En nuttet og kærlig mandag

En nuttet og kærlig mandag

Jeg elsker, at min mand har ferie og er herhjemme, og vi bare er os to.
Jeg elsker, når han tager på arbejde igen…

Jeg elsker, at jeg kan stå hammertidligt op, og med god samvittighed, kan træne og være stille.
Jeg elsker, at jeg ikke skal forholde mig til andre end hundene, der først lister ind til mig i stuen efter jeg har været oppe i to timer.

Jeg elsker, når jeg efter en kop kaffe, trisser afsted med begge hunde en mandag morgen, og den første jeg møder, er en mor med en lille dreng.
Hun standser mig på gaden “må Alfred hilse på dine hunde?”.

Det måtte Alfred gerne. Han havde en fest, og Fjolle og Blop var eksemplariske eksempler på det at kunne mærke at de skulle sætte sig ned og bare være og tage imod små arme og et lille hoved, der gerne ville tæt på og mærke pelsen tæt på.

“Hvor gammel er Alfred?”
“Han er 1 år og tre måneder”
“Ej, hvor sjovt, det er ligesom vores barnebarn”
“Har du et barnebarn? Du holder dig godt nok godt”
“Tak”

Nogle gange skal man altså ikke fortælle alt, og i stedet blot være i nuet og nyde et lille barns fest med mødet med to venlige hunde.

Mandage kan godt indeholde magiske momenter.

Alfred’s mors ord inden vi skiltes “jeg er opvokset med hunde og katte, men min mand er allergisk overfor pels fra husdyr. Jeg sørger for at Alfred møder så mange hunde som muligt, og jeg lærer ham at læse dyrenes sprog. Tak fordi du har været med til at gøre min drengs dag bedre” …

Jo møder en mandag morgen kan godt sidde i hjertet – i lang tid…

APROPOS BILLEDET:
Mandag formiddag bestod af mere træning og lidt skriv til bloggen. Den bestod af email-besvarelser der havde åndet mig i nakken i et par uger – og lidt mere kaffe. Lidt over kl tolv satte Fjolle sig foran mig, og så sådan ud, som på billedet, alt imens han brummede og brummede i et væk. Jeg tolkede det som et tegn på, at han gerne ville have, at vi tog ud på eventyr. Så det gjorde vi. Jeg lavede et dejligt kødben til Blop (et marvben med kyllingpostej) og møssede ham på snuden. Fjolle og jeg gik ud i livet, og vi endte med at gå 2,63 km på en time og seks minutter. 

Nogle gange skal man lytte til de klogeste. I dette tilfælde var det Fjolle. Drop alle de kedelige emails og gå ud i livet med mig Mutti. Tak for hjælpen kloge Fjolle.

HUNDE ER HELSE.