Diva-nykker

Jeg er en diva.
Føler jeg – nogen gange. 
Der skal tages hensyn til mig.
Føler jeg – nogen gange.
Har jeg ret til at bede andre mennesker om at lade mig være i fred?
Er det prinsessenykker ikke at gide svare, når man bliver spurgt?
Er det prinsessenykker ikke at orke at svare, når telefonen ringer?
Er det diva-agtigt, at ønske sig ro og ingen lyde fra hverken tv, radio, computer eller mand?

Spørgsmål fra min elskede, som ”mangler vi ost?” eller ”har du hørt at Brøndby skifter træner?” er bare ikke supervigtige forhold til at blive ved med at kunne gå, og have fokus på dét, på dage hvor energiressourcerne er lave, eks.vis under et attak eller en omgang influenza, hvor en sclerosekrop, som min, virkelig har brug for ro.

Når roen i krop og sjæl  så endelig indfinder sig – en pause fra smerter, træning og spasmer, har jeg blot brug for at være stille – brug for pausen – og ikke brug for at tage stilling til oste-lager og trænerskifte. Jeg orker ikke at forholde mig – gider ikke tage stilling – jeg vil være –  – være i fred – ja blot være…

Sådan har jeg det nogle dage – jeg kan bare ikke tage et andet menneskes tanker og tale indenbords. Sådanne dage sidder jeg helst ved mit eget lille runde cafébord, på min bløde, røde dronningestol, i en lilla lydisoleret kasse med levende mørkegule bloklys tændte med lyden af mit åndedrag som eneste aktivitet udover de blafrende bloklys, der blafrer i takt med min puls.

Det er ikke fordi jeg ikke har lyst til at se eller høre på et andet menneskes lykke eller ulykke – lysten er det altid – den er medfødt. Det er kroppen min, der basker sjælen en ordentlig lussing og tager magten – siger fra og skubber sjælen ind i den lilla kasse og skriger ” vågn op og ta’ dig først og fremmest af os – vi to sjæl” siger kroppen –”skal være pot og pande for at Ibbe er i balance, og kan være det menneske hun stræber efter at være; empatisk, rummelig, ydmyg og glad. Det kan hun ikke være  – hvis hun giver for meget af sin energi væk – til andre – vi skal have hende lært at økonomisere energien”

Sjælen har lyttet intenst, imens kroppens røst har lydt – og replicerer: ”kunne vi dog ikke bare lære hende at meditere og dyrke yoga dagligt? FAST – HVER DAG. Vi ved jo med sikkerhed, at det er to aktiviteter der giver hende balance, ro, overskud og energi – Dermed ville hun helt klart blive mindre irriteret – og meget mere behagelig at bebo”

En aftalen indgåes – og det er dén aftale de to lige netop har præsenteret for mig.

 – og som jeg netop har underskrevet (i en andens navn tihi)…

Det var så nemt at underskrive (!) for de to kloge beboere af mit væsen, sjælen og kroppen havde argumenterne i orden – og de vil mig det bedste.

Jeg vil så gerne kunne rumme, alle jeg elsker, vil så gerne kunne rumme mennesker jeg møder, som rører mig uden min egen energi opbruges, uden der tæres på min energireserver.

Hver morgen vil jeg stræbe efter tyve minutters godmorgen-yoga og meditation.

Når jeg lykkes med mit ydmyge behov om morgenen – stilles min sjæl i ro og hjerte, hjerne, krop og sjæl arbejder sammen uden at tære på energidepoterne.

Jeg har, som skrevet, ikke underskrevet i eget navn, for jeg ved ikke, om jeg kan overholde aftalen – men indtil jeg kan – svæver min falske underskrift rundt i Universet – og skriger op, at jeg skal droppe forfalskningen og bare stå ved mit behov for ro – og stå ved at livet med MS kræver at der blevet taget hensyn – til SIG SELV!!!

Dét, at forholde sig til – dræner, når kroppen kæmper for angst for separation fra sjælen!

“If we believe that tomorrow will be better, we can bear a hardship today.”
—  Thich Nhat Hanh Mr. B.K.S Iyengar