Har du stadigvæk sclerose?

Imorges var der kommet en mail. Fra en. Jeg ikke kender. En, der kender mig.

“Bla bla bla … , jeg har fulgt dig på Ib’s hjørne og nu på MS-bloggen via Scleroseforeningen, men du har ikke været aktiv i lang tid, og så undrede jeg mig. Det kan jo være sygdommen er brændt ud hos dig?. Det håber jeg for dig, men jeg savner at læse dine ord og følge dig uden skønhedsjammer og hunde. Jeg har sklerose. Jeg har ikke fortalt nogen, at jeg har sklerose. Jeg har haft det i syv år. Dine ord har ofte givet mig modet til at fortsætte i livet, fordi du har vist at der stadig er indhold i livet trods svær sygdom. Jeg har et godt arbejde, og det vil jeg ikke være foruden. Jeg er på TYSABRI, og det virker for mig. Ib, er du der endnu? bla bla bla”…

Det var en meget lang mail. Jeg har kun gengivet en brøkdel af mailen.

Jeg har svaret. Pr. mail. Hvad jeg svarede?, tænker du måske. Jeg svarede med en lang mail. Deri skrev jeg af hjertet, hvad mailen, vedkommende havde sendt mig, havde gjort ved mig.

Det er som om den har rystet mig. Mailen. Forfulgt mig. Mailen. To gange idag er jeg blevet spurgt om noget med sklerose. Første gang:”Ib, kender du den der mosebryg Mille Dinesen omtalte i et tv program?”. Anna i Matas, der er helseekspert, spurgte på vegne af en anden. Anden gang af en ung pige på en café, der kom og spurgte “er det ikke dig der har været i Femina, og er kommet ud af en kørestol? Jeg spørger, fordi min mor lige har fået sklerose, og jeg ville spørge, hvad du har gjort?” …

Jeg svarede venligt og enkelt: “Jo det er mig. Jeg er bare lige inde og hente en sandwich med en ven. Din mor er velkommen til at skrive til mig bla bla bla.”.

Sklerose. Jeg bærer den stadigvæk. Tro mig. Den er her. Jeg har bare gemt den væk en stund, ordløs, ingen skriv. MS-bloggen i bero. Ro.

Den er her endnu. Hver en stund. Den kan godt døse hen. Slumre. Hvile. Men den er her. Når jeg vågner. Når jeg skal sove. Når jeg skal gå. Når jeg skal stå. Når jeg skal bøje mig. Bøjer jeg mig. Mærker den. Sklerose. Sover ikke Tornerosesøvn herhjemme. Sklerose bliver herhjemme heller aldrig aldrig aldrig nogensinde døbt Frk Rose. Det er alt for sødt et navn til denne møgsygdom. I mit Univers.

Tror bare mailen og mødet ude i livet med de to søde mennesker lige kolliderede i mig og gav mig den der følelse “er jeg bare hende med sklerose?” “beautyblogger med sklerose?” “livsstilsblogger med sklerose?”.

Når jeg bare gerne vil være Ibbe med to hunde, en sød mand, to dejlige bonusunger, et barnebarn og verdens bedste netværk. En beautyblogger. En livsstilsblogger. En Ib.

Hm, den mail har lige givet mig en lille identitetskrise, jeg ikke anede jeg havde.

“Hende med sklerose”. “Indhold i livet trods svær sygdom”.

Summasumarum, så har jeg nydt at holde fri fra at skrive om sklerose.

Sklerose har bare ikke holdt fri fra mig og fra min omverden.