GANGBART

Forfattet i 2007
Prøv lige at gætte på, hvor mange mennesker der glooooooooooor efter mig NU, hvor jeg GÅR? Det er vildt.

I ”Freddietown”, hvor jeg bor, har menneskene, i mit nærområde, vænnet sig til at se Blop og jeg på scooter sammen tre gange om dagen i nu snart fem år. Pludselig skal deres øjne vænne sig til, at jeg er 1 m og 79 cm HØJ, og ikke har vinklede, men rette ben,… Der bevæger sig!!! 

Jeg har ikke længere dét vedhæng med, der satte mig i bås som handicappet;- min scooter. De er i vildrede. Skal de spørge mig om, hvad der er hændt? Skal de bare gå forbi mig, og først rigtig glo, når jeg er kørt forbi og de ser min ryg, eller skal de blot lykønske? 
Der har været (og der er stadig)! mange forskellige episoder. Langt de fleste meget positive… 

Ex 1: Jeg er ”venner” med en del af ”gadens drenge”, dem der godt kan li’ tre ”GULD” til morgenmad. Deres reaktion har jeg elsket at følge. De har kastet sig om halsen på mig med kram og ”hallooo mand tillykke, det skal fan’me fejres…!”, og har givet troet, at de så syner. Vidunderligt med uforbeholden undren, der hurtigt bliver fulgt op af glæde på en andens vegne!!! 

Ex 2: Da en af ungerne i kvarteret så mig GÅENDE, og glad råbte ” Sejt Ib, du er ligesom Supermand “, og så snakkede vi ikke mere om dét. 

Ex 3: En af beboerne på min vej, som jeg kun kender, fordi de også har hund, så mig gående og udbrød ” Jeg véd bare, at du bliver OPPE, bliv ved med at kæmpe, jeg tror på DIG”. Det var sådan et skønt, ægte og givende udtryk. 

De modige og de nysgerrige får altid svar på deres spørgsmål. Størstedelen bliver meget glædeligt overraskede, når de finder ud af, at jeg har sclerose ( ja ja vent lidt, ikke misforstå ), de bliver overraskede over, at sygdommen, som de kender som udelukkende degenererende, også kan vende til bedring… Jeg er glad for, at kunne sætte et ”ny” mærkat på deres opfattelse af sclerose, og også meget taknemmelig for det…

Den menneskelige reaktion, der bliver til interaktion, er dét, jeg bedst kan li’. Nogle dage orker jeg bare ikke snakke og forklare/fortælle, men jeg gør det, nærmest som en omgang public service… Og fordi jeg føler mig så ydmyg over resultatet af min kamp mod Den STYGGE del ad Sclerosen, bliver jeg ved med at GÅ med oprejst pande og nynner ” …de kan ikke slå os ihjel…”