Er du okay Ib? eller er du ked af det?

Er du okay Ib? eller er du ked af det?

Det var ikke Gulddrengen, der spurgte mig. Det var en ung kvinde, som jeg møder på gaden, og som jeg har kendt siden, hun var en lille pige.

“Er du okay Ib? eller er du ked af det? Det gør ondt i mit hjerte, at se dig på scooteren igen. Jeg er blevet så vant til at se dig gå. Hvis det gør mig ked af det, så tænker jeg, at det også gør dig ked af det?. Er det okay for dig at sidde i scooteren igen???”

Jeg blev helt stille, da hun spurgte mig. Jeg bad om et kram – mere. For jeg begyndte at tude. Fjolle kravlede op på scooteren, og den unge kvinde krammede mig og sagde “ej, Ib undskyld, jeg ville ikke gøre dig ked af det”…

Tak fordi du ser mig

“Du gør mig ikke ked af det. Jeg ér ked af, at jeg må hoppe i scooteren igen, men det er en blanding af glæde og sorg…” og så snakkede vi lidt, og jeg fik spurgt til hende – og vi gik hjem – hver for sig…

Glæde og sorg

Jeg havde et attak i april. Jeg skrev om det herinde. Det blev et af mine mest læste indlæg – nogensinde. Siden har jeg ikke rigtig delt noget om tingenes (og min) tilstand. Jeg har ikke haft lyst til at dele. Jeg har fokuseret min energi på ALT andet, der ikke havde noget med min tilstand at gøre. Jeg har blogget, skrevet om skønhed og helse – og undgået at skrive om ms. Jeg har været der for venner og veninder, der havde brug for mig. Jeg har været der for familie.

Det er mig en stor GLÆDE, at jeg kan være der i ånden for mange, men det er en stor SORG, at jeg må lade min krop sejle imens…

Min arm

Min arm er næsten tilbage i fuld firspring. Der er lidt føleforstyrrelser ved underarmen, men styrken er der.

Mine ben

Er ikke tilbage til før attaket. De er frække. De har skabt sig. Der kom skader til (forstuvning og forvridning), og de lystrer endnu ikke min hjernes beskeder til dem om “bare at gå”.

Min hjerne

Er stadig træt efter attaket. Jeg kan mærke, at jeg ikke har samme kognetive styrke, som før attaket. Min hjerne skal hvile – mere.

Genoptræning

Nu tager jeg kroppen alvorligt, og lytter. Foran mig er endnu engang een lang genoptræningsperiode – (både af hjerne og krop). Med forstuvninger i knæ og ankel har det trukket lidt i langdrag med træning og genoptræning, da jeg har skullet hvile stængerne (meget imod min vilje). Men viljen trumfer sjældent sclerose!

Jeg skal igang med genoptræningen af knæ imorgen hos min fysioterapeut. Det glæder jeg mig meget til.

Medicin og vægtøgning

Jeg har taget seks kilo på siden april. Seks kilo – betyder ikke en skid, og alligevel gør de. De belaster mig og mine knæ, og de skal væk igen. Kombinationen af stærk medicin (Dicuno hver dag og Saroten) og manglende træning, er jeg blevet pustet op af. Ikke fedt. Eller jo det er vel både fedt (høhø) og væske. Jeg trives ikke med de ekstra kilo. Jeg var så glad for min vægt før attaket. Ikke normalvægt, men en kropsvægt, som var tip top for min krop (og læge!). Der skal jeg ned igen. Begynder nedtrapningen af medicin imorgen. Hurra.

Efter attak

Hjælpemidler efter et attak;

• ung kvinde på gaden, der ser mig – ked
• bearbejdelse af ked af det bla hos Anne (klangterapi)
• erkendelse af hvad der er foran mig af genoptræning
• glæden ved at forstå, hvor heldig jeg er, at jeg har en scooter, jeg kan bruge, when the shit hits the fan
• glæden ved at huske, at sclerosen endnu engang “BLOT” ramte mig muskulært og sensorisk – og ikke ramte min forståelse af verden (min empati bla)
• glæden ved at huske, at jeg klarede et attak uden binyrebarkbehandling, og ikke lagde mig ned, men tog kampen op og GIK IGENNEM ATTAK’et, godt nok ind imellem på scooter, men jeg var ikke nede – nede
• indrømmelse; at jeg er ked af at bruge min scooter igen, jeg kunne meget bedre lidt at gå.
• troen på, at jeg kommer tilbage, at jeg kommer til at gå – godt  – igen
• håbet om, at jeg aldrig mere får et attak

Så er der Jan og Fjolle

Mine to klipper. Mine nærmeste. De to, der ser mig hver dag. Jan, der sødt siger “jeg kan slet ikke se, at du har taget på” mens han kigger op til højre. Fjolle, der gladeligt hopper op på min scooter, og sødt løber ved siden af – uden brok. Uden dem havde jeg slet ikke kunnet være noget for andre, mens jeg har været under angreb (ATTAK).

Jeg har heller ikke kunnet være noget for de to, hvis ikke Jan altid handlede ind, altid lavede maden, altid kørte mig til og fra læge, akupunktør, smertelæge, fysioterapi, event, møder, venner, veninder etc. Hvis ikke vores rengørings-engel gjorde så smukt rent herhjemme hver uge. Hvis ikke mine veninder havde taget mig ud i livet og bare være – været mig og dem og grine og græde. Hvis ikke mine hundevenner gad mødes med mig og Fjolle, og bare snakke hunde og ikke sygdom.

Etc – jeg kunne ikke været kommet så langt efter et attak, hvis ikke jeg havde så vidunderligt et netværk at mennesker i mit hood og mennesker tæt ved mit hjerte. They both matter.

Om jeg er okay?

Ja, gu’ er jeg okay. Jeg er helt okay, og nogen gange ked af det, men mest glad. Lidt forstyrret i mit hoved over at Gulddrengen er indover min recovery, men glad for, at det ikke er hans sang MODEL, der kører i mit hoved;

“Er du model? Er du model?
Vil du med på hotel?
Du har smukke øjne, baby
Jeg vil se dig nøgen, baby”

Det er kun min gulddreng Jan, der ser mig nøgen, og jeg er hans model baby <3

#jegerokay #takfordiIspørger #ms #efteretattak