Ud at køre med de kære – påsken 2017

Ud at køre med de kære – påsken 2017

Påsken er snart slut. Hvordan har I det med det? Er I mætte? Trætte? Fulde af mad og indtryk? Har I set familien? Venner? Har I det godt? Er alle glade? – og flade?

Her er lidt ord om vores påske 2017…

Påsken 2017

I påsken har vi været sammen med Jan’s søn og hans lille familie; Svigerdatter PC, barnebarn Malthe Emil og hund Oscar. Vi har haft spontane og hyggelige besøg af Nanna (med verdens lækreste kage, hun lige havde bagt til vores familie) og Ivalo og Alma (der kom med gave til Malthe Emil). Vi har haft far Kaj og Tove på besøg – et herligt døgn. Vi har været på Bispebjerg Kirkegård og set de lyserøde træer. Vi har været på Solbjerg Kirkegård og i Frederiksberg Have på ture med hundene.

Så har vi spist – meget. Helt traditionelle sager som karrysild, krabbesalat, mørbrad med løg og champignoner, ost og kiks  – og meget, meget andet er røget indenbords. Vi har spillet 500 (kortspil) og vendespil, leget med Malthe Emil, nusset hunde, snakket, grinet og vendt hverdagen med hinanden – som for alle, der overnattede her, er kendetegnede for vores forhold. Vi er tætte, vi elsker hinanden, men vi er ikke en del af hinandens hver dag. De bor i hhv Århus og Esbjerg.

Selvom vi taler i telefon med hinanden ofte, så har vi ikke haft en hverdag sammen de sidste 25 år. Sådan er det i vores familie (det samme gælder for vores relation til Josephine og hendes kæreste Matias) – vi ser hinanden for sjældent, fordi afstanden og livet (med studier, arbejde) umuliggør et kig ind i hinandens hverdag…

DERFOR

Lige præcis derfor kan jeg komme igennem fire dage med familien med et aktivt attak (der oveni købet peakede i lørdags). Lige præcis fordi vi ikke ses så tit, så kan jeg tage mig sammen og være 100% tilstede og i nuet, når de er her hos os.

De kan også noget, de kære familiemedlemmer; de kan vise hensyn uden vi snakker om det (alt for meget). De gør bare helt naturligt meget af sig selv, når de er her og overnatter. De gør det for mig – og for Jan. Hjælper ham – tager opvasken, rydder op og ud. Lader mig være stille, hvis jeg lige trækker mig en rum tid, og hviler lidt på sofaen (godt nok med Malthe ovenpå mig “skal vi lege flyver Bedste Ib?”) – og hvilet får jeg gjort, og vi leger også flyver.

Kun fordi min familie har lært, at de bare skal lade mig være, når jeg går over og tager nogle smertestillende/hviler ryggen/strækker ryggen/retter ryggen/ udstrækker benene. De ved jeg bare gerne vil være som dem og gør alt hvad jeg kan for ikke at være “hende den syge”…

Status på dag 19

Idag har jeg gået tre gåture  (mere end jeg sammenlagt har gået i de 19 dage, hvor attak’et har hærget). Jeg har færre smerter, og jeg synes, der er lidt bedre kontakt til højre ben. YES. Benet lytter ligesom mere til min hjernes signaler.

HUA.

Jeg tør godt sige det højt nu; attak’et er aftagende. Så påsken har ikke smadret min krop. Det er jeg bare så taknemmelig for. Jeg skal stadig passe på mig selv, men volumenknappen* er på 5-7 stykker nu (*læs). Takket være de søde mennesker og dyr, jeg har omgivet mig med i påsken. Jeg er taknemmelig.

 

Ugen, der kommer

Byder på smertelæge, venindehygge, stille “genoptagen” af beauty-blogging, finde sko til DBA2017, besøg af hunde, events og pressedage og genoptræning og træning og træning…

Derudover skal jeg trappe ud af “smertemedicin” (Saroten og Dicuno). Jeg skal finde den rette dosis af mine frække dråber (CBD) – og jeg skal få skruet min volumenknap op igen, så jeg stadig kan høre, når min krop siger fra overfor min sjæl, der allerhelst bare vil danse, feste og være vågen 24 timer i døgnet. Hverdagen venter, og jeg glæder mig …

#jegholderafhverdagen #smertemedicin #attak