Udklip fra Lokal-avis i Esbjerg, som min far for nyligt har givet mig. Vi var skam i Sverige og synge.
Det vidste I ikke om mig, Del 6, korsanger
“Du har den hæsligste stemme” – “Du synger ikke rent” – “Ram nu tonen Heidi A” – Du skråler, du skal synge”
“Du smiler for meget, når du synger” – “Jeg vil ikke stå ved siden af Heidi A” – “Hvorfor er du altid så glad?”…
JEG BLEV VED. Trods svær mobning i koret. De kunne ikke lide mig. De talte ikke med mig. Jeg missede ikke en eneste øve-dag eller søndag med koret i Kvaglund Kirke.
Min mor havde hørt fra en kunde i Salonen (hendes elskede Kvaglund Salonen) at børn og unge der led af bronkitis og voldsom halsbetændelse kunne blive kureret ved at synge. Mor klippede organisten i Kvaglund Kirke, et opkald fandt sted, og pludselig var jeg til optagelsesprøve. Søde Margrethe (organisten) kunne godt høre, at jeg ikke havde en tone i livet (jeg har rytme, men ingen tone), men hun var vidst ret glad for min mor, og jeg kom med i koret…
Oh, altså, da hun sad der ved klaveret, på optagelsesdagen, og sødt sagde: “Søde frk. Ankersen prøv at ramme tonen med “Jeg ved en lærkerede” – og så “klimtede” hun – og jeg trak en kat i halen. Efter lidt tid rejste hun sig op, klappede mig på kinden og sagde “Du er optaget søde Heidi, vi finder en plads til dig, så du kan synge dig rask”. Der stod jeg i to år og skrålede mig rask.
Helt seriøst. Stoppede da jeg ikke var syg mere. Efter to år. Har ikke haft bronkitis siden. Dette er ikke en anbefaling af sang som kur mod sygdom, det er et vidnesbyrd på, at tro kan flytte bjerge og mod findes i håbet for at jeg kunne få det bedre. En læresætning, der har beriget mit liv og styrket mig i kampen for det gode liv med bla MS i bagagen.
Læresætning: DET ER IKKE STEMMENS KLANG DER GIVER SKØNSANG DET ER STEMMEN I HJERTET DER SIGER DU KAN FÅ DET BEDRE VED AT GØRE DET HER DER KAN GØRE DIG STÆRK OG EKSPERT I SALMER*
*Må jeg lige indskyde, at jeg aldrig stod med salmebogen og sang (det gjorde de andre), for jeg kunne alle salmer udenad. Det er jeg sikker på, de også synes var møg-irreterende. Jeg var da ligeglad for ordene i salmerne betød noget for mig ligeså meget som lydene, der kom ud af min mund, for de kunne jo gøre mig rask…
NB: Kun min mormor vidste hvor meget jeg blev mobbet. Ingen andre. Jeg snakkede meget med hende om det. Det gav mig ro inde i mit lille hoved. Hun sagde altid “du skal bare tænke på, at mormor synes din stemme er fin”. Det hjalp en del. Det var også min mormor, der engang var med ovre i kirken og høre mig (altså hele koret høhø), og efter Gudstjenesten, med høj røst, trykkede vores præst i hånden og sagde “jeg har hørt i har en fin bøsse her i kirken, hvor kan jeg komme en skilling hen, jeg kan ikke se bøssen” og præsten smilede og pegede (Vi havde en homoseksuel præst i Kvaglund Kirke!). Så det…
Færdig som korsanger
Lis Rye Jensen skriver
Så flot skrevet
Ibbe skriver
Tak søde Lis
Skalotteløg skriver
Klasse-kommentar fra mormor, hun lyder til at have været en skøn, skøn kvinde 🙂
Godt du blev ved, og ja, mon ikke det har irriteret, det kan det jo let komme til, når nogen gør noget, fordi de bare ikke kan lade være.
Jeg er helt sikker på, at sang er lindrende! Det ilter blodet, det åbner kroppen, det får adrenalin og endorfin til at strømme, hvis man altså gør det rigtigt og synger med maven (hjertet)
Det har også altid været min redningskrans, når jeg havde det skidt 🙂
Malene skriver
Jeg sang også i Kvaglund kirke i en kort overgang. Jeg stoppede da jeg fik kyssesyge – så kunne jeg ikke lige klare de høje toner mere. Men jeg stoppede aldrig med at synge. Og jeg hyggede mig i koret, så længe det varede.
Tina Irene Povlsen skriver
Smukt skriv – Korsang er bare noget så givende og smukt. 🙂
Mette Haagensen skriver
Når dagene er rigtig lange, så hjælper en sang på psyken 😉 Hvorfor i al vide verden skulle den så ikke også hjælpe på fysikken?
Godt sunget, Ib 😉 Jeg håber, du er fortsat med at synge <3