Dagen efter LGFB på Herlev

Dagen efter LGFB på Herlev

Der er bobler indeni. De synger både Elefantens Vuggevise og “I kan ikke slå os ihjel”. Jeg er mast og mest – mest sådan glad. Glad for at jeg ku’. Ik’ fordi jeg sku’, men fordi jeg ville…

Det kræver meget af mig at gå ind i strålebehandlings-afdelingen på Herlev. Ind til skranken og bede om nøglen til det rum, hvor vi afholder LGFB. Jeg ligner ikke en, der er syg. Jeg står i kø til skranken sammen med kræftramte kvinder og mænd, der skal i strålebehandling – eller der er færdige med behandlingen, og skal have en ny tid.

Der står jeg og glaner, med sovende arme, på ben der hellere ville sidde ned, med en ryg der hellere ville ligge ned og med øjne der ser alt (halvt) – men jeg har ikke kræft…

Når så jeg kommer ind i rummet, hvor LGFB skal afholdes dukker de andre frivillige op, og der skal klargøres. Døren lukkes ud til stråleafdelingen, og vi er i vores lille bobbel af “hvordan går det?” “solen skinnede da igår” og “nej, har du også hund, hvor sjovt”…

Der sættes borde op. Puttes duge på. Blomster i vaser. Spejle ved hvert sæde. Vatrondeller, kleenex, vatpinde, produkter, plastikkrus med vand, kuglepenne og parykstativer placeres på bordene. Vi gennemgår, hvordan vi skal fordele de 15 modige og skønne kvinder. Bente, den ene af de frivillige, sagde “Jamen Ib, skal vi ikke bare aftale, at du taler til dem alle idag og gennemgår De 12 Trin, og så er vi , Sascha og jeg, dine hjælpere. Så kan du være mere fokuseret på det du virkelig er skarp til, at tale, og vi andre kan være dine arme og ben”.

Der stod jeg og blev så rørt. “Jo, tak Bente, det er en fantastisk idé”. Sådan blev det. Vi plejer at deles om kvinderne. Altså fem ved hvert bord. Igår gjorde vi bare noget andet. Fordi det var smartere – lige igår.

Jeg kunne ikke lade være med at hjælpe de kvinder, der lige sad ved min side. Når de spurgte “kan du ikke lige komme “kinderødt” på mig?”. “Jo, det ku’ jeg”. “Hva’ mæ’ de øjenbryn Ib, jeg kan s’gu ikke selv”. “Det kan jeg”.

Jeg gjorde det. SAMMEN med Sascha og Bente. SAMMEN med de modige fremmødte kvinder. Vi fik nogle dejlige timer sammen. VI glemte alle sygdom for en stund, og var bare sammen om at pleje hud og trylle med makeup.

Jeg ser det som en gave, at få lov til at bruge af mig selv, min uddannelse, min erfaring, min viden. Jeg ville gerne gøre det meget oftere end sclerosen lader mig. Sådan er det. Sådan kan det ikke blive.

Allermest er jeg taknemmelig for,  AT JEG KU’ ENDNU. Jeg er rørt over så meget opbakning og støtte, jeg har modtaget i ord pr. mail, på bloggen, på sms og af de to andre frivillige igår. Af hjertet tak.

Af Jan. Jan, der kører mig til og fra Herlev Hospital. Lige til dørs. I myldertrafikken. Bruger sin fridag på at køre mig. “Jeg hjælper jo en masse kvinder…”. TAK JAN THE MAN – MY MAN.

Jeg er frivillig i LGFB, fordi jeg gerne vil bruges. Fordi jeg gerne vil bakke op om et projekt – en forening, som jeg synes, bidrager med “lidt solskin” til kvinder i en mørk stund, hvor de kæmper mod cancer. At jeg selv har sclerose, er sagen uvedkommende. Når jeg er i dét rum, den stund, på Herlev, er jeg Ib, der er uddannet materialist. That’s it.

For i de timer er ingen af os vores sygdom. Vi er bare kvinder, der er samlet for at hygge os, og nogle af os ved lidt om hudpleje og makeup, og det deler vi ud af. DET ER SMUKT…

#lgfb #thatsit #jegkuendnu #herlevhospital #ms #sclerose