Så er der æggesalatsandwich
Jeg er så glad for æggesandwich. Jeg har tryllet en opskrift frem, som jeg har brugt siden 90’erne. Den er blevet lidt forfinet gennem tiden, men smagen er den samme – faktisk brilliant. Det hele handler om den rette karry (ikke for stærk – ikke for svag). Så handler det om sødme eller syrlighed – og/eller. Min æggesandwich kan det hele…
Af ingredienser bruger jeg
4 øko æg
1 dl god mayonnaise (light mayo kan bruges, hvis I tæller kalorier)
2 dl græsk yoghurt 10 % (det skal helst være 10%, for ellers bliver det for vandet)
2 tsk dejlig karry
2 bakker karse
salt og groftkværnet peber (smag til)
1/2 tsk gurkemeje
1 1/2 æble i små tern
2 syltede drueagurker i små tern (de skal tørres godt af på et stykke køkkenrulle, så de ikke væder blandingen for meget) eller 4 små corniconger (hvis I ikke er til det søde i drueagurker – og bedre kan lide det lidt syrlige.)
8 stykker god fuldkornstoastbrød (jeg bruger Pågen’s)
Æggesalatsandwich how to
- Kog æggene.
- Lad dem køle af i ISkoldt vand.
- Kom 1 dl mayo og 2 dl græsk yoghurt i en skål og tilsæt salt, peber, gurkemeje og karry – rør det godt sammen.
- Pil så æggene. Hak dem (eller brug en æggedeler – først den ene vej, så den anden) groft med en kniv og kom dem i skålen med den lækre blanding.
- Kom æblestykker og drueagurker i
- Smag godt til med både salt og peber.
- kom begge bakker karse i (altså klippet haha) – og gem en lille smule til pynt on top
- Smør toastbrødet med rigeligt æggesalat (spar ikke på det) og læg den anden skive ovenpå.
- Tryk dem let sammen, skær dem på tværs (i trekanter) og så kan der guffes æggesalatsandwich.
TIP:
- Vigtigt at bruge 10%, græsk yoghurt. Ved brug af den alm.yoghurt – eller 2% græsk yoghurt – kan fyldet blive for tyndt flydende.
- hvis I elsker karse, så brug 3 bakker
- kom evt 1/2 frisk forårsløg i skåret i tynde, tynde skiver
- drop drueagurk og cornigoner – hvis I ikke er til det
- drop gurkemeje – hvis I synes, at det bliver “for gult”
- drik en god rosé vin til
- drik et stort glas vand med citron til
- spiser i sandwich’en derhjemme, så rist brødet – det smager så lækkert
- pak en picnickurv med æggesandwich’s og del ud til dine venner
Hvorfor æggesalatsandwich?
Hvorfor ikke? Der findes mange opskrifter. Dem uden karry er også gode – og jeg laver den også nogle gange uden karry – men jeg er glad for KARRYsmagen og den gule masse. Jeg synes, at en æggesandwich passer perfekt i denne overvældende og overdådige sommer. Hvad synes I???
Er I også til æggtesandwich??? Hvornår ville I spise den?
God sommer derude i sommeren.
Husk solcreme og husk at kysse dem I elsker og kramme dem I holder af (dem, der kan lide det i hvert fald).
Ibbe
kathrine johansen skriver
Mh, den ser da virkelig god ud 🙂
https://blogbykathrine.bloggerspoint.dk/
ibbyheart skriver
Taaaak – den smager skønt og er også god på glutenfrit toastbrød
Tina skriver
Åh det er jo skøn inspiration.
Jeg vil lave det her til denne weekend og servere for mine kære til brunch:-)
Meget lækker opskrift, takker jeg for og ønsker du og dine en dejlig varm weekend:-)
Bodil Moseholm skriver
Tak for lækker inspiration, den må med til Bornholm 🙂