Hvornår har en hund levet til max?
Jeg kan ikke tale for alle med gamle hunde. Jeg kan kun beskrive livet med Blop. En gammel hund. Han er 13 år og fire måneder. Han har overlevet to gange cancer, pankreatitis, HD, knæskade, en godartet tumor ved munden og tarmbetændelse. Han er blevet kørt over. Af mig. Da jeg sad på scooteren. Helt over. Uden at tage skade. Han kom på hospitalet. De sagde, han var verdens heldigste hund. Intet brækket. Bare meget øm. !!! Han har altid været fræk. Sjov. Glad. Fjollet. Kåd. Madglad. Menneskelykkelig. Især overfor helt særlige udvalgte mennesker. Dem, der elskede ham for den han var. Han har altid elsket, elsket og storelsket at møde andre hunde. Han er blevet bidt to gange. Ved uheld. Aldrig været i et slagsmål. Aldrig bidt nogen. Hverken dyr eller mennesker. En fræk (jo vel), men god hund. Vores hund. Min hund. Kærlig. Vild med nus. Vild med at kysse. Altid venlig. Generøs med kærlighed. Tålmodig. Han har klaret mine skiftende sclerose-perioder (siddende i manuel kørestol, gående med rollator, gående, kørende på scooter, indlagt, nedlagt …). Han har bare været Blop. Ved min side. Altid. Altid klar til at få mig til at smile med sin logrende hale. Kærlige, frække og smukke øjne på mig. Altid. Min hund. Nu er han gammel, og alt er forandret…
Sandheden om ham I elsker. Ham med de smukke øjne. Det kære udtryk. Ham den fotogene af mine hunde:
- Han mister et skridt, ofte. Falder. Snubler. Værst er det, når det er i vores trappeopgang. Det er også slemt, når han prøver at løfte benet højt, for at tisse, og tilsidst tumler ned i siddende stilling og tisser tre-strålet. Nogle gange vælter han om på siden, men så er det også, hvis der er kraftig vind…
- Mængden af urin af stor. For han drikker ufattelig meget. Så det er klart. Ikke urinen. Logisk mener jeg, at han tisser. Ikke så fedt, at han er dement, og også tisser indenfor. Store søer. Det kan være demensen. Det kan også være mangel på impulskontrol. Han kan gøre det for at få min opmærksomhed. Hvis jeg har gæster. “Hey mutti, se mig, jeg er her også”. Så tisser han. Indenfor. På gulvet. Stor sø. Ikke fedt. Sørgeligt. For os og for ham.
- Når han skal stort, skal det gå hurtigt. To gange har han ikke kunnet nå det herhjemme. To sølle pøller – og han var renlig, da han var 14 uger. En gang kunne han ikke finde ud af at hoppe af scooteren, inden han sku. Så besørgede han i fuld fart, imens vi kørte derudaf på scooteren. Det var en klam oplevelse, men han var så flov, så flov, så han fik naturligvis kun nus og kys imens mutti her stod af scooteren, og gik igang med “storvask” af scooteren – og af Blop.
- Han sover ufattelig meget. Heldigvis! er han altid vågen, når vi skal spise! Når han sover, er han helt væk. Helt væk. Selvfølgelig også grundet hans døvhed. Vi skal helt hen og ruske ham ganske let for at vække ham. Vi skal altid have en godbid med, hvis han skal vækkes, for ellers er der langt fra det at vågne til det at rejse sig op og bruge benene. De gamle ben er svære at få kontakt til, for ham, lige når han vågner. Med en lammelunge foran næsen er det nemmere at skabe kontakt til lemmerne.
- Han har ikke lyst til at møde andre hunde mere. Det siger ham ikke noget. Det der hilsen og sniffen i andre hundes bagdele er et overstået kapitel. “Jeg vil bare gerne hjem og slappe af Mutti” siger hans blik, hvis vi møder andre hunde på vores ture. “Bare lad Fjolle hilsen og mig få fred”…
- Turene er meget korte. Det er ned af trappen. Besørge. Vende om. Hjem igen. Hjem for at spise.
- Turene er kun lidt lange, hvis han sidder hos mig på scooteren. Der står han kun af to gange. En gang for at tisse. En gang for at lave lort. Punktum. Så vil han hjem. Hjem for at spise.
