Indtil jeg kan gå

Hvis jeg bare havde en elevator, så tror jeg godt, jeg kunne… Hvis bare jeg havde en trappelift, så tror jeg godt, at jeg ville kunne…

Ville og vilje er i hvert fald ikke problemet

Jeg vil så gerne, blot vil og kan mine ben ikke gå endnu. De kæmper hårdt og indædt hver dag. Jeg får trænet hver dag, og jeg går til fysioterapi tre gange om ugen (2 af gangene henter de mig med trappemaskine via kommunen – og det er jeg så taknemmelig for, for så kommer jeg UD). Jeg prøver at tænke gode, positive tanker. De negative tanker og forestillinger er der også. De får bare ikke magt, men de bliver tænkt – og sagt…

Nærmeste

Sagt højt til mine nærmeste, der må finde sig i ytringer, der ikke er pæne og håbefulde men mørke og triste. Jan, B og Kit hører de mørkeste, og de bærer min sorg over tilstanden med mig. Tak. For pokker tak altså.

B og Jan træner også med mig, så jeg får øvet min ben i at gå – med krykker. Det går – og det går lidt op og ned (eller frem og tilbage)…

Jeg taler hver dag med min far (og er i so-me-kontakt med Tove). Det er så trygt og godt for mig.

Nanna har min hund (tager hans tidlige morgenture- tak altså), og Birgit og Per hjælper mig. Anne har gået med ham. Han har været på ferie med overnatning hos Ivalo og Alma. Jan har ham meget, og de to har fået et helt særligt bånd af mine 3 måneder uden gåture. Det er smukt (på et barskt grundlag) at se på.

“Glædelse”

Jeg glæder mig til, at jeg igen kan køre med Fjolle. Det “eneste” det kræver er, at jeg kan gå på 24 trapper ned til min scooter, og kan gå 24 trin op, når vi vender scooteren hjemad…

Glædelse over hele kroppen og i min sjæl over, at det måske vil ske i april. Det er i hvert fald dét, jeg knokler for – og dette er ikke en aprilsnar…