En lykkelig epoke er slut

En lykkelig epoke, lykken er jo ikke hver dag. hele tiden. Jeg ved det. Jeg har følt det hele vejen igennem epoken. Jeg er så heldig. Det jeg har oplevet er ikke hverdag. Det jeg har følt sker ikke hver dag, er ikke gængs. Jeg har levet i en unik epoke. Den tid er ovre nu. En ny tid venter, og den skal nok også blive dejlig, men de fire år, hvor Stina troligt er kommet i vores hjem tre gange (nogle gange flere) om ugen er slut…

Hun er på eventyr nu. Hun er rejst til USA. Hun skal på High-School. En stor drøm for hende, kærligt støttet af hendes familie (og naturligvis også støttet af Jan og jeg – ik’ Fjolle tihi)

Imorges var vi i lufthavnen. Vi skulle vinke farvel, kramme farvel, græde farvel. Pyh…

—

Da vi havde sat hendes veninder af her på 2000 F (de fik et lift hjem), kom jeg hjem, var stille og så kom der tårer. Jeg lod dem bare strømme uden at analysere. Græd bare. Græder bare. Helt stille. Jan krammer mig engang imellem. Lader mig græde. Fjolle er ved mine fødder. Han ved godt, jeg er ked. Han ved heldigvis ikke hvorfor – endnu. Jeg skriver – videre…

Jeg tror godt, jeg ved, hvorfor det var et farvel, der giver krampe i min mave, smerter ved mit hjerte, niver i min sjæl. Det er fordi Stina har lindret min hverdag, min ensomhed. Den ensomhed jeg vilkårligt har, når jeg ikke er på arbejdsmarkedet, når jeg ikke har børn i mit hjem. Når der bare er Jan og jeg – og Fjolle.

Hver evig eneste gang Stina ringede på døren, lige meget hvor ond sclerosen var på dagen, så blev jeg så glad indeni. Fordi jeg vidste, at når jeg så hende, når hun så Fjolle, så var der smil, umiddelbar glæde. Hver gang jeg så hende, og jeg spurgte “har du haft en god dag?” svarede hun “jaaaa, dejlig dag”. Hver gang samme svar, og bagefter en uddybende fortælling om dagen i skolen, hvilke fag der havde været på skemaet, hvilke snakke de havde haft i klassen – og hvilke tanker hun lige gik og havde I DAG…

“Ja, en dejlig dag”, hver gang. Da hun måtte sige farvel til Pyrus (hendes elskede gamle kanin), græd vi sammen og når en af hendes undulater døde, græd vi sammen. Hvis en af veninderne lavede “knas i maskineriet” vendte vi det sammen. Når idolerne lavede nye numre, lagde nye billeder op, lavede nye You Tube videoer, så vi dem sammen. Hun lukkede mig ind, og jeg har været med i fire dejlige år.

Hun har bragt så meget liv og glæde til vores hjem, vores liv, min ensomhed, Fjolles liv. Hun elskede også Blop, og hun fik en veninde til at gå med ham. Det var Naomi. Så kom Naomi ind i vores liv, Stinas bff. De to sammen i vores hjem har givet os alle tre herhjemme en familie-følelse, som vi mangler (da Jans børn bor i Århus, og Mettemus er over 30 og travl). De to har skabt regnbuer og guldskatte i vores stuer. Med deres energi, livslyst, frygtløse visioner, latter, tårer, ungdom, barndom og nærvær har de gjort vores liv bedre.