- Trappen volder besvær. Det gør ondt. Selvom han er smertedækket 24 – 7 (Metacam). Han snubler, forcerer, og jeg tænker, at han tænker, at han er ung og nemt lige kan nuppe trapperne lynhurtigt, men det kan han ikke – mere. I weekenden faldt han ned af de sidste fire trappetrin, og Jan har måttet bærer ham ned af trapperne den sidste uges tid, når han er hjemme. Jeg klarer hans tur ned på gaden ved hjælp af lammelunger. En lammelunge foran næsen, kan nok få den gamle i galop. Dog kun lige ned af trappen og så besørge lige udenfor døren.
- Han er dyrere i medicin-drift, end jeg er. Det koster at holde en gammel hund i live. Han får Metacam to gange dagligt. Han får hjertemedicin en gang om dagen. Han får mavemedicin. Han får kosttilskud (Glucosamin, Omega 3, Gingko Biloba og Immunstyrkende vitaminpiller).
- Han skal ud for at tisse fire – seks gange dagligt (før alderdom tissede han “hele tiden” på de to lange ture vi kørte på scooteren). Udenfor helst. Der sker uheld indenfor. Hvis vi ikke er opmærksomme.
- Han er konstant sulten. Konstant. Mad er det eneste, der kan få ham i lykke-zonen. Mad og mor. Jeg kan få ham til at være glad. Mange andre har han simpelthen glemt. Blokeret. Smidt ud af hukommelsen. Ikke hvis de har en godbid. Hvis de ikke har, så er de usynlige.
- Han tigger uafbrudt. Uafbrudt. Konstant. Selv hvis jeg spiser en stav bladselleri. Savlet vælter ud af ham. Han nedstirrer mig. Han halser. Trækker vejret hurtigt. Ligeså snart jeg ikke har mad fremme mere, går han i sin kurv. Så soves der.
- Kurve-området er blevet der hvor han tilbringer mest tid. Han sover. Ligger. Hviler. Vågner ikke hvis nogle kommer på besøg. Vågner altid, hvis der er mad i stuen. Kun mad. Vågen ved mad. Vågen når mad. Mad = vågen.
- Han er døv. Stokdøv. Det giver mange knubs. Vi har lært at takle det. Hjælper ham til et godt liv med et handicap. Det er vi gode til. Spiller på erfaringer…
- Han er sværere at børste. Han værger sig. Synes, at jeg er træls. Det tidspunkt, hvor vi børster og hygger, plejer at være berigende og sjovt for os begge to, nu er det bare en pligt – for os begge to.
- Han gør så højt. Han gør så uopfordret frækt. Når han ikke får det, som han synes, at han skal have det. Han gør. Til stor gene for vores lille familie. Jan bliver sindsyg sur over larmen. Fjolle bliver stresset. Jeg bliver stresset over, at Jan bliver sur på Blop. Naboerne er søde. Ved godt vi kæmper. De bærer (indtil videre) over med os. Vi kæmper hårdt. Det er umuligt at have gæster. U M U L I G T. Vi gør det alligevel. Det er ikke spor rart. Hvis der er mad. Blop tigger ved bordet. Han gør pludselig umotiveret. Galper ud efter maden. Som en haj. Ingen kan gå med mad i hånden. En gulerodsstav i hånden her hos os er livsfarligt. En hånd kunne blive ædt. For Blop er ligeglad. Det er mad. Det skal ædes. Nu.
#15 er vores akilleshæl. Det er det punkt, der gør, at vi ind imellem i splitsekunder (nu vel) overvejer om Blop har levet til max. Om han skulle have fred. For det begrænser vores liv, at have ham her i hjemmet. Det gør det, sagde hundevennen over alle hundevenner. Det begrænser mit begrænsede liv at elske en gammel hund så højt, som jeg elsker Blop (snøft og tårer)…
Jeg sukker. Trækker vejret helt ned i maven. Puster ud. Tager mig tid til at resonere. Lige et kig i spejlet. Kigger ind i min sjæl og hvisker stille til mig selv, “Det er vel nok godt, at du ikke er en hund Ib, for så havde du forlængst levet til max”…
Blop lever. Han er her. Vi nyder hvert sekund. M E N det er også ufatteligt hårdt at have en gammel hund i hjemmet. Ligeså smukt, sjovt og bevægende det er, ligeså træls, sorgfyldt og opslidende er det. P U N K T U M.
