Strøtanker en morgen på to ben
Jeg kan gå
Jeg er glad
Blop lever
Han vader afsted, sammen med Fjolle og jeg
Han slentrer
Mit hjerte bliver endnu større og varmere, når jeg på turen får øjenkontakt med ham
Min gamle fighter
Fjollebasse, han er på her til morgen
Han er glad, tryg og vil træne
Vi træner med godbidder, Blop slentrer og sniffer
Jeg går
Det er tredje dag, jeg går morgentur, uden min scooter
Det er IKKE sket i ti måneder
Jeg går med begge hunde i snor
De trækker ind imellem, men det er okay
Det vælter mig ikke, min ryg er blevet stærk, igen
Jeg går
Jeg smiler
Jeg bobler indeni
Jeg møder Frederiksberg-borgerne i gaderne
“Godmorgen” “God weekend” “Sikke nogle søde hunde”
De er på vej på arbejde
De GÅR på arbejde
Jeg går
Vi går tur
Det forjættede land
Arbejde
Tårerne presser sig på
Det forjættede land
landet, hvor jeg har indrejseforbud
Jeg kan ikke arbejde
Jeg er BARE EN førtidspensionist
Jeg får penge af kommunen
lige meget om jeg kører på scooter med hundene
eller jeg går tur på mine ben med hundene
Jeg kan ikke arbejde
Jeg er førtidspensionist
Jeg er 43 år
På dage som idag, hvor jeg momentvis føler mig “normal”
På dage som idag, hvor jeg momentvis føler mig “rask”
Da rammes jeg af sorg, en mørk følelse indeni
en følelse af uretfærdighed
en uretfærdighed, der altid kan gradbøjes,
for jeg går, jeg tænker, jeg er, jeg elskes og jeg elsker
Men …
Jeg vil så meget
Jeg vil så gerne
Min krop og min hjerne kan ikke
Sclerosen sætter en stopper for mig
Sclerosen begrænser mig
Sclerosen lader mig ikke arbejde
Når jeg læser en kendt, populær kvinde i medierne skriver på sin facebook profil:
“jeg har aldrig hovedpine, hvad skal jeg dog gøre, jeg skulle have været på spaophold hele weekenden, jeg er ulykkelig”
Så kommer der et lille uhyre frem i mig der skriger
“luk dog kaje, du skulle bare vide noget om min hverdag, når HVER DAG starter med en “slags hovedpine”:
- hver morgen vågner jeg som en kogt reje, der lige skal knækkes lidt i ryggen for at blive rettet ud – det skyldes mine spasmer i hofte og blære – det tager cirka tre kvarter hver morgen at rette mig ud – først efter træningen kan jeg tisse
- derefter skal min højre arm lige masseres igang, ellers er den også en reje
- så er der toiletbesøg, hvor døren lukkes – av!
- dernæst tager det lige en rum tid at få mine kompressionsstrømper på – så alt tøjet
- derefter enten går (sjældent) eller kører jeg på scooter ud i livet med mine hunde – det gør ondt at gå, de fleste dage – hvert skridt er smertefuldt – det gør ondt at køre, hvert bump kaster smertestød i min ryg
- hjemme igen – hundene fodres – jeg tager min morgente og derefter mediterer jeg for at lukke smerterne fra den tidlige morgen ned – og tage “kontakt” til den nye dag
- nu er kl omkring halv elleve – jeg ved, at jeg nu har tre timer til at lave lidt her på bloggen, se en ven, snakke med Jan, hvis han har fri, rydde lidt op, spise frokost – og så skal jeg sove igen kl 13.30 til kl 15.00.
- jeg vågner ved 15 tiden – skal lige have gang i kroppen igen – den er klar igen kl 16 – så skal hundene ud eller maden skal forberedes og senere tilberedes
- vi spiser aftensmad kl 18-agtig
- hvile efter maden
- tv eller skrive på min blog
- kysse Jan godnat
- tage sovemedicin kl 23
- sove kl 24 – vågner to-fire gange om natten med spasmer og kramper i benene
Godmorgen – en ny dag med en “slags hovedpine” begynder igen.