Jeg skal finde en ny takt i livet efter idag. Jan og jeg skal finde en anderledes rytme. Stina har gjort vores hverdag lysere og lettere, dels fordi jeg har sclerosen, og Jan har de skæve arbejdstider. Hendes pligtopfyldende, aldrig svigtende møden op til gåture minimum tre gange om ugen, efter skoletid, er nu en saga blot. Fjolle skal nok blive gået med. Jeg vil gøre mit bedste for at tage tjansen selv. Jeg ved ikke, om jeg kan klarer det, men jeg vil gøre det bedste, jeg kan…

Jeg har elsket, at jeg altid kunne regne med hende. Hendes ansvarsfølelse overfor Fjolle, Jan og jeg har altid været stor, ægte, ærlig og (we know) helt helt særlig. Aldrig har hun svigtet. Altid har hun holdt vores aftaler. A L T I D. Det er unikt. Verden er rigere, fordi hun er i den. ALT hun har bragt til vores liv, har været af positiv karakter. Tænk at kunne sige det om et andet menneske, et ungt menneske, en ung pige, en ung kvinde, bare 16 år…

Første gang jeg mødte hende var hun 10 år. “Hey, din hund* er sød, må jeg gå med den? (*det var Blop dengang)”. Jeg spurgte hvor gammel hun var, og om hun elskede hunde, “10 år er jeg, og jeg elsker hunde”. Jeg sagde, at hun kunne finde mig på Facebook, når hun blev 12 år, og så kunne vi mødes og se hvad der kunne ske. Ja, så havde jeg altså fået Fjolle, og så blev det ham hun skulle gå med. Det tog lidt tid før de fandt hinanden, men jeg gav dem tiden, tog selv med på turene, og gjorde helt klart for hende “når du får lov til at gå alene med Fjolle, så stoler jeg på dig, men det er altid mit ansvar, hvis der sker noget”. Jeg fortalte hende, at hun altid skulle være ærlig overfor mig, og at jeg til gengæld altid ville stole på hende lige meget hvad der skete, “for jeg vil altid stole på, at du gjorde dit bedste for dig og Fjolle i situationen”. Det har gjort hele forløbet (de sidste fire år) så dejligt befriende og rolige. Vi vidste altid, hvor vi havde hinanden…

Tænk at have en ung pige/kvinde, der selv siger “jeg gik ekstra langt med Fjolle idag, for jeg havde brug for roen, og den gode energi han giver mig. Jeg får ro i hovedet af at gå med Fjolle”. Mit hjerte svømmede over, når hun sagde sådanne ting…

Jeg kunne blive ved med at skrive, men jeg er træt i øjnene, i mine arme, og jeg har ondt i min ryg. Ynk Ynk. Jeg skal ud med Fjolle nu. Det er også blevet varmt ved mine fødder. Jeg siger ikke noget til ham endnu, om at Stina er i USA et år.

I mit afskeds-farvel-og-god-tur-brev til hende skrev jeg, at Jan og jeg ønskede hende the time of her life. Jeg skrev, at jeg aldrig har haft bedre år, end da jeg selv som ung var i USA. Jeg elskede det. Jeg forstår hende. Jeg ønsker hende de bedste oplevelser, møder med nye mennesker og hunde i USA. Jeg venter med glæde på, at hun kommer hjem igen; hjem til hendes egen dejlige familie, hjem til Jan, Fjolle og jeg, hjem til livet i Danmark igen, og jeg véd i alle celler i min krop, at jeg for evigt vil være hende der sidder i sofaen og lytter på alt det hun drømmer om, har oplevet og kommer til at opleve…

PS: Naomi og jeg skal ses, imens Stina er i USA. Det er dejligt. Det glæder vi os over Jan og jeg. Naomi siger “Fjolle har kun en bff, og det er Stina, men jeg vil gerne prøve at være hans ven”, og mere kan jeg ikke bede om. Tror snart hende og jeg skal i biografen eller ud at spise en vegetarbrunch. Der ligner Naomi og jeg nemlig hinanden, hvor Stina og Jan var hr og fru kødædere – og de kunne spise lige meget. Imorges i lufthavnen, da vi spottede Stina lidt i syv, havde hun da også en fransk hotdog i munden (og godt nok også ingefærshots, som vi vidst har lært hende at elske) – . USA er lige hende, the land of meat and big portions hahaha, og hun kan tåle det <3 …

#stinagoesusa #naomiandIbbegoescrazy #fjolle #bff #2000f #hundelufter