Efter operationen

Dagen før dagen – et kvartal af mit 48. leveår…

Jeg har stadig håb. Jeg får stadig hjælp til at komme omkring – i kørestol. Jeg træner hver dag. Jeg tager færre smertestillende piller. Jeg nusser stadig Fjolle, og jeg træner med ham  (siddende i sofaen ved siden af mig). 

jeg savner at gå ture. Jeg savner at elske med Jan. Jeg savner at sidde på gulvet. Jeg savner at gå med Fjolle. Jeg savner at være selvhjulpen.

Jeg er træt af JEG. Jeg er træt af at have fokus på mine knæ, min gang, min fremtid. Jeg er bange for, hvad der venter mig…

STATUS HER DAGEN FØR TRE MÅNEDERS DAGEN FOR UHELDET, hvor jeg bare ville hilse på en hund…

Angst

Jeg har fået opereret mit venstre knæ – en menisk-reinsertion. Alle siger, at det tager tid. Alle der ved noget om det. De siger jeg skal tage det stille og roligt. Mit hade-ordsprog, der har FORfulgt mig hele livet, “ROM BLEV IKKE BYGGET PÅ EN DAG”, napper mig i røven hver dag. Jeg er utålmodig. Jeg vil så gerne bare have mine ben, så jeg kan gå nogle ture. That’s all. Det er da ikke meget…

Angsten for at falde kilder hele dagen under næsen, som en fræk lille fjer der driller. Jeg skal arbejde med angsten for at falde, når jeg går med krykker. Det lover jeg. Shit det er svært…

Mit højre ben er ramt af ms og mit højre knæ smerter. Det er noget lort.

Jeg er låst i min krop og i min lejlighed, da jeg ikke kan gå på trapper. Altså jeg kan ikke gå omkring – endnu…

Angst æder sjæle – men min sjæl smiler og griner ind imellem – trods alt.

Jeg er tilbage. Hej venner, tak fordi I inddirekte tvang mig til dette (Tak Karina). Jeg har OGSÅ SAVNET JER…