“Har du det ligeså godt som du ser ud?”

“Har du det ligeså godt som du ser ud?”

Undskyld må jeg spørge dig om noget? En frisk kvinde på min fars alder hopper af cyklen. Går hen mod mig. Hun siger “undskyld må jeg spørge dig om noget?” – og fortsætter …”har du det ligeså godt som du ser ud?” – “Min mand og jeg har jo fulgt dig gennem mange år, når du er på gaden – og når vi mødtes med vores hunde. Vores viden om sygdom lider et lille knæk, når vi ser dig, for i vores optik skal du faktisk få det værre med årene med en invaliderende sygdom som sclerose – men for os at se går du bedre, får det bedre og ser bedre ud for hver gang vi ser dig. Jeg måtte altså hoppe af cyklen idag, og sige til dig, at det er stærkt kæmpet af dig. Flot gået. Godt kæmpet. Det er imponerende, for vi ved godt, min mand og jeg, hvor ond og smertefuld sclerose er. Du er sej. Og hvor er din lille Blop henne? Ham har du da ikke mistet vel?” …

Helt befippet stod jeg der på gaden med Fjolle i linen i den ene arm og med to store poser lammelunger i den anden – og på to stive stænger. “Øhm, bla bla jeg er glad for mit liv, og jeg har mistet Blop bla bla snøft. Øh – og tak – tror jeg nok. Makeup, træning, rent tøj, medicin og kærlighed derhjemme gør meget for hvordan jeg ser ud til at have det, når jeg GÅR på gaden”…

Hun smiler, og rører min arm – og siger; “det gør mig ondt med lille Blop. Han var en dejlig hund. Så godmodig og sjov. Vi savner også vores, men vi har ikke tid til at have hunde mere, børnebørn du ved…”

Vi krammede – og jeg gik videre, nu lidt mere rank i ryggen, lidt gladere i hjertet, rørt, med let fjedrende gang, stolt – og med en utrolig taknemmelighed for, at jeg er god til at kaste makeup i mit hoved – og har en veninde, der har lært mig at klæde mig efter min kropstype og så’n…

Jeg har kendt de to i de 15 år, jeg har boet herude i Freddietown. Deres franske gadehund fra Paris var så sød, så sød. Ham og Blop var perlevenner. Sådan nærmest kærester, han og han. Vi sys’, at det var så kært.

De har kendt mig i scooter, uden scooter, med rollator, uden rollator, med gakket gangart – og altså også nu med ok normal gakket gang… Hm, så jeg tænker, at jeg er et udmærket billede på hvordan denne lortesygdom går op og ned, går amok eller går stille, står stille…

Lige idag var jeg et billede af sclerose, når det går godt, når jeg går godt. Det var idag. En dag af gangen. Et skridt af gangen. Idag.

Jeg ved ikke, hvor’n jeg går imorgen. Hvor’n det går imorgen – men det er der ingen der ved.

Jeg nyder nuet, idag, og glæder mig over de gode tider med gode ben, pæn makeup og overskuddet til at snakke med nogen, jeg møder på gaden. Det er bestemt IKKE altid, jeg har overskuddet til det, benene til det, for når de endelig er igang med at gå, så vil de ikke stå stille, for så titter spasmer frem, stivhed, benene vil helst være i bevægelse. Idag kunne de stå stille og de hørte, hvad “damen” sagde, og de blev ærlig talt lidt stolte …