Når kommunen har ens ryg – nu med næsten nye ben

 

Når kommunen har ens ryg – nu med næsten nye ben

og med næsten nye ben mener jeg nyt batteri i min gamle scooter – yeah …

Altså hør her, jeg er ikke en, der kimer kommunen ned. Jeg er i det hele taget ikke en, der kimer. Jeg er ikke så god til sådan noget. Jeg er bedst på skrift, dårligst i telefon. Kommer altid til at tale i munden – og ja, jeg er ikke god til det. Min hjerne kan heller ikke lide det, rent kognetivt. Uh ha…

Det er det samme med bank, kommune, læge, hospitaler og sådan noget. Jeg er bedst til at skrive. Desværre kan det ikke altid lade sig gøre. Så må man kime…

Det startede med, at jeg skrev

Jan havde sagt det til mig i lang tid; “tag nu kontakt til kommunen, og hør om de vil hjælpe dig med din scooter og din arbejdsstol“. “Jeg tør ikke, for tænk hvis de ikke vil hjælpe mig, så har jeg ikke mulighed for at eje “mine ben” mere. Jeg har ikke pengene til det”.

Min scooter kunne kun kører tre kilometer, inden batteriet døde. Bremseskiven var slidt. Pludselig gik mit blinklys igang, og det selv når scooteren ikke var tændt, og den var blevet så langsom, at hare ikke mere var – ja hare (10 km/t).

Så fik en af mine hundevenner mig in action (efter mange måneder’s “tør ikke”, og “de andre siger man selv skal betale for alt nu om dage”. Hun sagde “Frederiksberg kommune er da så søde til at hjælpe dem, der har behov for hjælp. Hav tillid Heidi”.

Jeg tog mig sammen…

Skrev en mail

Jeg skrev en mail til Visitationsenheden. Der gik 10  minutter, så havde jeg hørt fra en dejlig kvinde, der satte reparation af Ankersen’s scooter i værk. Der var en reparatør, der fik mit telefonnummer af kommune-damen, og så ville jeg blive kontaktet. Der skete ikke rigtig noget, og Jan punkede mig igen; “sig du rejser på ferie, så de ikke kontakter dig, når vi er i Dronningens Ferieby”. Så skrev jeg atter til kommunen, og i mailen spurgte jeg, “er det bedre, at jeg ringer?”. Efter fem minutter ringede min telefon. Det var fra kommunen. “Nej det er ikke bedre, at du ringer, men du må gerne forsøge. Jeg får Kurt (reparatøren) til at kontakte dig snarest. Hav en god dag, og var der også noget med din arbejdsstol?. Så får jeg er ergoterapeut til at kontakte dig idag. Der skal da styr på det.”

Så ringede Kurt og Linea

Såvel scootermanden som arbejdsstoldamen ringede til mig igår. Kurt (der reparerer scootere for kommunen) stod ved min dør efter fem minutter, og han brugte en god time på at få min scooter i tip top stand, og han sagde “den er meget velholdt, men godt brugt. Du har fået nyt batteri. Sidst du fik et nyt batteri var i 2010, så du passer godt på dine ting”. Blev helt glad, for ja jeg gør sgu dét, han siger. Jan er så sød til at fikse scotteren for mig med punktering og pudsning, og jeg er god til at ære mit lille lyn Apollo 730, for den er mine ben de fleste dage i mit liv, og uden den havde jeg ikke det liv, jeg elsker…

Arbejdsstolen bliver repareret efter vores ferie, og jeg sagde, at vi godt selv ville køre op til Visitationsenheden med den. Det gør vi da gerne. De hjælper mig (og Jan og Fjolle), og Jan vil gerne kører op med den stol, som jeg sidder på og blogger, skræller gulerødder, spiser aftensmad og middagsmad på. Den er uundværlig for mig – herhjemme…

Hav tillid

Jeg ved (tro mig), at der findes horrible fortællinger derude i Danmark om kommuner, der ikke opfører sig ordentligt overfor syge. Jeg skammer mig mange gange, når jeg hører om de grelleste eksempler. Da det oftest er de eksempler, vi hører om i medierne (især på FB), så bliver sådan en lille skid som jeg er, skide bange for at tage kontakt til kommunen, for tænk hvis de ikke vil hjælpe mig. Så kan konsekvenserne være ødelæggende. Tænk hvis jeg ikke havde mulighed for en scooter, og for reparation af den (en arbejdsstol ligeså) Sådan nogle som Jan og jeg ville ikke have råd til sådan nogle hjælpemidler – også selvom vi naturligvis ville prioritere dem…

Den tillid jeg havde mistet efter alle de forfærdende historier, er fuldt og helt intakt atter – efter disse gode oplevelser med kontakt med min kommune 2000 Frederiksberg.
ALLE jeg har talt med – og mødt (Kurt), har været så søde og servicemindede – hjælpsomme. Det gør mig mere tryg for fremtiden.

Mine hjælpemidler fra kommunen

Jeg har rollator (uundværlig i perioder)

Jeg har el-scooter – bruges HVER DAG

Jeg har badestol – bruges ALTID i badet

Jeg har forhøjning på toilettet – UUNDVÆRLIG

Jeg har kørestol (bruges på rejser og koncerter og steder, hvor jeg skal stå op – længe)

Jeg har arbejdsstol (UUNDVÆRLIG)

Jeg er så taknemmelig for det hele.

Har I mange hjælpemidler? Har I gode erfaringer med jeres kommune? Er de ligeså hjælpsomme som Frederiksberg???

Hvis I har lyst til at dele jeres erfaringer, så skriv i kommentarfeltet eller send mig en mail heidiankersen@gmail.com – nogle gange har vi brug for at dele godt som skidt med HINANDEN.

Jeg føler min kommune har min ryg. Det er en god følelse.

Knus og ha’ en god dag fra Ibbe