mine ERKENDELSER…

DELE

Det havde jeg bare lige brug for at dele med jer. For det har godt nok fyldt inde i mig idag. Jeg har fået det på plads med en krammer fra Jan, der tørrede mine tårer bort og sagde (med et smil på læben) “du bankede jo også altid mig i bordtennis, inden vi fik det lort til ms, men nu banker du mig heldigvis ikke mere i dét” hahaha – tak Jan hahaha.

Ah, luft. Jeg elsker min fysioterapeut for hele tiden at tage mig til “grænse-landet”, hvor jeg ikke altid har mit pas med. Hun ved, fordi hun kender mig godt, lige præcis hvor langt hun kan gå, men idag vidste hun ikke noget om min fortid med basketball. Det må jeg fortælle hende næste gang, hun tror, hun kan kaste en lille fesen terapibold til mig og forvente at jeg kan gribe den; hey, kast en basketball til mig – sæt et net op – og så skal jeg satme dunke for dig…