Butternut squash, en nem ret til hverdag og fest
Butternut squash, den grøntsag jeg altid udtaler forkert, men som smager så rigtigt og godt. Jeg lærte den at kende via Mettemus, der serverede den for Jan og jeg en aften. Vi blev fans.
Siden har jeg spist mange af de fine græskar. Jeg har lavet mange retter med butternut squash, og den ret med butternuts squash, jeg altid vender tilbage til, vil jeg hermed dele med jer;
Butternut nust is she a go’er-retten ala Ibbe:
I butternut squash
1 bundt forårsløg
Urtekram Allround krydderi
En sjat olivenolie
En økologisk mozarella-kugle + salt og peber
Hvordan:
Tænd ovnen på 180 grader (varmluft). Tag en god kniv frem og et skærebræt. Vask “butternutten” (haha fedt ord) godt. Skær den i en cm tykke skiver på tværs. Skrællen* bliver på, for det æstetiske finish, da “butternutten” ellers tværes ud i ovnen.
Put skiverne i et ildfast fad (bagepapir i bunden). Kom lidt olivenolie henover skiverne og drys lidt Allroundkrydderi udover. Tag nu forårsløgene. Skyl dem godt. Skær dem i små 1 cm stykker, og drys dem ud over skiverne. Sørg for at rulle dem blidt henover butternut squash-skiverne (så de får lidt af olivenolien på sig). Læg herefter tynde skiver mozarella henover skiverne. Kværn lidt salt og peber henover skiverne.
Sæt fadet i ovnen i cirka 20 minutter. Tag ud og spis. Enten som hovedret eller som tilbehør til et stykke kød eller en vegetarbøf.
Jeg har til to dages aftensmad i en hel butternut squash.
*Jeg spiser ikke skrællen, skærer den blot væk
Skriv et svar