Klumme om forår og 2011 og tanker om livet in generel
fra www.basicliving.dk
2011 er året, hvor jeg har tvunget mig selv i forårshumør.
Jeg tog begge arme om på ryggen, kastede mig frem mod et spejl og med kinden klasket ind i spejlet skreg jeg ud i værelset: ”Så bliv dog forårsglad din sure banan”…
Det hjalp ikke synderligt.
Jeg måtte ta’ stærkere midler i brug.
Nu tænker du nok:
”Gik Ib i gang med lykkepiller?”
”Virkede de?”
NEJ, lige dét hjælpemiddel brugte jeg ikke, men imens jeg stod dér med kinden mod spejlfladen (”mærk kontaktfladen mellem måge og kind”! – jfr. Rytteriet) – så jeg i et lysglimt mig selv gå på en strand i en lyseblå sommerkjole…
Dette billede tolkede jeg som et varsel om bedre tider.
Jeg begyndte at græde – glædestårer.
Jeg mærkede håbet spire indeni mig igen – håbet for – og håbet om, at jeg een gang til ville komme på benene igen – i en lyseblå sommerkjole skulle jeg igen gå en smuk aftentur ved Charlottenlund Fort med min mand ved min side med armen tæt omkring mig og min hund, Blop, luntende i vandkanten…
Jeg tvang flere billeder frem på nethinden – hentede dem fra ”gemmeren”;
– erantis i Frederiksberg Have på vej op og ud i luften – ventende på varme…
– lilla krokusser i urtepotter, tæt ved radiatorer – lidt endnu…
– fuglefløjt, glædestoner midt i storbyens larmende morgenstund
– min solgule forårsfrakke, der snart får orlov fra kældermørket
– rød læbestift på trutmunde i gadebilledet
– og øjne, der smiler…forventningsfulde og opmuntrende…
I mine tårer var der også lettelse, lettelse over at mærke håbet spire indeni mig igen.
Billedet af mig i den lyseblå sommerkjole var kickstarteren for håbets generobring af min sjæl.
Håbet for bedre tider var blevet klemt inden i mig – mellem kampen igennem et stort attak og det mørke og kolde vejr.
Håbet sad indeklemt og kæmpede for at slippe fri.
Først da jeg så virkeligheden i øjnene, med mit ene øje mast ind mod spejlet og jeg mærkede dets kolde og sande overflade, forstod jeg, at kun jeg selv kunne befri håbet inden i mig.
Kun jeg kunne sætte det fri – og finde tilbage til dage med optimisme, håbefulde drømme og dage med udsigt til bedre vejr!
Når håbet ikke er frit og tilgængeligt indeni mig, dør jeg en lille smule.
Jeg føler smerter i livet stærkere, modgangen er tungere og hverdagen er brutal og barsk frem for blændende og beundringsværdig…
Jeg har prøvet det før.
Jeg har før fået håbet slukket – kortvarigt.
Men jeg har aldrig før været så lang tid om at tænde det igen.
Jeg har ellers elsket denne vinter.
Jeg kan godt lide sne, og der har da også været meget lys.
Genskinnet af den smukke hvide sne og dét specielle lys det giver, har gjort det nemmere at bide smerterne fra benene i sig, og bare vade derud af storsmilende – godt pakket ind i ”vattæppe-tøj”.
Men det var da mørket i januar kom, da attakket kom den 19. januar i år, at jeg pludselig ikke kunne finde hjem – indeni.
Jeg kunne ikke finde hjem – og ud – ud af vandpytter af tårer, i chok over, at et attak endnu engang havde taget min førlighed i begge ben og højre arm fra mig, og havde sat sig! på min blære – og klemt godt til…
Chokket over livets ubønhørlige, nådesløse og syngende lussinger har jeg sgu ellers før bevist i mit liv, at jeg kan takle med værdighed og styrke – men denne gang blev jeg punkteret, ja luften gik af ”ballonen” – ”den ballon”, der normalt holder mig oprejst i krisesituationer og giver mig gejst – lod mig bare ligge slatten på gulvet med en regnorms rygrad og stilheden efter en fesen, luftløs ballon…
Jeg havde ikke engang nosser til, som andre gange, at hive fat i mine nærmeste og bede om hjælp, jeg bar min ked-af-det-hed og magtesløshed indeni.
Det var først den dag, da jeg turde se mig selv i øjnene, den sidste dag i februar, hvor jeg så mig selv ved en strand i sommerkjole, at jeg fandt luftpumpen frem og fik pumpet ballonen op igen og bundet en solid knude på den…
Forårssolen stråler i dag, den 5. marts 2011, fra en skyfri himmel og jeg er lige kommet hjem fra en gåtur med min elskede og min mand, eller jeg mener min elskede mand og min hund! tihi – og gassen gik ikke af ballonen.
Jeg GIK hele haven rundt på mine egne ben, jeg havde Blop i snor i min højre arm – og jeg skulle ikke tisse midt under gåturen!!!
Hvis det ikke havde været så koldt (4 plus grader) havde jeg promeneret Frederiksberg Have rundt i lyseblå sommerkjole, med knaldrød læbestift på trutmunden, på bare tæer og med 100 balloner i snor i alle regnbuens farver og sunget ”What a wonderful world”.
I stedet kørte vi forbi bageren på hjemturen og købte to kæmpestore fastelavnsboller.
Vi satte os ved vores spisebord, tændte stearinlys, smaskede og drak kaffe og bagefter gik vi i seng – SAMMEN!!!
Sådan blev håbets tilbagekomst i min sjæl fejret.
Jeg er mig selv igen.
Jeg er hel igen.
Jeg har lyst til at kæmpe mod og med sclerosen.Jeg kan se mig selv i øjnene – i spejlet – på væggen – og jeg har en lyseblå kjole på –og jeg står – og jeg går – og jeg smiler
Skriv et svar