Madrid for pokker

MADRID for pokker

Der skal nogle gange børn til – eller fulde folk. Som da jeg snakkede med en god hundeven i Parken forleden, imens hundene legede – og hun havde sit barnebarn med. Mig: “jeg skal fanme selv flyve til Madrid. Helt alene”.

Hundeven: “nej, hvor flot, det er da en stor sejr for dig, er det ik?

Mig: “ved såmænd ikke, flyver jo uden kørestol, så det er mine ben og arme der skal være stærke”

Barnebarn: (med store øjne) ” kan du selv flyve?”

Hahahaha
Han kiggede meget indgående på mine arme og ben. Åh, vi lo.

Den lille dreng troede jeg kunne flyve. Det ku’ jeg ikke forklarede jeg ham, jeg ville sætte mig i en flyver. Den ville flyve mig til Madrid.
“Hvad er der sejt ved det????” sagde han og kastede en pind til Fjolle. God pointe lille mand…
Men nu er jeg afsted.
Nogle gange er det sværeste de begrænsninger vi selv sætter op. “Jeg kan ikke, for hvad nu:

• Hvis mine ben pludselig giver op
• Hvis jeg ikke kan finde rundt, mister orienteringen
• Hvis jeg får hold i ryggen, som sidst da vi fløj fra Kreta i 2012
• Hvis der er for langt at gå mellem indtjekning og gaten
• Hvis jeg ikke kan finde nogen steder at holde pause
• Hvis jeg besvimer
• Hvis jeg får angst
• Hvis jeg ikke kan bære min bagage
• Hvis jeg ikke kan sidde i flysædet med min frække ryg

Hvad nu hvis og hvis min bare..
Åh, mit hoved har været ved at springe. Alle de bekymringer og begrænsninger, nej hvor har de trættet mig. Livet har jo lært mig, at ingen kender dagen, så hvor er det ærgerligt, utroligt, at jeg ikke bare kan lære at slappe af og go with the flow. Lade livet strømme, tage imod og tage det bit by bit og tro på det bedste outcom.

Jeg kan det med troen på det bedste, det gode, på sjæleplan, men min krop har svigtet så meget, så mange gange, at jeg må opbygge tilliden, et skridt af gangen. Det største store skridt er taget ved at jeg er om bord på et fly ned til Kit og drengene i Madrid. Bare fordi jeg fulgte min sjæls lyst til at kramme hende og dem. Jeg måtte bare afsted, og måtte lade krop være krop.
Jan havde et par sammenhængende fridage, og han ville gerne passe Fjolle, tjek. Det var det andet store skridt, Fjollepasning på plads – tjek. Så sku’ jeg lige finde ud af om Kit var hjemme, og havde tid til et par dages spasservisit. Det havde hun – heldigvis.
Billet, tjek. Handicaphjælp? Meget i tvivl med hensyn til Falck-assistance, for det er så trygt med kørestol, men sys’ jeg er kommet så langt, at jeg gerne ville prøve om jeg selv kunne. Det kunne jeg – flyve uden kørestol ( bare jeg kendte en der ku’ tegne en flyvende Ibbe uden kørestol haha, kan I også se det for jer?) – ligesom den lille dreng…
Jeg vil prøve at glemme hjemturen i en lufthavn, jeg ikke kender. Jeg vil prøve at være i nuet, og bare nyde Kit og drengene og Spaniens sol. Til jeg atter er i en flyver ønsker jeg jer alle en lille smule mod hver dag.
Kys fra Ibbe