Hvordan lever du et liv med en gammel hund? Hvor lang tid er det værdigt?
Hvad synes du? Hvornår er det tid til et farvel?
Hvornår har en hund levet til max?
Blop lever. Han er elsket. Han elsker få. Er elsket af mange.
Stadig sød og blød. Endnu ikke død.
B L O P S K A L L E V E F O R E V I G T …
Men hvornår har en gammel hund levet til max???
Mette Haagensen skriver
Åh søde søde Ib og søde søde Blop! Det er aldrig nok; aldrig max 🙁
Men det lyder alligevel som om, I er ved at være nået til slutningen på en eventyrlig rejse.
Jeg sitter sq her og vræler, for jeg har jo også “gamle” dyr. To katte, der er snart 12 år. Store katte – derfor har de begge slidgigt og mister skridt af og til. Han er ved at blive blind og har ingen tænder i den ene side af munden.
Vi kan aldrig sige helt farvel, så Blop (og mine koste) lever for evigt. Heldigvis! Gemt – ikke glemt – i vore hjerter for altid. Som søde, vemodige minder om morsomme og gode tider. Og sådan skal det være.
Jeg ønsker af hele mit hjerte, at I kan finde det rette “nu”, og at I hjælper hinanden igennem det.
Kys og kærlige hilsner
Mette
ibbyheart skriver
Mette – 1000 tak for kærlige ord. TAK <3 Møsser dine (S)katte
Vibe Kjaedegaard skriver
smil og tårer samtidig…så fint og usødet ærligt skrevet af dig, og jeg er helt helt enig med Mette. Det er jo aldrig max, eller det rigtig tidspunkt, men man ved nok alligevel i maven og hjertet hvornår det er nu. Vores dejlige rottie Katja, blev kun 6 år, og syg. Det var bestemt ikke max eller rigtigt, synes vi, men de er der altid, dybt begravet i vores hjerte. De skønne hunde, og katte, eller hvad de nu er. Kram til hele familien, også dette klarer i sammen. <3 <3 <3
ibbyheart skriver
VIBE – tak for kærlighed og indsigt <3
Skalotteløg skriver
Søde, søde Ibsen – og dejlige, skønne Blop!
Åååh, hvor er det svært 🙁 Det er så svært at miste, og det er jo en del af det at elske nogen. Vi skal altid miste dem, vi elsker. Det er så hårdt at tænke på. Jeg kan kigge på mine hunde og begynde at græde bare ved tanken om, at de en dag ikke er her mere.
Jeg ved ikke, hvornår nok er nok, men jeg har altid sagt til mig selv, at hvis min vaps skulle have medicin dagligt gennem længere tid for at have det bare nogenlunde, så ville det ikke være for hans skyld, at jeg holdt ham i live, så ville det mest være for min egen.
Det er nemt nok at sidde og sige, for hvis jeg står i samme situation som dig om otte år, når min Kodak er 13, så er jeg ikke sikker på, jeg kunne.
Han er min første hund, han følger mig i tykt og tyndt. Min lille vaps, min pelsbaby. Jeg forstår dig!
Jeg er vokset op på en gård, så jeg har mistet rigtig mange dyr! Virkelig mange katte, tre hunde, to heste og en kæleand – for bare at nævne et par stykker. Det bliver ALDRIG nemmere at miste nogen, man elsker. Om det er dyr eller mennesker.
Min mor sagde altid, at så længe man vidste, at de havde haft et godt liv, så var det okay. Når man ikke kunne gøre mere, når de var syge eller gamle, og man ikke kunne gøre mere for dem, så var det okay. Selvom det gjorde ondt. For så gjorde man dem en tjeneste. Selvom det gjorde helvedes ondt!
Du ved det bedst selv, hvornår nok er nok <3 Men du kan være helt sikker på, at Blop har haft et fantastisk liv indtil videre, og at du er den bedste hundemor, han kunne ønske sig 🙂
ibbyheart skriver
CHARLOTTE – jeg elsker dig – og LILY – punktum
Tak for support og ord der rammer og rummer
Heidi Rømer Hansen skriver
Åh det er så svært – for manualen “hvornår er nok nok” – den findes ikke.
Når øv -listen er længere end hurra-listen… Når værdigheden er svinder… Når øjnene bliver tomme… Når sindet forandrer sig og ikke vender igen… Så er det tid at takke for alt hvad vore dyrebasser har givet os!
