Vestjyden spræller på en mandag som denne

Imorges stod jeg op til denne mail:

UDDRAG (forkortet) … ”

Kære Ib,

Det er for længe siden jeg har været forbi din blog, men idag kom jeg det. Fordi Rijah mindede mig om det, hun er en god kvinde, hende Rijah.
Da jeg var forbi kom jeg i tanke om noget jeg aldrig fik sagt, for snart 2 år siden, hvor du faktisk lidt reddede min sjæl, ganske uden du var bevidst om det.

Jeg blev indlagt, noget med føleforstyrrelser i arme og ben og ansigt, og pludseligt var det særligt svært at formulere mig fornuftigt. Bevares, andre kunne ikke høre det, men jeg kunne i den grad mærke at en ganske almindelig samtale var en udfordring i ordsammensætning og meningsgivende udtryk.
Det hele var meget babu babu, og der blev taget tusindvis af prøver (sådan føles det i alle fald) og scanninger og nåle i rygmarven for at få væske ud.
Del-diagnosen var i et godt stykke tid “måske MS” – og jeg gik i stå. Helt i stå og lå og græd hver aften, når jeg kom hjem fra endnu en dag på hospitalet.
Så jeg googlede, og fandt dig.
Gennem alle de tårer jeg græd, fandt jeg håb. MS er en kælling, om det hersker der vidst ikke tvivl, men i den tid del-diagnosen hed MS, der fandt jeg ro og dybe vejrtrækninger og med dig som inspiration, besluttede jeg at hvis det var sådan kortene var lagt, så skulle det nok gå.
Senere blev diagnosen ændret til “Viral meningitis og stress” – men det ændrer ikke på den gave, jeg fik med fra din blog, dengang for 2 år siden, hvor jeg opdagede at selv hvis det hed noget, der ikke gik væk, så skulle det nok gå.

Så kære Ib, tak. Fordi du deler, fordi du beskriver, fordi du inspirerer og indgyder mod.”

Vestjyden i mit sprællede “denne mail er helt klart sendt forkert” “kan det være spam” bla bla bla.

Så læste jeg den lige igen, og begyndte så at græde. Nøj, hvor mails som denne (ja, jeg har fået flere lignende, men aldrig offentliggjort dem) luner i min sjæl. Varmer og styrker. Giver MIG mod og lyst til at blogge. Til at dele. Til at skrive. Nu kan jeg så også se igen, da synet langsomt genvinder fordums tids rare syn, blogge.

Ikke nok med denne smukke mail…

Jeg fik også en pakke idag. Fra en af mine absolutte yndlings forfattere. En personlig pakke. Til mig. Hvori der var en signeret bog og et kort. I kortet står der så meget smukt. Altså hvis vestjyden sprællede i morges, så skulle I have set hende i eftermidddags, da jeg læste kortet. En forfatter, jeg læser, og har læst alt publiceret af, har sendt mig en personlig hilsen, fordi hun ville sige tak fordi jeg blogger. Ej, men slå mig i hovedet med en gummehammer, eller hvordan man nu dræber en vestjysk fisk.

Nu sidder jeg i sofaen og skriver med et bredere smil end vanligt (ikke kun fordi jeg misser med øjnene),  men fordi jeg ikke kun er en vestjysk fisk, men jeg er også en sild fra Frederiksberg, der har fundet sit kald, at formidle via en blog.

1000 tak fordi i læser med. Jeg er rørt, målløs og ydmyg OG OGSÅ PISSESTOLT  og det har mine Københavnske veninder lært mig. Tak Anja, B og Wedel…

Vestjyden spræller på en mandag som denne, og silden napper en omgang gløgg og æbleskiver og fejrer at mandage kan være magiske – især hvis jeg sammenligner den med sidste mandag, hvor jeg havde synsnervebetændelse på fuld skrald, og hvor jeg ikke engang kunne læse en bog.