Hundicappet 2- På trapperne

Hvis der er nogen, der kender vores trappeopgang.
Så er det mig, sagde hunden.
Eller siger jeg faktisk.
Da vi flyttede hertil for snart 14 år siden, gik jeg fjedrende og glad op og ned af de glatte trin. Det er en flot trappeopgang.

Så blev jeg diagnosticeret med sclerose/MS i 2000. Da blev den glatte, flotte overflade pludselig skræmmende. 
Når mine ben ikke virkede, og trapperne alligevel skulle bestiges, trak jeg mig op ved armkraft og gelænderet, eller brugte kravle-skubbe-med-røvetten-metoden. Alt, hvad der virkede og fik mig HJEM i eget hjem, og væk fra hospitalerne var tilladt.
Siden har trapperne og opgangen været en “port”, som jeg med glæde har gået op/ind af dagligt i de mange år. En lille sejr hver dag, når jeg klarede “bjerget”.

Min gangfunktion er periodevis rigtig god og i utide rigtig utidig og dum… Men jeg kan altid klarer trapperne- ALTID!
Og så har jeg min handicapscooter. Den står klar i opgangen, som en lille gevinst, når man når døren, og skal ud i verden.
På dage, hvor benene tér sig, er det scooteren, der får mig omkring. På de gode dage er det benene alene;-
med to snore for enderne af armene med mine elskede dyr for enden af linerne, der får mig omkring. Hundene, eller Blop i særdeleshed, har gennem årene altid fået mig op og ud af fjerene om morgenen. For de/han skal jo ud og “læse avis” mindst to gange om dagen. 
Glemt er gangbesvær og smerter – afsted med hundene – skønt!

Begge mine hunde elsker min scooter.
Det er som om de forstår, at den er en ven.

Jeg har altid været vild med Sølvpilen, som en elsket veninde har døbt min scooter.
Jeg har aldrig været bange for hjælpemidler, der kan gøre mit/vores liv DEJLIGT.
Og nu hvor Blop pt.! er gangbesværet, er det jo genialt, at han faktisk også får hjælp af sin dejlige kommune, FREDRIKSBERG KOMMUNE. For jeg lader ham naturligvis låne scooteren!

Jan bærer Blop op og ned af trapperne – tak elskede mand. Og når vi når scooterens p-plads i trappeopgangen lige ved siden af exit, krabber han sig op på plads mellem mine fødder på scooterens trinbræt, hvor han har siddet mange gange før på lange ture, og så kan vi komme afsted, som vi plejer. Han behøver blot cirka tre pit/prut-stops. Og så kører vi hjem igen. Fjolle er med på turene. Han løber ligeså fint ved siden af os. Og er så hensynsfuld, når Blop krabber ned for at afleverer tarm- og blærerester!

Et andet hjælpemiddel vi tester her i gangbesværsperioden – er gummisokker/sko til hunde fra firmaet PAWS. De er faktisk rigtig gode – men gyselige. Dog kan han kun klarer to repos’er – og vi har tre. Han har stærke smerter- og er bange, fordi han kun har tre ben der duer- og trappernes glatte overflader er livsfarlige for ham, lige nu – det bliver bedre, når han får det bedre. En af dagene gled han så voldsomt, at hans bagben vendte forkert- og så skreg han, og gik i chok med rystelser – angstanfald!

SÅ bruger vi stærk smertemedicin – massage – varmepuder – og ro ro ro – og så bruger vi healing også. Min søde nabos farmand stillede sig til rådighed for Blop i søndags, og healede på Blop i en lille halv time. Og den gamle dreng;- Blop, sov trygt og godt under hele seancen. Det var så smukt.

Og det stærkeste hjælpemiddel er, at vi kaster alle bekymringer om fremtiden i havet. Svøm væk i lede tanker om farvelscener etc.

Vi er sg’u seje, Blop og jeg.
Og this too shall pass.
Blop kommer tilbage i god form.
Vi skal nok finde en vej
Vi kan altid finde en vej.
Og alle veje vi har gået SAMMEN, har været fulde af kærlighed.
Så det bliver vejen vi finder denne gang også fuld af – kærlighed.

BLOP & IB
still together on the road
in all kinds of weather
all ways
together
wheather legs works or not
its outside – living – dot

Hunde er helse

I can do this This too shall pass