Min gamle hundetræner sagde nogle ord til mig som det tog lang tid før jeg forstod: ” En død hund, er en glad hund”… Hårde ord, men sande!
Det er vores “forbandede sure pligt” at tage den hårde beslutning – som tak for alt. Det er det værste ansvar ved at tage et liv under vores vinger… Vi anskaffer os en enorm smerte når vi får et dyr. Men heldigvis vejrer de smukke minder langt mere.
HUSK – at dyret forlader os ikke – de går bare i forvejen. De venter på os på regnbuebroen indtil vi mødes igen <3
Mange tanker til jer alle
ibbyheart skriver
Heidi – tusind tak for ord og støtte
Jeg hører dig
Lena skriver
Åhhh så svær og tung en beslutning det er!!! Vi har selv været der for ganske kort tid siden (føles det!!! Selvom det var i juni 2014) vores gamle dreng af en Golden retriever tog afsted 14år og 1 mdr gammel. Han levede også sin sidste tid på metacam men med humøret i behold. Til slut ville benene dog ikke det samme som ham og han var så træt. Ikke engang vores unge prinsesse kunne lokke ham med i haven og så besluttede vi at nu var det nu. Vores fantastiske dyrlæge kom herud og gamledrengen rejste sig og hilste pænt på hvorefter han stille trissede ud i haven hvor vi havde lagt hans tæppe. Her lagde han sig midt i en varm solstråle og vi sad alle 4 omkring ham til det var helt overstået. Nu går vi hver med en mindeperle om halsen med en smule af hans aske og mine drenge glæder sig til igen at mødes med ham på regnbuebroen.
Hvornår nok er nok ved vi nok aldrig men beslutningen var rigtig for os. Jeg er glad for at vi sagde farvel før det blev uværdigt og jeg tror faktisk at gamledrengen var enig med os.
Jeg sender Jer de varmeste tanker og er sikker på at I nok skal finde det rigtige tidspunkt selvom vi aldrig bliver klar til at sige farvel.
ibbyheart skriver
Lena, jeg storvræler – det er meget smukt
Jeg hører dig
Daniela Fraser skriver
Min mand afleverede vores hund til dyrlægen for et par mdr siden, livløs. Dyrlægen sagde at vi var blevet skånet for den sværeste beslutning af alle, nemlig det selv at skulle stoppe livet førend naturen sagde stop. Måske nok…
Uanset hvad består sorgen/tabet tilbage med en masse spørgsmål om hvad nu(?) Hvis nu(?) omkring hvad der kunne have været gjort anderledes og ikke mindst bedre.
Jeg ville selv personligt ønske at min elskede lille hund ikke skulle have oplevet de allersidste timer af sit liv, som var uudholdelige fra ca. kl.21.00-08.10 hvor hun døde naturligt. Men kl. 19.00 (aftenen før) spiste hun (mad-)glad et stykke grillet laks, efter friløb på græs. Hendes sidste dag var dog også mere træt og energiforladt end dagen før. Hun havde været på medicin i 2 år og vi vidste det kunne ske når som helst. Men hendes sidste 4 dage var rigtig dejlige, glade og dem skulle hun absolut ikke have været snydt for!
Men de sidste 12 timer ville jeg gerne have forskånet hende (og min mand) for.
Jeg tror på at det er livskvalitet frem for alt, uden livsglæden er det så ligegyldigt.
Omstændighederne kan være svære at planlægge og opfylde, men forsøg med mindst muligt stress for alle. Mad + kæl + hjemme-besøg af dyrlægen med den beroligende sprøjte + kæl + den evige søvn der hvor han ligger bedst.
Husk så at der følger en sorgperiode og den kan vare længere end man tror, samt alle i husstanden vil reagere (også andre kæledyr kan føle sorg over tab af familiemedlem, uanset hvilket forhold der var indbyrdes).
Sorgen kan være mindst lige så stor som når man mister et menneskeligt familiemedlem og sorgen har mange faser og facetter, som det er en god idé at læse om hvis det er svært, så man kan forstå situationen (især børn) og at det er helt normalt og accepteret.
I udlandet findes endda hotlines og lignende til at støtte efter tab af kæledyr (både for børn og voksne), fordi at det ikke er alle som gider at lægge ører til eller har forståelse for denne type sorg.
