Er der nogen monstre under min seng?

Jeg har sovet hele natten… ALENE. 

Det er stort, det er helt vildt. Og det er dét, Duus kommenterer på og ”laver bølge” over…

JA, alene hjemme er ikke min stærke side, så jeg er selv meget, meget stolt. 

Jeg har aldrig før, i de 19 år jeg har været sammen med manden i mit liv, sovet alene i vores hjem.
Han har altid været ved min side. Han har snorket mig tryg i 19 år. 

”Er der nogen monstre under min seng?” – har været arvefølge-mantraet i mit liv – tillært af kvinderne i min familie. 

41 år skulle jeg blive, før jeg forstod det… 

Min kære mormor, åh, hvor jeg elskede hende, var en ”fiskerkone”. Min morfar var til havs! hver anden uge, og i de uger var jeg pudsigt nok altid at finde i min mormors seng – i min morfars side af sengen. 

Når min egen farmand var på videreuddannelses kurser, havde min kære mor altid besøg af min moster – i min fars side af sengen boblede hun så, til han vendte tilbage… 

Mine kære barndomsveninder vil alle fortælle, at de TIT var babysittere/”sovedyr” for mig. 

Jeg var ALDRIG alene hjemme, aldrig… 

Nå, men altså, jeg er igen i gang med at kigge indad og forstå, eller prøve at forstå, de mekanismer, der gør én, til den man er. 

Hvis jeg er tillært bange for at være alene hjemme, hvad er der så mere i bagagen af tillært opførsel, som viger fra hvem man er indeni? 

Hmmm, synes det er tankevækkende. 

Jeg er nemlig ikke bange for at være alene. Jeg er et kæmpe ”tosomhedsmenneske”, men jeg er vild med alene-tid, og jeg finder velvære, tryghed og glæde i mit eget selskab. 

Er jeg mon kureret nu? Har opdagelsen af ”historien om kvinderne i min familie” punkteret min ”angstbobbel”? Ja, helt bestemt. HOLD NU OP, HVOR JEG SYNES LIVET ER FANTASTISK. Tænk sig, at en øjenåbner, der flytter én så langt og meget, kan ligge inde i ens seng!!! Tihi

Der er et lille aber dabei. 
Jeg er stadig bange for at være alene med smerte. Ja, ikke fordi jeg vil dele min smerte med et andet menneske, sådan verbalt; Av, av, hør mig lige, men bare sådan at et menneske, jeg holder af, er fysisk tilstede. Det gør min smerte mere tålelig. Hvilke psykologiske faktorer, der spiller ind dér, venter jeg lige en lille stund med at flytte mig på…tihi

I nat er jeg jo hoppet ud som et lykkeligt sovedyr, alene i sin hule, ahhh!!!