Jeg er lige kommet hjem.
Manden spiller Playstation med sønnen – online.
Hundene er faldet til ro igen, ovenpå et meget glædeligt gensyn.
De ligger begge i sofaen ved siden af mig.
Jeg har skænket mig et glas rødvin!!!! WHAAAAAAAAT – ja det er en helt anden sag… (den tager vi en anden gang).
Jeg har stadig mascaraen siddende nede under mine øjne – og mit hjerte udenpå tøjet.
Sikke en film.
Sikke en oplevelse.
Sikke en gave.
Om filmen:
I det franske komedie-drama ‘De urørlige’ kunne kontrasten næsten ikke være større.
Phillipe (François Cluzet) er mangemillionær, bor i Paris’ fineste kvarter og er lam fra halsen og ned efter en paragliding-ulykke. Driss (Omar Sy) er arbejdsløs, småkriminel og bor i en forstadsghetto.
Da Phillipe vil ansætte en ny hjælper, søger Driss modvilligt jobbet og forventer at få det kategoriske “nej”, som han er vant til. Men Philippe, der savner forandring i hverdagen, overrumples af Driss’ sarkasme og befriende mangel på medlidenhed.
De to oparbejder et usædvanligt venskab, som kommer til at udfordre deres respektive verdensbilleder.
Den franske feel good-komedie ‘De urørlige’ er baseret på en virkelig historie. Filmen har gået sin sejrsgang verden over og har passeret ‘Den fabelagtige Amélie fra Montmartre’ fra 2001 som den mest sete franske film nogensinde.
Jeg vil anbefale filmen til alle.
Alle.
Eller, man skal jo kunne fransk eller kunne læse tihi…
Vi kan alle huske, da Superman (Christopher Reeve) blev lam. Superman blev lam. Det var også en ulykke. Men det er egentlig ligegyldigt hvad grunden er til et liv fanget i sin egen krop uden mulighed for at bruge den – kroppen kan ikke mærkes og bevæge sig. Alle har frygten for selv at opleve en sådan tilstand – en blivende tilstand som det værst tænkelige.
Med sclerose som passager i min Audi A8 (min krop) har jeg ofte tænkt tanken om fremtiden som lam. Det var det skræmmebillede, jeg fik givet i starten af mit liv med sclerose. Det var det skræmmebillede, der mødte mig i 2000 på Riget og i 2001, da jeg var på Haslev. Det var først da jeg slap angsten for fremtiden med sclerose, at jeg begyndte at tro og håbe på at der var andre billeder af sclerose.
Vi kan alle rammes af en ulykke, der gør os lamme – alle – og hvis det sker for mig, vil jeg håbe, at dem der skal hjælpe mig og elske mig vil møde mig uden medlidenhed og med humor, ganske som Driss møder Phillipe i De urørlige.
For der findes ikke noget værre end at blive mødt med medlidenhed, hovedet på skrå og “nej Guuuuuuud har du sclerose, jamen du ser da ellers så frisk ud”. Det er dræbende.
Min veninde, som jeg så filmen sammen med, har rejst på Badeferie til Kreta, sammen med mig, da JEG BRUGTE KØRESTOL, og hun behandlede mig ALTID så hjerteligt og tog hensyn – naturligvis, hvis der var en væg, kørte hun mig ikke ind i den tihi, men jeg følte mig aldrig handicappet sammen med hende. Vi kunne grine – og vi udnyttede vidst også lidt de græske mænd, når to blondiner skulle forrest i en kø til en cocktailbar – og den ene sad i en kørestol og hendes “hjælper” var en überlækker hottie. Det gav mange gratis cocktails – helt bestemt…
Anyway – se dog denne film – grin, bliv rørt, mærk hjertet, mærk smerten – se LIVET og lev mere intenst HVER DAG, og værdsæt din krops fortræffeligheder.
Det gør jeg.
Jeg værdsætter, at jeg kan gå og bruge mine arme – og jeg husker, da jeg ikke kunne! – og jeg mindes med RESPEKT, ærbødighed og ydmyghed den tid.
Jeg vil aldrig tilbage dertil, men hvis ulykken skulle ske, så vil denne film minde mig om, at jeg skal vælge mine hjælpere og venner med HJERTET – ganske som jeg OGSÅ gør i dag…
BONUSINFO:
Jeg græd så meget tilsidst i filmen, at min sidemand (ikke min veninde – men en fremmede mand) gav mig en lommelet og sagde “så så” – og jeg sagde til ham “jeg er bare så rørt og taknemmelig” – og han kiggede tilbage og hviskede “du er sød”…
Nu er manden min! kommet ind i stuen, og vi skal se HOMELAND, så jeg slutter nu <3
… På vej hjem fra Kreta, Gitte (biografveninden fra idag, der også er min frisør <3), Josephine og moi.
Det rigtig gode ved at rejse i kørestol er, at man altid kommer først ind i flyet – og får ekstra god service…
Skriv et svar