Nå, men BLOP lever jo! – og er stadig mad-/livsglad 🙂
Lov ham at i vil tage det bedste valg for ham, som i altid har gjort , og giver slip på ham og lader ham få fred når det er tid XXX D
ibbyheart skriver
Daniela – tusind tak for ægthed i ord
Jeg lover det på hundeære, som er den største ære for mig
Jeg lover det – tak atter for dit farvel til en elsket skat – den smukke pige
Marianne skriver
Pu – ha en hård fortælling.
Jeg tror på at den følelse, du har i maven omkring din søde hund, en dag fortæller dig at nu er det nu. Jeg håber ikke det er snart men skulle det være om lidt, lyder det som om I har levet sammen længe på godt og ondt – mest godt.
ibbyheart skriver
Marianne – smukke ord- tak <3
Mette skriver
Han var blid og brun og blød – min bamse. Elsket af mig og mine børn. Kom dumpende ind i vores liv som 4-årig, 35 kg chokoladefarvet labrador, med milde kaffefarvede øjne. Han fulgte mig over alt og fyldte det hele – og for meget. I sengen, i sofaen, i køkkenet. Han opfostrede killinger, de brugte ham til bjergbestigning. Senere gik de tur med ham på marken. Min bedste ven. Vi havde vores faste plads på trappestenen, jeg med kaffe i koppen og ham siddende ved siden af mig, lænede sig op ad mig, mens vi kiggede ud over markerne og jeg fortalte ham hvad der rørte sig. Pludseligt blev han træt. Fra den ene dag til den anden. Meget træt. Så kom opkastningerne. Manglende appetit. Ikke engang hans elskede kylling kunne lokke. Hæmolytisk anæmi sagde dyrlægen – det var gået i lever og nyrer i løbet af få dage. Han lå på briksen og var så træt. Min bløde bamse…. Jeg sagde nej til behandling. Der var ingen garanti for at det virkede og han var så træt. 2 1/2 år fik vi sammen og jeg græd som pisket. Savner ham stadigt, nu snart et år efter. Det må være op til dig og din dyrlæge, hvorlænge Blop kan blive ved. Men det vigtigste er ham og hans livskvalitet som hund. Men den er fandme svær…..
Ibbe skriver
Han lyder elskelig og vidunderlig
– jeg hører dig
Min dyrlæge er min veninde
Hun lader ham ikke leve uværdigt
Hun er 68 år – erfaren og monitorerer Blop på tætteste hold
Hun har lovet at sige til – hvis jeg ikke selv kan
Marianne skriver
kære kære Ib
Jeg vil ønske for dig at blop sover stille ind snart. Han er så berigende i dit liv og jeg forstår godt du ikke kan tage en så svær beslutning. Han er dit et og alt. Jeg har set jer sammen , i hører sammen. Blop burde leve for evigt. Sammen med dig, Fjolle og Jan.
Men tiden er snart inde… Mon ikke han selv giver slip på livet snart.
Kan levende forestille mig hvor forfærdeligt du må have det. Ville ønske jeg kunne lette din smerte lidt❤️❤️❤️❤️
ibbyheart skriver
Tak skatte
Birthe Rostgasrd Nygaard skriver
Det er altid svært at sige farvel til sin tro følgesvend. ❤️❤️ Men det skal vi jo. Det har vi pligt til, når tiden er inde. Jeg tør godt skrive, at så meget som Blop tumler med, så er det ved at være tid.
Det er hundens værdighed og livskvalitet, som bestemmer, synes jeg. Jeg troede ikke, at det var så slemt fat med ham, som det jo er. Jeg personligt, ville stoppe nu. Græde i 100 år, og gemme alle gode minder med ham i hjertet. ❤️
Min mand har sagt det hver gang, at vi fik en ny hund. Husk nu, hvor svært det bliver, når den bliver gammel og syg..
Har altid haft to hunde. Det har vi stadig. En hver. Vi har hver sit sindelag, og det har vores hunde også. Gravmanden er fars hund, og Lhasen er min.
Min hund har epilepsi og han er blind. Han får medicin for epilepsien, og trives fint hvor han er kendt. Han finder rundt via næsen. Han optræder med sine cirkusnumre, som han altid har gjort. Dog kommer han ikke med raketfart mere. Han skal lige fornemme hvor han er.
