Det var en fredag aften – med kram og gyldne minder
DBA 2017 – a night to remember
Jeg fik så mange kram igår aftes. Faktisk sådan nogle gode kram, ikke akavede og kolde – nej, varme og inderlige kram. Helt seriøst. Jeg fik kys på munden (af Ole H), og jeg fik kys på begge kinder og sågar et kys i min pande (tak Birgitte).
Knus og kram i beautybranchen er faktisk rare. De er givende. Det elsker jeg branchen for…
Der var fuldt hus igår. Sikken en stor succes for arrangørerne.
Vindere, tabere, nominerede
Jeg vil gerne fremhæve nogle vindere. Alle vinderne kan ses HER.
Årets klassiker blev Chloe Signature. En af mine yndlingsmennesker i branchen skulle på scenen og modtage aftenens sidste pris. Det var meget smukt.
Bloggers Choice Award blev Bioeffect EGF Eye Mask Treatment. Jeg synes, at det var et supergodt valg af de udvalgte bloggere. Hvis DBA2018 skal finde nye bloggere, så er der en MODEN, gammel blogger, der hedder Ib, der gerne vil være med. Jeg var ovre ved Ragga’s bord (hende, der bragte Bioeffect til DK) og lykønske hende, og der var også varme gensynskram.
Årets Nicheduft blev Æther Parfumes Ether Oxyde. Jeg heppede (som I ved) på Zarko’s serumparfume eller Clean’s øko Blonde Rose, MEN Æther kan helt sikkert noget, og prisen vil give brandet et velfortjent boost.
Årets skønhedsbehandling blev vundet af den blideste sjæl i branchen. Hende med de mest vidunderlige magiske hænder – og en sjæl så vibrerende og smuk, at det selvfølgelig var hendes tur til at vinde den pris, SAHAR TILLYKKE.
Alle vil mig det godt
Når skønhedsbranchen møder mig til festen, i foyeren, i mørket i salen, på toilettet, ved fotografering etc, så siger langt de fleste sådan her; “Ih, hvor er det dejligt du står – op” og “hvordan har du deeeeet?”. Jeg retter altid lige ryggen og svarer “Idag er en rigtig god dag, hvordan har du det?”. Det har jeg det bedst med. For når jeg endelig er ude i livet og vifte med ørerne og svinge stængerne, så er det for at glemme, at jeg til dagligt har ms.
Min veninde havde nogle søde overvejelser i bilen (Jan the man hentede os, da min ryg ikke kunne mere) på vej hjem. Min veninde, der er med til DBA for at støtte mig, når benene driller (når ingen andre ser det), og hun er med til at støtte mig socialt/kognetivt. I bilen sagde hun;
“Når du svarer alle der spørger dig om hvordan det dog går; svarer du “det er en god dag” kort og præcist – uden forklaring. Jeg synes, at det er ærgerligt at du ikke kan komme til et show, uden at blive mindet om at du er syg. Jeg synes, at det er så flot og stærkt og sejt, at du kan være der. MEN jeg synes det er så vildt og rørende at det ikke går ind i dig. At du synes upåvirket, fordi du er vant til at sådan møder verden dig – den verden, der ikke kender din hverdag. Det går altså ind i mig, fordi at det er så uvant for mig at se, at du skal forholde dig til din sygdom – så konkret, når du i hverdagen kæmper så hårdt for at glemme dine smerter”…
MS og Fest
Som Nanna mærker det, mærker jeg det ikke. Jeg valgte for mange år siden, at jeg ville se det som positiv omsorg, når jeg fik disse spørgsmål, fordi JEG JO ER SYG. Jeg bærer MS med mig – også til fest, selvom jeg gør ALT, hvad jeg kan for at gemme den – væk. Så er den med mig – i min historie, i mine celler, i mine smerter…
Jeg er bærer af MS, men jeg er ikke min sygdom. Og jeg kan fanme godt forstå folk spørger mig. Her kommer der en 1,79 høj kvinde i guldsandaler i fuld makeup og opsat hår med smil på læben og (som en sagde til mig igår) “øjne der lyser med glubende lyst til livet” (tak Anne-Mette) GÅende. Jeg er ikke min sygdom. Jeg er bare mig. Altså Ib. Heidi. En hobbyblogger, der elsker at skrive, dele og grine. En passioneret beauty-lover, der altid vil have mit hjerte tæt på skønhedsbranchen – og min krop væk fra den, da jeg desværre ikke kan arbejde i den…
En stjernestund at mindes
At være med sådan en aften i den branche, jeg kunne have tilhørt, som hårdtarbejdende materialist, giver mig følelsen af, at kunne lidt endnu, at være med lidt endnu, at være en del af noget – endnu. Vemoden over ikke at kunne arbejde i den tager jeg med hjem, og falder grædende i søvn i Jans arm kl 02 i nat efter et par timer efter hjemkomst, hvor jeg sidder og mærker, hvor meget jeg har mistet ved at have sclerose…
Heldigvis vågnede jeg efter blot fem timers søvn imorges og kunne se tilbage på en aften med mange stjernestunder;
- et kys på munden af Ole Henriksen
- sjove fotos med Nanna, Sahar og Kristele (Omoi)
- varme kram fra Berit D, Mette M H, Henriette B, Anna-Marie C, Julia L, Birgitte B, Ragga, Nina, Anne-Dorte M, Karina W og Charlotte fra wega beauty shop, Gitte T, Helle S, Rikke K etc etc
- fede værter (de bedste der har været ved DBA, synes jeg)
- god underholdning af bla L.I.G.A, Patrick Dorgan og tankelæseren Mikkel Karlsen
- god mad
- gode ben
- god ryg
- gode drugs (smertestillere og spasmedæmpende)
- godt selskab af Nanna og Kristele ved vores bord
- etc
Jeg havde en vidunderlig aften igen i år, og selvom Pudderdåserne ikke vandt, og selvom Boss The Scent ikke vandt, så er jeg glad, glad for at være med ude i livet, hvor lidt guld på kroppen – på toppen (øjnene) og bunden (guldsandaler og munden (lipgloss fra Toofaced), kan lade mig danse med de bedste – feste med de bedste – og trille hjem i Jans arme og varme – og falde i søvn, med gyldne, glade, smilende, grædende og trætte tårer på mine kinder, Jans arme – og på min pude…
Rie Dyrnes skriver
Åh hvor ser du godt ud, og godt du havde en skøn aften. Tænk at kysse med Ole H :O) Er overasket over mange af vinderne, men det er vel også fordi jeg bare følger med hos diverse bloggere, og umuligt kan have prøvet og set alle. Ikke mange af mine yndlings vandt.
Tanya skriver
Hvor er det dejligt at du havde sådan en skøn aften! Og skønt at høre at skønhedsbranchen er fuld af omsorg, når man så nemt kunne tro at det hele var overflade.
Rørende at høre om omsorgen fra dine veninder og din Jan. De må være dit indre guld.
Alt godt!
Tanya
Helle Kaufmann skriver
You deserve it girl. 🍀🌻 Trods smerter og ubehag, er der en verden, der venter derude og klar på os 😍 Godt du fik en super oplevelse.😘
N skriver
Nej, hvor ser du bare god ud.. sikke nogle flotte læber og med den lipgloss :))
Sunflower skriver
Hold nu kæft, hvor ser du lækker ud, Ibby! Du stråler jo, og jo – og inden du begynder, jo selvbruneren og soldkinspudder og alt det andet hjælper, men her er det også din indre glød, der skinner igennem. Så godt, at du havde overskuddet til at deltage i år, DET fortjener du.
Bente Jakobsen skriver
Smukke dig <3