SELF-PETIT!

“Self-Pity” by D.H. Lawrence: I never saw a wild thing sorry for itself. A bird will fall frozen dead from a bough without ever having felt sorry for itself.

Jeg ved det godt.
It’s the circle of life. 
Vi skal alle dø.
Jeg har set døden tæt PÅ. 
Jeg har haft døden tæt inde på livet. 
Jeg har mødt den. 
Jeg har set, hva’ den kan, og jeg har mærket, hvad det vil sige at leve efter døden har hentet ens nærmeste (min mor, min mormor, min morfar etc!).
Jeg er IKKE selv bange for at dø.
Men jeg er bange for at miste…

Det er vi alle.
Jeg ved det godt.

Jeg har en gammel herre i huset.
Han er dejlig.
Han er min sjæleven.
Han er evig (T)ung, for mig.
Han er min støtte.
Han er tryghed.
Han er blød og blid.
Han er fræk og altid sulten.
Han er smuk og elskelig.
Han er venlig og følsom.
Han er givende og inderlig.
Og
han er aldrig ynkelig.
Han har den sejeste lille dyresjæl.Han er Blop.
Han er en Petit Basset Griffon Vendeen.Han er glad for alle hunde – og meget glad for hundedamer.
Han blev forelsket i en lækker fransk bulldog igår- og han bejlede til hende en hel time med kådhed, med en ung hunds kropssprog – og det kan man ikke med en 10 år gammel krop. Venstre ben og hofte sagde ved hjemkomsten pludselig knæk – og væk var støtten; – nu kan han kun gå på tre ben. 
Venstre bagben hænger bare og kan ikke bruges.
Han er aldrig ynkelig.

Han er så sej. 
Han kæmper.
Han vil ud.
Han vil ud i livet.Han vil op på alle fire igen.
Trappen kunne han godt klarer nedadgående, men opad trappen måtte vores elskede nabo Lars bærer 20 kg Blop.

På gaden lånte han bare min scooter – og hoppede kun af to gange, da han skulle på wc!
Det er ikke nemt at lette ben – når man kun har et bagben! – men så satte han sig da bare ned, sådan lidt skævt og tissede.
Yndlingssofaen er skiftet ud med den unge herre i husets hundekurv – den låner den gamle lige i disse dage. Og hver gang han ligger sig til rette, kommer mutti her farende med varmepuder og varmetæpper og putter ham.

Jeg græder kun, når han ikke ser direkte på mig.
Jeg ynker ham kun bag hans ryg.

Han er aldrig ynkelig.

Når jeg giver ham massage, hvor smerterne sidder, siger han ikke en kny, men kigger bare indforstået og kærligt på mig – og så slikker han på min hånd, som tak. Så tuder jeg igen, men fortæller ham bare, at det er fordi det sådan blæser inde i lejligheden, al den træk går lige i mine øjne!!!
Han får det bedste smertemedicin der findes. Det har vores elskede dyrlæge sørget for. Og hun er med indover. Hendes empati styrker os i troen på, at this too shall pass (ligesom så meget andet vi er kommet igennem – Blop og jeg) THIS TOO SHALL PASS. 
Han kommer da på alle fire poter igen. 
Det er ikke hans tid endnu.
Det er det ikke.
Punktum.

Blop han længe leve!