Han er 10 år, men kan sagtens blive en meget ældre hund.
Har haft hunde i 30 år. Det har altid været svært at tage beslutningen, når en af vores blev syg, eller så gammel, at den på nogen måde led. Vores dyrlæge har altid været ærlig, og sagt til, når tiden var inde. Og jeg har altid spurgt ham, om hvad ville du gøre hvis det var din hund.
Min datter er veterinærsygeplejerske, og hun skåner os ikke, hvad angår værdighed for en hunds liv. Heller ikke vores hunde.
Starter epilepsien igen, hos min hund, så er der ikke mere at gøre. Han får den medicin han kan få i forhold til vægt, og hvad kroppen kan tåle.
Nu jeg selv er syg, går manden min med begge hunde. Jeg får altid rapport om, hvordan turen forløber.,
Og en gang imellem kommer min ikke med, fordi Emil skal have en lang tur, og det gider min ikke. Men han er vel nok glad, når han hører dem hjemme igen.
Jeg håber inderligt, at din skønne Blop sover stille ind, så træt den er. Uha, kan slet ikke tænke på, hvordan du har det med det store dilemma.
Knus knus Ib og Blop. ❤️❤️
ibbyheart skriver
Tak Birthe – jeg hører dig – tak for ord og kærlighed
Rikke H Frost skriver
Blob lever evigt – ikke her på jorden, men i jeres hukommelse, der vil huske på alle de skønne, skøre og sjove minder, I har om ham. Det lyder som om, Blob på sin helt egen måde fortæller jer, at nu har han levet max, og er klar til den sidste rejse.
Det er en hårfin balance. Hvad er facit? Det et kun dig og Jan the man, der kender det.
ibbyheart skriver
Tak skønne Rikke, tusind tak
Gurli Kristensen skriver
Jeg har i mit liv måttet tage afsked med 2 hunde . Min første hund blev 15 1/2 år en Samojede. Han var frisk som en havørn og 2 timer efter var han væk Han fik en blodprop i hjernen. Jeg sad og ventede på dyrlægen og kiggede på min elskede hund,der var ingen genkendelse i øjnene,De smukke brune øjne var blevet matte og slørede. Jeg var heldig . Jeg skulle ikke træffe beslutningen,den blev truffet for mig.Men det var slemt. Han døde den 26-12 1996 kl.13.15.
ibbyheart skriver
Tak Gurli for ord og din erfaring om dit tab – 15 år og mere er godt nok flot – han må ha haft det dejligste liv hos dig
Hellena skriver
Kære Ib.
Jeg sidder også med tårer i øjnene. Dine ord rører mig lige der, hvor kærligheden til min levende hund og mine afdøde katte, hunde og en enkelt hest sidder.
Jeg tror på, at vores kære dyr selv ved hvornår det er tid at drage videre.
Det kan være svært at give slip både for dyr og menneske. Men jeg tror, at vores kære dyr selv ved hvornår det er tid. Og så skal de nok kærligt fortælle os det.
Stort knus til dig og Blop fra mig og Magic
ibbyheart skriver
Magic og Hellena <3 af hjertet tak
Bodil skriver
Åh Blop med de øjne og det lyse hoved. Indeni og udenpå. Al sand kærlighed ender ulykkeligt. En dag skal vi skilles. Den rigtig tid og dag findes ikke. Vi vil altid have lidt mere, tror jeg.
Jeg var fej og ventede, da vores gamle foxterrier var ekstrem svækket, døv og blind. Så måtte han selv gøre det. Fik en hjerneblødning. Og jeg ville sådan ønske jeg havde forskånet ham for det. Og ikke været sådan en kylling.
Godt I har et mere neutralt og professionelt blik udefra.
Blop den gamle filosof – kærlighed til ham og familien. Bodil
ibbyheart skriver
Elskede Bodil – jeg hører dig. Jeg er ikke en kylling men jeg er en perser – eller en tåreperser – eller en det gør ondt på. Vi snakkes ved. Ringes en af dagene. Tak for ærlighed – ægthed og kærlighed
Nils Freitag skriver
Kære Heidi,
Min – og min families – første hund, en skøn og flot mellempudel ved navn Toppy, blev næsten 13 år.
