Hunde i min kuffert

Jeg fik tre måneders abonnement på Vi med hund af min elskede nabo i fødselsdagsgave den 13.01 – og det første magasin modtog jeg idag. Jubi – jeg nyder at læse om alle de hunde og deres hundetosser.
VI(ld) MED HUNDE – så læs med her…
Det handler om dyr.

HUNDE ER HELSE – for mig. 
Jeg kender mange med sclerose, der finder helse, trøst og glæde ved at have hund. For mig er det kilden til lysten til at stå ud af sengen hver dag – også selv om natten har været ubærlig, benene har teet sig – og spasmer og kramper gør dynen mere attraktiv end kolde gulve og yogatræning.

Da jeg var yngre lavede jeg meget frivilligt arbejde for udsatte dyr, misrøgtede dyr. Jeg gør stadig, hvad jeg kan i den livssituation jeg er i nu. 

Jeg har netop været på besøg hos Dyreværnet. Der var mange, der bag væggen, i den forbindelse  spurgte mig, hvordan jeg kunne komme ud til Dyreværnet og få en eksklusiv rundvisning.
“Arbejder du for dem, Ib?”
“Får du penge for det, Ib?”
“Kender du da Direktøren, Ib?”
Pyh, nogle gange bliver jeg bare så træt – noget så træt.

Her kommer svarerne:

• Nej, jeg arbejder ikke for Dyreværnet. Jeg støtter Dyreværnet med donationer, og når jeg får lyst til at dele nogle af de fantastiske opslag deres Facebookteam står for at lave
• NEJ, jeg tjener STADIGVÆK INGEN penge på denne blog. Der er ingen reklamer. Der er ingen skjulte reklamer. Jeg bruger ingen cookies. Der er ingen spam. Jeg tjener INGEN penge ved at lave GIVEAWAYS. Jeg blogger, fordi jeg ikke kan lade være.
• Ja, jeg er så heldig, at jeg kender Signe (Direktøren) via bladet VI MED HUND. Signe ejede VI MED HUND, og da det udkom første gang havde vi nogle skriv og derfra har vores venskab udviklet sig til et stærkt bånd af gensidig respekt og kærlighed.

Det er meget nemt at tro, i denne verden – det ved jeg godt, at der er skjulte dagsordner ved enhver post i Blogverdenen. Det er ikke sådan en verden HERINDE. Lad mig slå det fast. Hvis der en dag kommer betalt arbejde herinde, så bliver det i fuld offentlighed, skrevet, opgivet til skat og hver mand – og oplyst til mine læsere. Den dag er langt fra nærstående. Min blog er min hobby. Det er ikke mit arbejde. Jeg er førtidspensionist. Jeg er syg. Jeg er handicappet. Jeg kan ikke varetage et arbejde. Hvis jeg kunne det, så havde jeg min egen butik, hvor jeg kunne vejlede i kosttilskud og skønhedsprodukter, og dermed drage nytte af min uddannelse som Materialist. Et arbejde jeg i øvrigt elskede overalt på jorden. Jeg elskede at arbejde i Matas. Jeg var chef og havde 12 dejlige piger i butikken på Købmagergade, tolv piger, som jeg havde ansvaret for. Jeg var en dygtig chef. 
Min krop og mit hoved kunne bare ikke finde ud af at arbejde, da jeg fik sclerose. Det er et af de største tab i mit liv. Jeg arbejder ikke, jeg arbejder ikke fordi jeg ikke kan varetage et arbejde. 
Min blog er min hobby!!!

PUNKTUM.

Apropos Dyreværnet:
Jeg har været hos Dyreværnet før, men ikke siden Signe overtog Direktørstolen i 2012. 
Vi har længe skrevet om, at jeg en dag skulle komme forbi og få en kop kaffe. Det var den kaffe vi tog i torsdags (den 23.januar).

Signe gav mig et barskt billede af livet på et internat.
Signe gav mig et smukt billede af livet på et internat.

Dyreværnet afspejler samfundet. Ja, der er mennesker, der misrøgter dyr, der ikke forstår at varetage dyrets bedste interesse, men det er oftest ikke pga ondskab, nærmere uvidenhed, mangelende overskud og manglende penge. Der er også rigeligt med mennesker, der gerne vil have et dyr fra Dyreværnet. Det er ikke velvilje til at hjælpe, der mangler…

Jeg græd en del i de timer, jeg var derude. Signe havde tårer i øjnene undervejs.
Hvis tårer kunne redde dyrene, så havde vi reddet mange. 
Det bedste vi kan gøre for at redde dyr, for at bevare Dyreværnet, er at støtte dem økonomisk med lige præcis det beløb vi har – og kan give.

Det var bare det, jeg lavede hos Dyreværnet.
Jeg kan bruge min blog til at dele de oplevelser, jeg har i mit liv med jer der læser dette.
Ikke fordi i SKAL donerer penge til Dyreværnet, ikke fordi i skal adopterer dyr fra Dyreværnet, men fordi det er en passion i mit liv, at være hundetosset og meget glad for dyr. Jeg har ikke født nogle børn. Jeg har ikke bidraget på den front i livets store puslespil. Det er mit eget valg. Jeg ser ikke mine hunde som mine børn. Jeg har tre dejlige BONUS UNGER, Mette, Christian og Josephine – og et vidunderligt barnebarn Malthe Emil. Jeg ser dem og mine hunde som en stor gave, en gave der hver dag beriger mit liv og gør det lidt lettere at være i en verden, hvor jeg har fået sclerose med i min rejsekuffert.

I den kuffert har jeg selv puttet hundene. I min rejsekuffert i livet har jeg aldrig selv puttet sclerose.
Hundene, dem har jeg dog selv valgt. Børnene også…
Hundene er begge toldfrie og kun den ene af dem (tykke Blop) koster kassen i gebyrer for overvægt.

Er der nogle hundetosser, der læser med herinde?
Kender jeg nogle der også er vilde med dyr og hunde – og også har sclerose i kufferten?
Så giv gerne dit besyv med om livet med hund og ms.
Tak – 1000 tak.