Fik en mail “hvordan kan så grim en sygdom ramme en der er så sød og pæn”

Fik en mail “hvordan kan så grim en sygdom ramme en der er så sød og pæn”

Ej, altså. Det kan jeg sgu ikke svare på. Come on. Jeg blev faktisk gal. Hvad tænker mennesker dog på? Sygdom rammer sgu da ikke efter hvor pæn, sød eller grim du er. Sygdom rammer ikke efter fortjeneste. Punktum. Jeg har altid hadet (og jeg mener hadet), når mennesker skrev, eller sagde til mig, “lille Heidi, det har du ikke fortjent”. Jeg hørte det, da min mor døde. Jeg hørte det da min mormor døde. Jeg hørte det, da jeg fik sclerose; “det har du ikke fortjent lille Heidi”.

ARGHHHH

Sygdom rammer ikke som vi har fortjent, Jeg havde en kunde i Matas. Lisbeth. Hun var den dejligste kvinde. Så givende og så glad. Pludselig blev hun stille, sorgfuld og ked. Fik en mørk skygge omkring sin aura. “Døde hun da Heidi?, fik hun kræft eller noget?”. Nej, hun mistede sin søn. Han blev seks år. Han døde af en hjertesygdom. Havde han fortjent det? Havde hun?…

NEJ,NEJ NEJ NEJ, for sygdom rammer sgu ikke bare de dumme svin og de grimme… Den forpester livet for mange, og en grim sygdom vælter alle mennesker omkuld, grimme, klamme, gamle, unge, midaldrende, dumme, pæne, tykke og slanke. EN grim sygdom går ikke efter udseende. Den kaster sig bare over et menneske, og rammer dermed alle omkring det ene menneske. Sygdom går ikke efter køn, religion, hudfarve, intelligens eller mangel på samme.

SYGDOM RAMMER ALLE. Om vi er pæne eller grimme, det betyder ikke en skid. Om vi er tykke eller tynde, om vi er onde eller gode, det betyder ikke en skid…

Ahh, så fik jeg lige lidt luft. Det gjorde godt. Undskyld på forhånd til alle der velmenende har skrevet til mig; “Ib, du fortjener ikke at have flere attaker”. Jeg ved,at I mener det godt. Jeg forstår bare ikke ordet fortjener…

Lige nu i livet er jeg stadigvæk i sclerosens klør. Det er snart 16 år siden, at sygdommen ramte mig. Den smadrede mig (vores) liv, da min karriere kørte på sit allerbedste, allerhøjste – og jeg troede, at jeg kunne flyve… Sclerosen stækkede i den grad mine vinger (vores vinger), og jeg har siden kæmpet mit bedste for at få det bedste ud af et liv med stækkede vinger. Vi var 14 piger i den Matas, jeg var bestyrer af. Havde jeg fortjent det? Fordi jeg var ældst? Fordi jeg var den der arbejdede hårdest? Fordi jeg røg meget? Fordi jeg arbejdede for meget? Hvorfor valgte sygdommen at bo i mig – og ikke i en af de andre piger? Havde jeg selv bedt om det??? …

Ja, så fik jeg det ud af min krop, ud af mit system. Mine tanker midt i et attak, der er stilnet af, men hvor senfølgerne virkelig gør mit liv træls, besværligt, tungt og røvsygt.

Venner, jeg har ikke fortjent det her, og det er der ingen der har…

Jeg har fået det, ms, og jeg vil fortsat gøre mit bedste for at få det bedste ud af dette liv mig givet. Tro mig af det ærligste hjerte at jeg havde ønsket mig et andet liv, helt sikkert, men jeg fik det ikke, og ikke pga fortjeneste, men pga gener, tilfældigheder og livet. Det var mig, der fik ms, mig og mine nærmeste. Vi fik ms, og det har intet med fortjeneste at gøre…

Så kære Anette, du der sendte mig en venligment mail; “en grim sygdom fik fat i mig, ja du har ret, men den har ikke tag i mig, og den ser ikke på grim og pæn. Det gør jeg i øvrigt heller ikke. Tak fordi du synes, at jeg er sød…”