Hun var en hund, som i den grad nød livet efter en meget svær start . opdrættet af en fanatisk opdrætter, som grundet egen blindhed altid holdt hundene i en helt mørkelagt kælder. Én stor madskål til 8-10 hunde. Toppy holdt aldrig op med at “stjæle” sin mad og spise den i skjul. Da vi hentede hende blev hun forskrækket over græsset på plænen udenfor opdrætterens opgang. Hun hoppede ind i hækkene ved hver bil, der passerede. Hun var totalt forbidt af lopper og derfor klippet totalt skaldet. Meget lidt smuk men meget hjemme i vores stue på mindre end en time.
Hun endte som International Champion. Hun blev en udendørshund med forkærlighed for at vise, at pudler er en myndeart. Hun løb så fabelagtig hurtigt og smukt.
Hun var aldrig “pudelklippet”, for hun skulle have lov at være hund og ikke en pynteting. Hun veg ikke fra min mors side, når hendes sygdom var voldsom. Hun elskede sin “kæreste”, Skipper, som man ellers kun oplever kærlighed mellem mennesker, der har levet et langt liv sammen.
Men den dag i 1979, hvor jeg skulle giftes var hendes kræftsygdom blevet så overvældende hård, at min far og mor måtte køre hende til dyrlægen om morgenen inden brylluppet. Aftenen forinden havde hun taget afsked med mig. Jeg sad på gulvet i gange ved garderoben, hvor hun havde sin seng. Ganske langsomt og åbenlyst smertefuldt kravlede hun op på mit skød og satte sig (lagde sig) med sit hovede hvilende på mit bryst. Hun løftede sin lange og elegante snude og slikkede mig på hagen og halsen … og viste mig, at hun også ville slikke mit ene øre, som var hendes største kærlighedserklæring. Når hun slikkede et menneskes øre, så var de hendes ven for livet.
Jeg så hende aldrig mere. Jeg er sikker på, at hun vidste, at vi aldrig ville se hinanden mere, selv om jeg ikke selv vidste det.
Hvad er min pointe med denne beretning:
Blop ved selv, hvornår tiden er inde, og han vil vise dig det med et tegn, som kun du og Jan vil opfatte og forstå. Og så skal I følge ham i beslutningen.
Dyr er meget kloge “mennesker”. De ved på mange måder langt mere, end vi gør. Og de har et bevidsthedsniveau, som vi slet ikke fatter.
Se det tegn, Heidi. Du ved det, når det kommer. Og lige der er tiden rigtig og langt mindre smertefuld, for så er det Blop selv, der har valgt.
Ibbe skriver
Elskede Nils
Tak for rådet der giver ro i min sjæl
Toppy lyder som en vidunderlig
Sjæl – sikken kærlighed hun gav og modtog.
Blop giver mig små tegn hver dag på at han er træt og har smerter jeg ikke kan lindre 100 % – men hans livsduelig overdøver hans livstræthed – endnu
Dagen kommer
Hans tegn til jan og jeg
Er sikker
Og så hjælper vi ham
Til fred
Tak Nils
Meget smuk historie
Helle Dannemand skriver
Åh, Ib! Først tuder man over dit indlæg, og så tuder man over alle de fine kommentarer.
Det er en af de værste beslutninger, man skal tage her i livet, når man har valgt at berige sit liv med kæledyr.
Jeg var igennem det samme med et års mellemrum med mine 2 gamle katte på 17 og 18 år. Det var dælme ikke rart!
Som flere andre har nævnt, skal man tænke meget over, hvornår man udelukkende udskyder beslutningen for ens egen skyld. For det er jo det, man forståeligt nok gør i den sidste ende. Det er så utrolig hårdt at skulle tage den beslutning.
Når den dårlige samvittighed begynder at overskygge alt det andet, er det nok desværre ved at være tid…
Det er en forfærdelig beslutning. Man er helt ulykkelig, og jeg tænker da stadigvæk ind i mellem, om jeg var for hurtig på aftrækkeren med begge mine katte, selv om jeg godt ved, at det var jeg ikke. De havde hver især skavanker, som gjorde, at deres katteliv ikke var i nærheden af at være optimalt mere, så det var deres tid.
