Sclerosen er et lille svin for tiden. Det er der mange bærere af sclerose, der oplever. Efteråret kan være en kælling.
Den er også en fin dame med smukke farver. Den er mild og magisk. Efteråret. Farverne. Indsprøjtning af styrke til den mørke vintertid.
Da jeg ikke gik, fordi jeg ikke kunne, og havde min scooter med ud i efteråret (eller den manuelle kørestol), kom jeg altid til at græde, når jeg hørte nogen gå forbi!. Når jeg hørte dem lave en smuk melodi med den tørre løv, de smukke efterårsblade og trætte kviste. Jeg fik altid tørret snottet væk i ærmet, snøftet færdigt, og når jeg kom hjem, satte jeg mig i yogastilling og visualiserede, at det en dag blev mig, der gik i de smukke efterårsblade, kviste og løvet og lavede fine melodiøse lyde i naturen. Det er nemlig en af mine yndlingslyde i naturen. At gå igennem efterårets løvfald. Knas. Knitre. Sprøde lyde.
Siden jeg rejste mig op (i 2007) har jeg gået i gule blade. Nogle år kortere ture end andre. Nogle år længere. I år er sådan et mellem-år. Benene er ikke i zen for tiden. De vil så gerne hoppe, løbe og gå. De kan bare ikke, så godt. Idag kunne de gå. Næsten 1,5 km. Scooteren kørte mig over på Solbjerg Kirkegård. Nanna, Tjalfe og Fjolle var med. Nanna tog Fjolle for mig, for ham kan jeg ikke gå med – i efteråret – i et skovområde – med egern – der samler forråd fra jorden. Han ville simpelthen vælte og trække mig rundt. Nanna løb rundt med Fjolle og Tjalfe og jeg gik i roligt tempo og lyttede til de smukke melodier i skoven fra vores fødder/poter og ja – bare lydene.
REN ZEN. SÅ selvom benene ikke er i zen, kan min sjæl sagtens være det – i naturen – med gode venner – og hunde..
Da vi kom tilbage til scooteren var der en sød sjæl der havde pyntet den med en fin blomst. Smukt. (Didde, var det dig?)
Der er noget der spiller i mit indre, det er en rigtig smuk melodi, og teksten lyder noget i retning af “Nu falmer skoven trindt om land”.
Skalotteløg skriver
Åh, Ibbe. Bliver helt trist af at læse dit indlæg, for det er nemlig også en af mine yndlingsting i verden – at høre naturen knase, hvisle, bloppe under fødderne.
Efterårets blade, granskovens nedfaldsgrene og frostfrisk sne er favoritterne.
Lige nu er vejret så smukt, men jeg er bundet til sengen, så forstår dine tårer. Men jeg kan i det mindste snart se en ende på min immobilitet, og glæder mig allerede til at gå lange ture med barnevognen i januar.
You don’t know what you got ’til it’s gone, som de siger… Jeg håber, det snart går i den rigtige retning for dig igen, det fortjener du så meget <3