Det er en hemmelighed

Det er en hemmelighed

Jeg kan godt lide, at min far har lært mig, at holde på en hemmelighed. Min mor var også ok til det, men som frisør (som hun var, med stor succes – i egen butik), så har alle de informationer, hun altid modtog selvfølgelig ind imellem været svære at styre…

Den første store hemmelighed, jeg skulle holde på (som jeg husker det), skete med min første kæreste, der skulle i tv og have overrakt en pris (tror jeg det var), og han sagde “jeg gider ikke have folk ser det, så vil du holde det hemmeligt?”. Og det gjorde jeg, selvom jeg havde lyst til at skrige det ud til hele verdenen “min kæreste skal i tv” haha (jeg var 15 år)…

Transperant liv

Jeg elsker en, der lever sit liv helt transparent. Det er hendes valg. Hun har kun venner på FB, som hun er venner med IRL, og de (vi) følger hendes liv helt helt tæt med alle følelser og episoder – valg og fravalg – og sorger og glæder. Jeg er imponeret over hendes mod til at være åben “i æteren”. Det kræver sgu nosser, synes jeg.
Vi har det alle med at dele alt det fancy, fine og fremragende på de sociale medier, men hun deler også alt det triste og barske.

Semi-åben om livet avec hemmeligheder

Mit liv er ok-transparent. Jeg skjuler ikke mine egne mørke sider. Jeg skjuler ikke mit liv med makeup – overfor jer. Jeg sminker mig ikke hverken finere eller pænere – end jeg er. I kender også til mine tarmproblemer ligeså vel som I kender til mine gigant store fødder (str 41/42) og til mine lange, slappe bryster. Jeg skjuler ikke noget om mig selv – eller jeg skjuler noget…

Jeg holder mine egne hemmeligheder tæt til kroppen. Jo vel er jeg ærlig, når jeg skriver herinde om beauty, hunde og ms, men der er da altid et filter – det er der sgu da. Jeg fortæller ikke om livet som stedmor, livet som kone til en introvert mand, når man selv er ekstrovert, om alt det, der skete med min families opløsning, da min mor døde etc. Måske der kommer en bog en dag, men ikke her på min blog, vil jeg dele ovenstående, selvom jeg tit har lyst…

For sådan en blog er min blog ikke. Den out’er ikke nogen eller noget. Det er et bevidst valg fra min side. Punktum.

Livestories på Instagram

Når jeg laver livestories (som er blevet så populært – tusind tak fordi I gider se med), så er der ikke RET MEGET at skjule – for der ruller det bare. Dog kan jeg stadigvæk vælge at sidde i bar numse og kun vise jer mine skuldre og ansigt…

Mine videoer er også populære, selvom de er optaget “i fejl-lys og med et dårligt kamera” (citat en fotograf der følger bloggen) optaget i mit værelse med min Iphone, og jeg hører kritikken. Alligevel kan I holde ud at se dem. Jeg kan holde ud at lave dem…

Kan det være fordi I er trætte af alt det perfekte? Og derfor godt kan leve med mine fejl? Leve med mig? Ved det ikke…

Jeg håber bare, at I kan leve med jeres egne fejl – sammen med mine.

For vi er ikke fejlfrie

Vi er bare mennesker, og nogle gange er vi fulde af fejl, og kommer til at røbe hemmeligheder. Andre gange (de vigtigste) holder vi bøtte, og respekterer de ønsker andre mennesker har (hvis de vil holde tæt med noget). Sådan er livet. Sådan skal det være.

Hvis min blog var mit arbejde, så ville jeg tage kurser i at lave videoer og tage fede billeder. Jeg ville også tage skrive-kurser, SEO-kurser og SOME-kurser. Men min blog er min hobby, som heldigvis uden kurser men bare med lidt held, hjælpesomme mennesker, legesyge fra min side og drivkraften bag ikke at gro fast i min sofa og min sorg over at bære sclerose, forsøger jeg at holde skuden i vandet og sprede lidt bølger, der rammer bredt – men kun til anklen…

Hemmeligt liv

I mit hemmelige liv, der kan jeg stadig løbe en tur. Dér har jeg min egen skønheds- og helse-butik. Jeg arbejder. Jeg har ansatte. Jeg gør en forskel på arbejdsmarkedet. Jeg sælger cremer og parfumer, og jeg gør mennesker glade. Jeg lærer unge mennekser, der arbejder for mig, om dét at behandle ALLE LIGE, yde god service HVER GANG og hver dag, og jeg har fire børn og seks hunde…

Det var fedt at skrive ned. Jeg smilede med tårer i øjnene…

Slutter af med en stor hemmelighed, som ingen af jer vidste om mig; jeg elsker sådan nogle rystekugler, simpelhen så meget. Jeg ville gerne have en hel stue kun med dem i. Det er Jan the man ikke fan af. Men jeg må gerne drømme – og til jul kommer min yndlings rystekugle frem. Den stammer fra min mormor og morfars stue, og jeg elsker den (selvom den næsten ikke holder vand – mere!). I soveværelset ved Blop’s urne står min anden yndlingskugle. Se fotos herunder <3

Tak fordi I læste med. Nyd juledagene. Vær overbærende. Smil og husk at alle gør deres bedste for at være den bedste udgave af SIG SELV.

Ibbe