Jeg savner dem stadigvæk, selvom det er 9 og 8 år siden, og jeg ved, at jeg skal igennem det igen med min Max, og når den tid kommer, vil jeg igen skulle igennem alt det, du gennemgår nu. Men alle de gode stunder er helt klart det hele værd, så os, der elsker de små dyr, vil nok “vælge” at skulle igennem det igen og igen. Vi kan vist bare ikke lade være 🙂
ibbyheart skriver
Helle tak for dine smukke ord – din historie -tusind tak
sender knus til dig og max og de to engle deroppe
Tine skriver
Åhh Ib… jeg føler med dig… Du ved jeg var lige dér… Kan ikke skrive mere uden at vræle og det går ikke med tude-øjne i morgen.. Krammer bare dig og Blop… <3
ibbyheart skriver
Jeg ved du var der skatte – og jeg mindes dine ord – og din sorg
Jeg kan ikke fatte, jeg snart skal det igennem – men jeg må – for Blop
Dorte skriver
Åh mit hjerte brister …ved det er /bliver så utroligt hårdt nyd de lyse timer…de varmeste tanker til jer alle <3
Morten Samuelsen skriver
Hejs. Kiggede ind fordi jeg googlede flatulens. Og fordi jeg ville sende en sur kommentar til vedkommende som havde skrevet “Jeg er led og ked af min hund.” Og nu står jeg og kigger på min “Trold” med tårer i øjnene after at ha læst historien om Blop. Den er 3år+ gammel, historien. Så mon ikke Blop har fået fred nu. Det håber jeg næsten. Også for familien. Trold er en lab/retriver med et strejf af schæfer. Vi har været sammen siden han var hvalp. Han vred sit skinneben i smadder da han var 4 år gammel. Jeg kunne ikke tage fra ham om dagen så jeg blev afskediget fra jobbet som jeg havde været på i 10 år. Nå. Så kunne jeg passe ham uden dårlig samvittighed. Bortset fra mine forældre og en søster, er trold den absolut og uden andre som kommer i nærheden, det absolut vigtigste væsen i mit liv. Har ikke nogen omgangskreds af mennesker længere, har bare ikke lyst fordi jeg ikke vil være hjemmefra uden min Trold. Han er snart 13 år gammel. Sidste år begyndte han at miste balancen når han drak af sin skål. Han fik problemer med det gamle knækkede ben og så kom der gigtsymptomer i resten af bevægeapparatet iløbet af det næste halve års tid. Så nu får han Prednisolon, et binyrebarkhormon. Det har gjort underværker for hans bevægelighed. Og han har en meget bedre balance igen. Men binyrebarkhormon har jo bivirkninger som vi ved. MEN han har det bedre nu, i 2018 og jeg elsker ham højere end nogensinde. Men nu “ved” jeg, at vi i bedste fald har et par år eller 3 sammen, tilbage. Jeg ville skrive nogle flere ting om de gamle liv. Men jeg opgiver nu, for det er bare for svært det her…Dog ville jeg meget gerne høre hvordan det gik med Blop. Og hvordan Blops mor har det nu. Jeg synes at det er rørende at høre om, hvor svært der var for hende at deale med alle hans problemer. Jeg sender min dybeste medfølelse til familien.Og min store respekt for moderen. Venligste hunde-hilsener fra MT Samuelsen.
ibbyheart skriver
Kære MT – tak for dine flotte ord – jeg er allerede vil med Trold. Kan mærke han har et fantastisk liv hos dig. Jeg forstår hvad du gennemgår – hvornår er nok nok? Jeg traf beslutningen FOR Blop, da han ofte havde uheld indenfor og ikke kunne rejse sig – ved egen kraft. Så følte jeg det var tid – og det er det sværeste jeg har gjort i hele mit liv og det gør stadig ondt at tænke på – og jeg ved stadig ikke om det var det rette tidspunkt for farvel – men min dyrlæge og min mand var enige med mig – DET VAR TID. Jeg skrev om farvellet her; https://www.ibbyheart.com/jeg-sang-for-blop/ – og det er painfull at mindes og sorgen er ikke blevet mindre – slet ikke. Det gør lige ondt at mindes. Jeg er sikker på, at Trold er i gode hænder hos dig – og jeg ønsker I får mange år sammen endnu – og jeg takker dig fordi fu tilfældigt fandt mit skriv om Blop – og satte dig og skrev til mig. Jeg har Fjolle nu. Han er samme race som Blop – men en helt helt helt anden hund. Jeg elsker ham højt. Kram fra Ibbe