Når andre mindes ens rødder 

Når andre mindes ens rødder

Når jeg er den type, jeg nu er, med den historie jeg nu har, så betyder det, at jeg ikke har mennesker i mit liv tæt på mig, der kan mindes min mor (og det vi var dengang) særlig ofte.

Selv sætter jeg en ære i, at tale om døde jeg har elsket (også – og ISÆR – BLOP), fordi jeg mener, at jeg (og vi) ærer de dødes liv levet, ved at mindes dem med minder, anekdoter og historier.

Jeg savner at mindes min mor med nogen der kendte hende – nogen der elskede hende. Fordi jeg er så bange for at glemme hende, og det hun gav til mig og min personlighed. Jeg vil gerne ære min mor ved at tale om hende, skrive om hende og huske hende dermed.

Jeg har ikke mange billeder af min mor, da jeg mistede næsten alle mine fotos i 2011 (gemte det jeg har brugt her og I kan nemt se vandskaden), da der var skybrud i Kbh. Vores kælder stod under fire meter vand – og alt var ødelagt – af kloakvand.

Derfor blev jeg så glad for en hilsen fra en gammel barndomsveninde, der tydeligt husker min mor…

Camilla skrev i en kommentar på FB

“Kan sagtens huske din søde mor, Heidi. Kan huske hendes dejlige humør og latter. Kan huske en fredag jeg sov hjemme ved dig, og vi fik grillmad fra Thygesens grillbar, og jeg spiste så meget, at jeg kastede op på dit gulvtæppe og din mor var så sød ved mig.

Kan huske vi fik lov til at sætte vores hår i hendes hyggelige salon. Kan huske vi så film på jeres betamax. Kan huske det, da jeg fik at vide hun var død.  Ved du savner hende som jeg savner min mor og far.  Værn om familien – ved ikke hvornår vi ikke har dem mere. ❤️”

Smukt og inderligt

Er det ikke smukt og inderligt af Camilla? Jeg ved godt, at I ikke føler ordene, som jeg gør, men I forstår. Jeg kender jer efterhånden. I er også sådan nogle “bløddyr”, der elsker at livet mærkes og føles. Jeg ved det. Og “VÆRN OM FAMILIEN” er god at huske – for os alle.

Med denne blogpost vil jeg “pay it forward” i håbet om, at I måske har elsket nogen, der er døde nu, som var gode ved jer engang, og måske har I ikke fået fortalt det til deres børn – deres efterladte. GØR DET NU. Grib knoglen (ok måske lidt morbid humor høhø) – ej ring eller send en besked og fortæl den efterladte at deres afdøde nærmeste engang gjorde et indtryk – og var et dejligt menneske.

For mig reddede det en hel dag, at jeg fik sådan en hilsen fra Camilla. Det var en dag, hvor jeg var trist over dårlige ben, dårligt humør og en krop, der i det hele taget bare murer. Da var det altså opløftende at en stemme – et hjerte – fra min fortid – lige huskede mig på, at det er fra den tid, jeg også henter livserfaringer til min sjæl.

Vi er ikke vores fortid, men vi består trods alt af fragmenter af minder fra tiden før nuet. Vi husker på en måde, og andre husker samme minde på en anden måde, og derfor er det så VIGTIGT, at vi mindes sammen og stykker vores livs historie sammen af hinandens minder om os selv og en anden.

Giver det mening?

Møs og cherish the love you live og giv dine minder videre

Ibbe