Ugen der kommer
Jeg går i denne uge ind i 8.uge som antiinflammatorisk ridder af det sunde bord. Jeg har det bedre i hele kroppen, men spasmerne (og føleforstyrrelserne) i baller og lår er uændrede. Jeg kæmper videre. Jeg er ikke træt af livsstilen. Den vokser faktisk på mig. Jeg savner ikke hvidt brød og slik. HELT ÆRLIGT, jeg savner det ikke. Jeg har nemt ved at træffe de sunde valg, fordi jeg så gerne vil have det bedre – og gerne vil sørge for at min krop får de bedste betingelser for at dæmpe og dulme senfølgerne efter det store attak i marts…
TING TAR TID, jeg ved det, og prøver at leve med det. Nogle dage er jeg så utålmodig, at jeg græder. De fleste dage er jeg tålmodig og håbefuld…
Morgenmaden idag er glutenfrie havregryn (som grød med vand), peanutbutter, hakkede øko mandler og friske hindbær. Nu sidder jeg med en balje kaffe med Laktosefri økomælk, og ville lige skrive lidt om ugen, der venter forude…
På billedet ser I nogle af de produkter, jeg skal teste i løbet af ugen. Der er Comfort Zone’s nye Hydramemory serum og Rodial’s Contouring Powder i en ny og mørkere farve (04 Dark). Den læbestift jeg bestilte online hos Mac, der støtter transkønnede**, skal jeg så meget lege med – og nyde. Det er denne her. Den er så smuk.
SÅ har jeg sagt ja til min første event siden attaket i marts. Jeg skal ind til D’Angeterre på torsdag. Derinde står to søde kvinder, som jeg kender (og holder meget af). De har deres eget PR-bureau, og de har fået et af mine yndlings hårbrands som kunder; Maria Nila. Dem skal jeg ind og spise morgenmad sammen med – og høre om brandet fra Sverige, der både er vegansk og har Leaping Bunny-certificeringen. Jubiiii.
For lige at toppe morgenmad på D’Angleterre på torsdag, så skal jeg fredag både kysse Ole Henriksen OG MIT BARNEBARN. Ja, sgu, jeg skal se vores barnebarn – og Ole Henriksen igen, og jeg glæder mig så inderligt meget. Efter Ole skal jeg til Århus, og lege med – og kysse – vores barnebarn – og se alle vores unger…
Jeg er stadig i recovery-fasen. Min læge minder mig konstant om det. Derfor prøver jeg at gøre gode ting for mig selv – uden at stresse og uden at tankestresse over alt det jeg ikke når. Det er en svær balance, men jeg synes, at jeg bliver bedre og bedre til det. Ligeså stille.
Jeg håber I har gode planer for ugen. Vil I dele dem med mig, med os?, så skriv dem gerne i kommentarfeltet herinde. Tak venner.
**Caitlyn Jenner præsenterer i samarbejde med M·A·C en ny Lipstick, Finally Free, der hylder alle – uanset alder, køn eller hudfarve. Hver krone fra salget går ubeskåret til M∙A∙Cs Aids Fund Transgender Initiative, der støtter transkønnede i hele verden.
Rie Dyrnes skriver
Lyder som en spændende uge. Er misundelig på at du skal møde Ole H, det må være en positiv oplevelse. Jeg går en lang arbejds uge i møde, kun afbrudt af Drengerøvs aften i vores lille by på fredag. Det er så hyggeligt. Der kommer 1000 vis af biler og motorcykler og hele byen fester. Så også en dejlig uge her fra :O)
ibbyheart skriver
Rie fedt manner – og i Århus skal Jan og sønnen se på Noget med noget RACE også – så der er biler i byen every where <3
Anne Ulrich skriver
Åh ham der skønne Ole……
Jeg skal overveje mine opgaver i forbindelse med vores nærtstående sølvbryllup.
Nyde at begge mine sønner er hjemme et Pat dage endnu.
Og så skal jeg ligge søvnløs fredag nat hvor den skønne 16 årige datter slår sig løs i nattelivet.
ibbyheart skriver
Anne det lyder dejligt med sølvbryllup soon – og dejligt med tre store børn ❤️❤️❤️