Hverdagen – HVER DAG
Hvem der bare var så heldig at have et job
Hvem der bare havde adgang til Det forjættede Land
Arbejde
Alle har en “slags hovedpine” i deres liv
Det kan være børnene, der mobbes i skolen
Det kan være manden, der er fyret fra jobbet, og går der hjemme og falder i agtelse – for sig selv
Det kan være barnet, der får en diagnose, der kræver mange kræfter, sorg og overskud
Det kan være økonomien, der ikke matcher lysten til at eje
Det kan være familienforhold, der er så knudrede at det sætter sig som smerter i maven
Det kan være sygdom, en ligtorn eller en neglerod
Det kan være sygdom, sclerose eller cancer
Vi gradbøjer selv hvilken “slags hovedpine” vi synes andre skal delagtigøres i
Jeg har lige delt min “hovedpine” med jer…
Punktum
Lailasilke skriver
Kære Ib,
Du er SÅ sej. Jeg kender dine følelser…. Men husk “pyt”….. Pyt med al det arbejde. Langt de fleste af os ville helst have vores gamle liv tilbage, hvor der var fuld gang i karrieren. På disse dage – Husk på at du giver SÅ meget. Jeg ved at det er af lyst. Jeg ved at du inspirerer rigtig mange, syge og raske! Det skal du anerkendes for! Det er et kæmpe stykke arbejde du laver, hvor selv jeg kan blive helt forpustet…. Du “arbejder” og giver en hel masse til verdenen derude!
De fleste mennesker har et eller andet at slås med. I større eller mindre grad. Det vi synes er småting, kan være kæmpe stort for andre. Vi er så forskellige.
Jeg sender dig et kæmpe rødt kys og husker dig på – at du “arbejder” og knokler, mere end mange andre ville kunne holde til. Du er et forbillede for mange. HUSK på det, på øv dage!
Ibbe skriver
Nu tuder jeg lidt mere
Tak Lailasilke skatte
Tak ❤️
Bettina Wøhlk skriver
I love you
Lis Rye Jensen skriver
Du har så evigt ret i at vi alle har “vores hovedpine” og mange af os har mange.
Jeg er lidt ligesom dig, jeg er også førtidspensionist på 17 år, jeg har en usynlig sygdom, og jeg får tit den besked om at jeg jo bare kan få et arbejde og ikke nasse på samfundet.
Åhhh der var ikke noget jeg heller ville, end at få et arbejde.
Så jo jeg kender godt den følelse.
Jeg har også 2 andre “hovedpinener”, jeg har 2 børn med diagnoser, også usynlige sygdomme,
Dem skal jeg også hjælpe, for kommunen hjælper ikke hvis de kan undgå det.
De kommer også tit om kan ikke forstå at andre siger at de jo bare kan får et arbejde eller en uddannelse.
De har det jo også svært og bliver kede af det når folk siger sådan.
Jeg bliver også vred når mennesker dømmer ude at kende baggrunden og slynger grimme ting i hovedet på dem der ikke kan gøre for det.
Så er det igen mor/mig der skal trøste og prøver at rede trådene ud og finde den bedste mulige løsning.
Jeg har også lige fået en “hovedpine” mere mit yngste barn har også en diagnose, endnu en usynlig sygdom som jeg skal passe på.
Jeg var så heldig at jeg fandt et arbejde som passede til mig, nogle få timer om dagen, jeg valgte så heldig at have det i 4,5 år (:
Det var rigtig godt, det gav mig en usynlig kraft imod min usynlige sygdom, men det blev desværre ikke ved og jeg blev opereret 2 gange sidste år og var en del væk fra arbejdet og da jeg kom tilbage var det til en fyreseddel 🙁
Øv øv og 3 gange øv så nu er jeg tilbage til den “gamle hovedpine”.
Min ” hovedpine” kan jeg dele sammen med min dejlige mand som har samme “hovedpine” som mig, han har derimod prøvet at gøre sin drøm til virkelighed, at starte sin egen virksomhed, men hold da op hvor det kræver meget energi.
Men jeg støtter ham og han støtter mig.
Det er endnu engang kærligheden der sejre og vi har været kærester i 32 år nu og set en masse mødes og skilles, men vi har holdt sammen, gennem sygdom og nedgang, har holdt sammen i medgang og modgang, og holder forhåbentlig sammen for altid, men det kræver også at vi begge 2 arbejde for at holde på kærligheden <3
Tak for en rigtig dejlig blog, jeg ville ønske at jeg også kunne skrive som dig om min egen passion
Som min søde mand ryster på hovedet af, men kvinder elsker flotte negle <3