Attak koster …

Attak koster

Det koster at leve med en kronisk sygdom. Der er ofre. Omkring mig. Lige nu. Atter min familie. Mine venner. Det er ikke kun mig, der lever med denne lortesygdom. Det er mit netværk af hjertetråde, der når vidt, hvilket jeg er taknemmelig for, men også ked af. For så er der flere ofre. Ofre for denne satans ms.

Jeg får Medrol. Klorzoxazon. Panodil’er. Akupunktur. Fysioterapi. Vejrtrækningsterapi. Sund kost. Masser af vand og grøn te. Kosttilskud. Jeg får hjælp til at komme igennem.  Jeg har verdens bedste læge, og netværk.

Men hvem hjælper min mand, “mine børn” og mine venner.

De skal bare give og rette ind. Efter sclerosen’ens væsen. De får også smerter. Når de ser mig lide. Selvom jeg hader at vise smerte, har denne gang med attak, gjort det umuligt ikke at vise min smerte. For det gør så helvedes ondt. Min ribbenskasse er låst. De mener, det er et attak i rygmarven, der rammer det parasympatiske nervesystem, der giver mig vejrtrækningsproblemer og smerter.

A L V O R.

Konsekvens; vi skulle have været til Århus til Christian’s (Jan’s søn’s) fødselsdag, og det er tre måneder siden, vi har kysset vores elskede barnebarn Malthe Emil.

S A V N.

“Jeg kan desværre ikke komme til Århus og lege med Malthe Emil, og kysse min familie, sclerosen slår bremserne i, jeg skal være i ro, for at hele på attaket, og jeg er først færdig med Medrol-kuren med 500 mg dagligt på søndag – sorry kids”.

R Ø V og N Ø G L E R.

Heldigvis tog ungerne det fint. Farfar (Jan the man) kommer. Jan kører tidligt lørdag morgen – og kommer hjem lørdag aften sent. En veninde passer mig in the house, og en anden veninde kommer og henter Fjolle, der skal på dag-koloni i hendes have i Charlottenlund. Så skal jeg bare trække vejret selv, og få Blop ud på terrassen og tisse. Igen står mit netværk op for mig, indordner sig under sclerosens væsen. De bringer ofre. For mig.

A L D R I G  A L E N E

Når jeg så skal leve med denne nederdrægtige, diabolske sygdom, når dem jeg elsker, der elsker mig, skal se den æde af min hjerne og rygmarv lige up in theIr faces, så er der eneste positive under et attak, følelsen af at jeg aldrig er alene, selvom jeg er den, der skal deale med smerterne og betændelsen. For i deres kærlighed til mig lyser håbet for at jeg kommer igennem igen, og ud til dem igen, H J E M igen, hvor jeg kan være lidt mere mig – end mig med et attak, der lider. De venter på mig. De lider med mig. De hepper på mig.

P Å R Ø R E N D E

Dem jeg elsker, der elsker mig, de ofre I bringer for at elske en bærer af sclerose, er ligeså store og smertefulde, som dette attak, jeg gennemlever nu. Jeres kærlighed tænder et NEON SKILT inden i mig, hvor der står “YOU ARE NEVER ALONE”, og det skilt er den bedste medicin, til jeg kommer ud på den anden side. TAK, fordi I elsker mig kære pårørende, kære tætte familie og venner, behandlere og kære Jan, der atter har søgt fri fra job, for at passe mig. Hvilket i første omgang betød, at vi ikke havde råd til en ferie i september, men så – igår – kom der svar fra det eneste legat, jeg har ansøgt i 2015, at jeg havde fået penge til en ferie. Det betyder, at vi kan leje et sommerhus nær vores unger i september, og det kan råde lidt bod på de tre attaker, der har ædt af vores tid sammen og apart. Jeg har haft tre attaker på 8 måneder, og nu stopper det. Ikke flere. No more.

S L U T

#pårørende #attak #youneverwalkalone #youareneveralone #sclerose #ms #netværk #familie #venner #ikkeflereattakker #smertelæge #nomore #scleroseforeningen #msblogger #parasympatiskenervesystem #låstribbenskasse

#tingtartid SE HER