Kaffe på Joe & The juice Når jeg har denne her møgsygdom, gør det mig så syg i sjælen, hvis sygdommen lukker mig ude af livet i lange perioder…
Jeg har været lukket inde i en syg krop – i LANG TID i 2013.
NU er det ved at vende…
DERFOR elsker jeg dage som idag.
Min veninde kommer i bil og henter mig. Vi kører i Frederiksberg Centret – og
vi shopper (for penge vi ikke har)
vi drikker kaffe (for penge vi ikke har)
vi flirter med Joe & The Juice-drengene (med ungdomskådhed, som vi egentlig ikke har).
Vi går på pizzaria og spiser brød (som vi egentlig ikke burde).
Alt dette kan lade sig gøre, fordi min veninde kender de TRÆLSE hensyn der skal tages, når hun er UDE I LIVET med spasser-Ib.
- der skal være nem adgang til toilet – det er et must
- hun skal agerer pakkeæsel
- hun skal være den der finder BH størrelser (alt for små bogstaver)
- hun skal være rollator, hvis benene strejker pludseligt
- bænke skal spottes i GOD TID
- hun skal have stor tålmodighed, for jeg elsker at snakke med alle der gider snakke
- instagram-afhængig er jeg, så hun kan intet spise eller drikke, før jeg har fotograferet
- høje grin og pinligheder kan forekomme
- klæd-ud i butikker med parykker og lign er obligatorisk
- hun skal med hjem bagefter og ha’ en kop kaffe og hun skal gå herfra med hundehår på tøjet (altså må hun ned på gulvet og nusse dyr)
- jeg skal hentes i bil, for jeg bliver for træt – rent kognetivt, hvis vi skal bumle i offentlig transport
Dem, der gider dét, er mine venner i hjertet. For de forstår at jeg er mig selv indeni, men at kroppen, og det kognetive, har brug for hensyn. Når jeg mærker, at jeg ikke er en klods om benet, når vi er ude – får jeg lykkesommerfugle i mine celler – og intet kan måle sig med dén følelse; at være ligesom jeg var – inden sclerosen tog dele af min fysik fra mig…
Tak for en vidunderlig dag i “Centerpubben”.
Uden dig, Xenia N, var mit liv fattigt!!!
GOD IS MY ROCK – muha ha ha ha ha
Her leger vi -“Se jeg har fået pandehår” inde i GLITTER-butikken, hvor de har mange parykker og extensions -ren slaraffenland for os…
Kit Bjerre Duus skriver
Hvor lyder det bare som den skønneste dag. Hurra for dig og Xenia❤️❤️☀️☀️⭐️
Christina skriver
<3 Sådan skal det være.
Ankersen skriver
Duus ❤❤❤❤❤❤❤❤
Ibbe skriver
Ja Christina ❤❤
MARIA skriver
FANTASTISK <3
Mette Vinther skriver
Jeg bliver så glad og rørt samtidig når jeg læser et indlæg som dette. Hvor er det helt igennem lækkert at læse, hvilken dag du har haft trods de hensyn der nu engang skal tages.
Min far har Parkinson, og der er, som du skriver, dele af fysikken, som sygdommen frarøver en. Super uretfærdigt, men når man som dig (og min far!) tager et aktivt valg om, at tilpasse, så man kan gøre det man gerne vil alligevel, er det hele lidt lettere – og sjovere!.
Tak for en inspirerende blog <3