Dengang i 2006

Dengang i 2006
Da skrev jeg om et attak.
Noget har ændret sig siden.
Nogen har ændret sig siden.
Attaket er stadig lige ondt og svinsk.
Jeg har ændret mig.
Jeg tager imod hjælp og viser min sårbarhed.
Gør du?

“Under angreb” skrevet i 2006

“Under angreb.
For SATAN, hvor jeg HADER angreb. Angreb mod civilisationen, verbale angreb, fysiske angreb, angreb på min frihed, angreb, der sættes ind for angrebets skyld, uforudsete angreb. ANGREB I MIT CENTRALNERVESYSTEM.

Ja, der blev sat ny rekord med forårs-solens komme – det 15. attak på fem et halvt år så dagens lys. Pludseligt, som lyn fra en klar himmel, blev mine fødder spastiske i en grad, der gjorde tæerne så bange, at de gemte sig under trædepuden!!! AV FOR HELVEDE!.Stramheden, elektriciteten og den snurrende fornemmelse bredte sig langsomt, men sikkert OPAD. Lige over mit bækken stoppede det.

Angrebet havde placeret sig strategisk supersmart – lige i midten af over- og underkrop – ATTAK’et var sat ind.

Jeg blev lagt ned. Benene lystrede ikke. Benene VILLE ikke adlyde.Min hjerne prøvede: “vip med tæerne” – ingen reaktion, “vip med foden” – ingen reaktion, “kap strålen når du tisser Ib” – strålen forblev løbende og ukontrollérbar…

FUCK! What to do? Ja, jeg begyndte at græde. Buh hu huuuu huuu!
Klokken var halv ti om formiddagen. Der var INGEN hjemme. Telefonen virkede som en bombe, der ville udløses, hvis jeg ringede til min mand, min far eller én af mine dejlige veninder, for så viste jeg jo svaghed, sårbarhed og smerte. “Og svaghed er ikke min stærke side”…

Ind imellem viser jeg SMERTEN, men allerhelst vil jeg bide den i mig, og tage kampen INDENI. Jeg er jo en “stærk, smilende og utrolig sej kvinde”, og sådan én vræler jo ikke – med et 11-tal af snot fra næsen – op om, at “av, av min røv snurrer, min bækkenbund er følelesesløs, mine tæer “spasser” løs, og mine ben føles som om, der er konstante albue-agtige stød og stramhed all-over. Og det er LANGE ben. Ja, jeg er jo 1,79 høj og har lige målt benene – de er cirka! 91 cm. 91cm med albuestød!!!

På selve dagen for attaket var INTET morsomt. At min hund stadig har pels er ufatteligt, for jeg krammede og nussede og kyssede ham uafbrudt i de værste “spasme” timer. Han blev badet i mine tårer. Han blev min tryghedszone, min havn, der ikke havde ord og ikke brugte ord, hvor ord var overflødige.

Det er udelukkende MIN SKYLD, at jeg ikke fik kram og kys tilbage af et menneske. Det handler om at være superdårlig til at tage imod i emergency-situationer. ALLE mine nærmeste ville smide, hvad de havde i hænderne, hvis jeg bad om deres kærlighed og støtte midt i en krise. Jeg kan jo ikke forvente, at de skal vide, hvornår jeg er ked og “blue”. Da må jeg ligesom selv bryde skallen af styrke og være “nøgen i sandheden om min situation”.

Det er svært! Måske i virkeligheden sværere end at være stærk?…

At se mine tanker på skrift får mig til at turde satse på, at jeg vil handle anderledes i en ny TRÆLS TID.

Jeg vil så gerne vise mine tårer, men angsten for at blive afvist i sorgen, sidder dybt i mig. Jeg mistede min mor som teenager, og blev svigtet i sorgen. Dét følger mig i dag. Men NU må det høre op.

Ligesom jeg tager ansvaret for MIT LIV over for lægerne/autoriteterne, må jeg også se på NUET i dag, og turde stole på, at jeg IKKE igen bliver svigtet, når jeg er ked af det. At jeg IKKE bliver ladt i stikken, når jeg har ondt og hjertet bløder.

Mod er at turde tro på, at jeg bliver reddet og holdt om af de mennesker, jeg ville gøre det samme for… MOD ER AT TURDE VISE SVAGHED OG VÆRE SIG SELV I NUET!…

Mod er OGSÅ, at turde vise angsten for fremtiden. Angsten for skræmmebilledet af sclerose. Den angst, jeg ved, så mange lever med.

Jeg får lyst til at starte en revolution. En revolution, der skal få os mennesker til at turde vise frygt. Så vi sammen kan hjælpe hinanden ud af den ubegrundede frygt og støtte hinanden, når der er en grund.
Jeg véd LYSET er derude…
Jeg har selv set det.
JEG SER DET

THE END”

Erfaring. 14 år plus nogle måneder med sclerose. Levet liv.

Under dette angreb, netop nu i 2014, i mit øje med synsnervebetændelse, svimmelhed og et højre ben uden nævneværdig kontaktflade, har jeg sagt til mine venner “jeg har brug for jer”. De fleste hørte det inden jeg sagde det. Så langt er jeg nået i mit liv – i mine relationer. Jeg er så taknemmelig.
PS: idag kan jeg stadig tude i pels, både Blop og Fjolles, og jeg gør det. Det er nemlig tilladt at græde – både i pels og op i ansigtet på et menneske. For jeg er ked af det. Jeg er bange. Jeg frygter fremtiden, men jeg kan dele min angst med dem jeg elsker. Der giver lys og Lyst til at tage kampen op – og komme tilbage til det jeg elsker, at være med derude i livet, såmænd bare i livet på gaden i mit kvarter. Det er første mål, jeg kæmper først og fremmest for at kunne køre/gå med hundene mine selv. Det giver mening for mig. Når jeg er der igen, lover jeg at synge højt (imens jeg drøner derudaf med Blop og Fjolle på Scooter) “de kan ikke slå os ihjel” …

#uperfekt = Ib-  se bort fra syntaks og stavefejl