Styrke

Styrke ( med ord til en hjerteveninde*)

***Du er det bedste. Jeg ved, at du husker mig fra dengang – og at jeg var og er. Tak skat. Med denne smerte og tilstand jeg har for tiden (med konstant smerte i knæ og ben) har jeg samme ensomhed, som da jeg mistede min mor. Vent lidt – samme følelse – ikke samme sorg. Det er meget stærkt, men en anden veninde sagde igår, (da hun så mig), at jeg lyste af styrke/empowerment og det forstod hun ikke helt, men at det var så powerfuldt og vildt, at jeg ikke knækkede.

Jeg har dårlige dage fuld af smerte, ensomhed og kedsomhed, men jeg tror styrken til at LEVE og få det bedste ud af livet NU OG HER, kommer fra den tid efter min mors død***.

En tid (jeg var 17 år), hvor jeg ikke knækkede, men gjorde alt for at få et godt liv med det jeg var og kunne blive. Så selvom det gjorde ufattelig og forfærdeligt ondt, så overlevede jeg…

Jeg er stærk, når det gør ondt – på en måde – stærkest (tankevækkende).

Der var så meget chok og smerte forbundet med min mors død.  Det er den psykisk ondeste smerte, jeg har oplevet (sammen med Blop’s død – JA). Lige nu i mit liv oplever jeg den fysisk mega ondeste smerte. Jeg kan takle det, fordi jeg kender og har mødt den værste smerte før i mit liv. Jeg ved, at AL LIDELSE HAR ET OPHØR, og det overlever jeg på.

Dette er et indlæg, jeg begyndte at skrive på, da jeg havde allermest ondt- fysisk ondt. Det var dengang, Jan hjalp mig på toilettet, hvor jeg ikke engang havde kræfter til, selv at trække mine trusser ned. SÅDAN er det ikke mere. Nu er jeg rimeligvis selvhjulpen – men stadig i kørestol – og stadig LÅST VÆK I TÅRNET/ stadig indespærret i vores lejlighed, (da jeg ikke kan komme ned af trapperne).

Jeg ville lige dele mine tanker med jer – en bid af dem.

På TIRSDAG skal jeg prøve at gå på trapper – vores trapper – i vores trappeopgang, og jeg ønsker mig, at jeg kan – at det går, og at jeg formår at komme hel og smertefrit frem til min scooter – og op igen. Send mig styrke – tak venner <3