BLOP #you complete me*  Congrats 11 year old

Den 18.november 2012 har jeg været Blops tætteste menneske i 11 år.
Han blev født den 24.september 2001, men vi hentede ham hjem til os den 18.november.

Begge dage er mærkedage i vores liv.

Da vi skulle købe ham, var ejerne af kennelen, helt berettiget, meget i tvivl om de ville sælge en lille hvalp, en PBGV, til en handicappet. De besluttede sig heldigvis tilsidst for, at sælge Blop til os, og det er vi dem evigt taknemmelig for.

Her med sut i mund Uddrag af skriv mellem Kennel-ejeren og moi på Facebook på Blop’s 11 års fødselsdag Da han kom ind i vores liv, var der kaos. 

Jeg var nydiagnosticeret med sclerose. 
Jeg var blevet førtidspensionist. 
Jeg brugte kørestol. 
Jeg tog sclerosemedicin, epilepsimedicin, og var så forvirret.

Der blev endnu mere kaos, da den lille hvalp kom til – men det var kaos på en livsbekræftende måde. Der var latter i kaos. Der var overskud i kaos,- fordi der var en hvalp inde i billedet.

Men hvor var det dog hårdt,- for Blop.
Men åh, hvor var han overbærende og forstående.

Vi fik meget hjælp af venner, og købte os til hjælp via en hundepasser.

Heldigvis bakkede Frederiksberg kommune mig op hen af vejen, og jeg fik en el-scooter, så jeg kunne komme ud på ture med Blop. Han lærte, at gå med mig med hjul som ben – og han lærte at gå stille ned af trapperne og vente på sin langsomme mor, der oftest krabbede sig ned af trapperne.
Han lærte at døgnet har to nætter,- nemlig at vi skulle sove til middag hver dag imellem 12-16, ja i fire timer, som jeg gjorde dengang i dagtimerne, fordi jeg var så syg og og så træt.

Han lærte, at der var meget dårlige dage, semidårlige dage og halvgode dage.

Og han levede med det. 

Så tog jeg ansvaret for mit eget liv. 

Det var i 2004.

Jeg sagde nej til konventionel sclerosemedicin – og begyndte at lytte til min egen indre stemme i stedet for autoriteterne;- lægerne. Jeg begyndte at tage stoffet Naltrexone (LDN), som var et eksperimenterende stof, som min læge hjalp mig med at skaffe via helt unikke kanaler.

Anyway <3- så begyndte Blop at få sit menneske helt ind under huden.

Jeg kæmpede mig tilbage til livet og tilbage på fortovene med knogler og fedt/ben som transportmiddel. Blop fik hold i nakken i starten, da han skulle lære at GÅ med mig. Han vendte sig hele tiden om – og kiggede forundret.

Men igen accepterede han livsbetingelserne – og vi fandt melodien på vaklende ben og uden hjul.
Det var i 2006.

Livet er smukt – og vi får et unikt bånd. 
Jeg har mere overskud, og begynder at træne med klikker sammen med ham. Det er både god kognetiv træning for mig og super god træning for vores samarbejde. 
Vores bånd bliver stærkere og stærkere.

Når jeg har mange smerter, er det hans pels jeg tuder ned i. Jeg finder trøst i hans ro og i hans tillid til mig. Han stoler på mig, og kigger på mig – med et blik der siger, “mor, selvom du er handicappet, ved jeg da godt, at du kan passe godt på mig”.

I bilen, dengang vi hentede ham hjem, tudede jeg hele vejen hjem. Nej, jeg hulkede – og jeg sagde til Jan “Skatte, jeg kan ikke passe på denne lille fyr – jeg er så svag og syg”. Og Jan sagde “Det skal nok gå”.

Nu er det 2012.

Han havde ret. Jan fik ret igen.

Det gik.
Det går.
Jeg går,
Vi går.

Fjolle er kommet til. 
Han har givet Blop et energiboost. 
Som min elskede nære veninde og hundeven skrev til mig i en sms tidligere idag “Blop fik verdens bedste livsforlængende medicin i tide – nemlig Fjolle”.

Kan man være mere heldig?
Jeg er så taknemmelig.

HUNDE ER HELSE.

Mit energiboost, der fik mig igennem den værste tid i mit liv, dengang jeg boede i en bobbel af angst for fremtiden og angst for lægernes prognose “du har en sygdom, der pr. definition bliver værre og værre år for år”, var mit bånd til Blop. 
Han fik mig til at kæmpe og kæmpe og ville og ville og ønske og ønske og håbe og håbe.

Jeg kan ikke forestille mig et liv uden ham.
Jeg vil ikke forestille mig det.

Jeg vil benytte samme overlevelsesmetode i tanken om at miste ham en dag, som jeg brugte, da jeg brød ud af lægernes ord om at jeg aldrig ville få det bedre end dengang.

Jeg vil lytte til min indre stemme, der hver dag fortæller mig, at jeg skal leve i nuet – nyde hver dag med dem jeg elsker, og en af dem jeg elsker allermest i denne verden er Blop.

Der udover ved jeg jo at ALL DOGS GO TO HEAVEN – så jeg møder ham igen – engang – om lang lang lang tid.

Blop, min elskede vaps. 

Du har klaret 11 år i min verden. 

Kom ta’ min hånd – 
jeg tager din pote – 
og vi går, søde Blop, 
vi går videre i dette liv sammen – 

i mange mange år endnu…

*from the movie Jerry Maguire

HUNDE ER HELSE 

---