Blop fylder 13 år idag

Der er så meget at sige. Skrive. Bekendtgøre. Fortælle. Dele.

Tiden til at skrive meget har jeg bare ikke. Jeg vil hellere nusse med ham den gamle. Undskyld Jan. Ham på 91 år (i hundeår). Jeg vil bare være i hans nærhed. Snuse til hans pels. Hans dårlige ånde. Sure tæer. Se på hans gamle, gule, tykke negle. Klappe ham på den runde mave. Ae hans lange ører. Snuse til dem. Ae hans sorte lakridstud. Kysse den. Møsse hans pande. Stryge hans hale. Masserer hans ryg. Heale hans ben. Se ham i øjnene. Være helt tæt på ham. Ved ham. Som nu. Hvor jeg sidder i sofaen, og han putter sig tæt op af mig, så jeg får lidt krampe i den ene arm.

Fjolle sover ved mine fødder. Jeg er i zen.

Da Blop overlevede anden omgang af cancer i 2011 stod jeg ved hans side, da dyrlægen sagde, det ikke var sikkert, jeg fik ham med hjem igen. Da bøjede jeg mig tæt, tæt ned til ham. Jeg vrælede ligeså stille. Tog mig sammen. Hviskede i hans øre “Elskede lille skat, du lovede mig at blive mindst 13 år, da du overlevede cancer i din pote, da du var 7 år. Nu finder du lige kræfterne til at overvinde den her omgang, og så skal jeg gøre alt, hvad jeg kan, for at være ved din side i medgang og modgang frem mod alderdommen”.

Jeg har holdt, hvad jeg har lovet. Det har Blop også. Han får sin daglige medicin. Den sunde, gode mad. De daglige gåture. Stimuli. Massage. Kærlighed. Oplevelser. Min fulde koncentration og kærlighed. Vores kærlighed. Fjolles. Jans. Hans nærmeste elsker ham, inderligt, også selvom han stjæler vores mad. Hyler og gør op i vores hoveder, hvis vi ikke hoster op med mad og godbidder. Vi elsker ham, når han er rastløs om natten pga demens. Så står jeg op, ligger mig ned ved ham, til han falder i søvn igen, og har forstået at “vi er lige her”. Vi elsker ham, når han stopper midt i et trafikeret område, midt på vejen, og besørger lige der, for det er lige nu han skal. Vi elsker ham, når han er forelsket i tæverne i kvarteret, og dermed holder os vågne om natten – og dagen med savl, pibelyde og hans evige lyst til at slippe ud og bestige prinsesserne.

Vi elsker ham. Vi er mange, der elsker ham. Han elsker mange.

Jeg kan ikke forestille mig et liv uden ham. Jeg har ikke stålnosserne til det. Jeg kan ikke.

Blop you complete me. You had me at VOV.

Tak for tretten år, hvor vi har stået sammen, selvom vi har kæmpet med kørestole, cancer, sclerose, rollatorer, hofteproblemer, tarmproblemer, parforholdsproblemer, familieproblemer, venskabsproblemer, modgang etc etc – du har aldrig forladt min side. Du har altid været der til at nusse. ae, tude tårer i pels ned i og tale med (også nu selvom du er døv nu pga alderen).

Jeg vil ikke have, at du nogensinde gør det. Dør. Vel?…

Jeg elsker dig herfra og til månen (ja ja ja, den er lavet af ost, og du skal nok få et stykke sammen med en lammelunge, når mutti lige har skrevet det her færdig) …

Forever you an me Blop. Always forever in my heart. And soul…