Hun elsker min mave – og har lært mig at elske min krop

Hun elsker min mave – og har lært mig at elske min krop

– men nu siger hun stop

Jeg er heldig i livet. Jeg finder og møder så mange engle på min vej. Lena er en af dem. Hun har været lige for næsen af mig i alle de år, jeg har gået til fysioterapi hos Jørgen. Jørgen har været – og givet mig mere end muligt – en virkelig god fysioterapeut. Han har været der i de sværeste stunder af mit liv; med kørestol, uden kørestol, med krykke, med rollator, uden rollator, uden stok, med badebænk, med elscooter, med spasserben, med mshug – ja han har været der hele vejen. For det er jeg evigt taknemmelig.

SÅ DØDE BLOP

Lena overtog mig en sommer i 2015 (sommerne, hvor Blop døde, midt under mit største attak til dato). Jeg havde MShug igen, og mine ribben klistrede sammen. Der skulle nye tiltag til, og jeg prøvede Lena (der har været i klinikken sammen med Jørgen – siden jeg startede i 2000!). Hun ville godt give mig – og de klistrede ribben (spastiske muskler mellem ribbene) – en chance.

Hun behandlede mig med manuel terapi (en bindevævs-behandlingsform). Koden blev knækket, og jeg fandt endelig lindring. Det tog to måneder, før der var resultat, men hun vidste bare, at det ville virke, og hun gav ikke op – med min krop…

Så døde Blop, og min verden blev forandret for altid, og jeg erkendte i den periode, at jeg altid ville have et svagt område ved mine ribben i venstre side, og hun lærte mig at leve med den store skade, som ms havde forårsaget.

Kærlighed til min krop

“Hey, Heidi, du skal tale pænt om (og til) din krop”.

“Hey Heidi, du har en god krop. Gode ben. En stærk mave. Elsk din krop. Den gør et flot arbejde midt i det kaos din hjerne og rygmarv har givet den at arbejde i. Elsk dine ben, din mave, din hjerne, din rygmarv…”.

Når hun sagde de ting, tænkte jeg “bla bla bla – du snakker”. Men en dag (efter en god rum tid) fattede jeg sådan helt ind i alle celler, hvad hun hele tiden havde sagt…

Lena har lært mig at elske min mave, ja hele min krop. Hun har lært mig at mine ben er dejlige, også når de spasser rundt, knækker på midten midt i gang, ikke vil adlyde, når jeg beder dem om at gå i takt eller lign.

Træning i underbukser

Hun har set hele mig – helt fra dag 1. Idet mine skøre ribben trak hele min krop sammen i den ene side, måtte hun  arbejde med mig uden bh (ja så skæv var jeg i kroppen, at jeg faktisk ikke kunne have en bh på!). YES, I ser måske indre billeder nu – af en 44 årig (det var jeg da jeg startede), med lange (flotte) bryster og en blød (dejlig) hængebug (vom/mave). Det er helt rigtigt set. Lena tog sig ikke en bønne af det. Hun stillede sig bag mig. Hun placerede mig foran et spejl (et hel-spejl), og sagde “se hvor flot du er, du står op. Vi skal nok få det viklet ud og fin igen, Giv din krop ro. Giv den kærlighed. Se hvor flot den er”. Så stod jeg der (mens hun stod bag mig, og med begge arme omkring mig og klappede mig på maven) – og gloede. Jeg kunne ikke se det hun så – i starten, men med tiden begyndte jeg at SE DET HUN SÅ; min krop er skide flot…

Så kom bananen

Sidste år i marts måned kom “banan-attaket”. Det var så voldsomt. Jeg delte med jer herinde, at det var “som en banan i rumpetten, der snurrede konstant”, men der var meget mere…

Lena ved det hele. Hun fik alt af vide – også at jeg ikke kunne skide. UHA. Hun kunne ikke stoppe min snurren, men hun kunne holde mig GÅENDE og aktiv, så vi gik igang med at træne FYSISK hårdt. Hun tvang mig til at betvinge min hjerne. “Vip så den fod”. “Løft så det ben”. “Bøj så det knæ” “Brug din hjerne”. “Elsk din krop, et attak er bare en tilstand. Du får det bedre igen”. Hun tændte håb i mig, da jeg var aller længst nede. Jeg kunne ikke sidde. Seriøst, jeg kunne ikke holde ud at sidde ned, da det snurrede sådan i min underkrop. “Så stå op, gå noget mere”. JAWOHL LENA (kalder hende kærligt FRAU HELGA haha)…

Nu stopper hun

Nu stopper hun med at arbejde der, hvor jeg går til fysioterapi. Da hun fortalte det, holdt jeg mig rank og sej og sagde “tillykke”. Da jeg kørte hjem på scooter græd jeg som en stukket lille kælegris, og ringede til Jan og sagde “jeg kan ikke klare det skatte,  hvad skal jeg dog gøre uden Lena?”. Så sagde Jan (atter) noget klogt “men skatte, du siger selv, at du har lært, at du aldrig må blive for afhængig af dine behandlere. De må ikke være uundværlige, har du selv fortalt mig. Så du skal bare på jagt efter en ny fysioterapeut. Det skal nok gå”.

Farvel og vi ses

Imorgen skal jeg sige farvel til Lena. Vi skal have sidste træningstime sammen. Jeg vil nyde det, og jeg vil yde, som jeg plejer. Jeg tager en lille gave med til hende. Bare en sjov lille sag; hun får Tony Moly banan håndcremen, så hun altid kan tænke på mig (og min snurrende banan), når hun kommer håndcreme på – hahahaha…

På torsdag starter jeg hos en helt ny fysioterapeut (samme sted). Jeg glæder mig, og er spændt på, om han kan arbejde sammen med sådan en lækker sag med en gudesmuk krop og en fabelagtig ms-hjerne – hahaha.

Vi ses helt sikkert igen, Lena og jeg. Så må vi nemlig bare blive veninder – fremfor patient slash behandler.

SES EFTER

Farvel Lena my dear best ever fysioterapeut – til we meet again – tak for alt, du har været for mig. Tak for alt du har givet mig af kærlighed – til mig selv og til livet. Tak for de mest voldsomme grineflip midt i en alvorlig behandling. Eks.vis dengang, hvor hvert tryk du lavede på min krop, gav mig kvalme og opkast i munden – og du bare sagde “jeg går ud af rummet, når du brækker dig, for jeg hader opkast”. Da grinede jeg så voldsomt, at jeg fik hikke – i stedet – der varede i 10 timer.

Tak Lena*. Af helt mit hjerte tak. Jeg elsker dig (og din mor – og Klara).

Livet er foranderligt

Og een ting er helt sikkert; hos min gamle fys (Dalgas Fysioterapi, der idag hedder Connect Fys) har jeg altid fundet de bedste fysioterapeuter, jeg kunne ønske mig; Jørgen, Sus, Michael og Lena. Den nye hedder Christoffer, og til ham kan jeg bare sige “er du klar til hende med snurrende banan bagi og ribben, der slår knuder?” Stakkels ham hahaha  – men JEG er klar…

*Lena kommer til at arbejde i Hørsholm. Jeg vil gå til fysioterapi, som jeg prioriterer ligeså højt som at børste tænder, i min by, 2000 Frb, så jeg kan fragte mig selv derhen, og ikke er afhængig af Jan (og vores bil).