Moskva planlægning

… når planlægning er en by i Rusland…

Idag skulle jeg mødes med to hunde-venner og deres vapser i Søndermarken kl 16.00.
Jeg vidste godt, at mine ben ikke var i tip top form til at gå hele vejen derop – og hjem, men jeg ville blot tage scooteren derop, og så gå rundt derinde, og derefter kører på scooteren hjem igen.
Sådan blev det ikke.

Jeg gik ind og sov til middag, som jeg plejer hver dag imellem kl 14 og 15. Jeg stod op, og som lyn fra en klar himmel blev mit venstre ben stift af spasticitet – og min venstre fod kunne jeg ikke støtte på, da den sov og krampede. 
Som den fødte optimist, jeg er, tænkte jeg: “det går nok over inden kl 16”, men det gjorde det ikke. 

Jeg prøvede ellers alt. Jeg lavede mine Iyengar-yoga-strække-øvelser, og fik min mand til at trække mig i benet. Jeg puttede Voltaren Gel på benet, men intet hjalp. Jeg måtte endnu engang (hvor end jeg ellers hader at glo ind i dét spejl, der viser ens fysiske formåen, der bliver trumfet af ens psykiske) se min mega-trælse begrænsning i øjnene;- jeg kunne ikke have Fjolle med i Søndermarken til fri leg – og hoppe rundt og være en dygtig lærer for ham, som Snøvsen!

Jeg meldte afbud, modvilligt – og tog et langt strikket halstørklæde på. 
Jeg krøb sammen i min sofa med min Ipad og lavede dette skriv…

Jeg vil hellere tages til fange af sørøvere, 
sælges som en gulerod og møde Bøhmanden, 
end at give op i kampen for et godt, aktivt, rigt og ærligt liv med sclerose som beboer i min krop.

Jeg ligner måske netop nu Snøvsen, men Eigil fandt ham- og gav ham et fantastisk liv.
Jeg har mange “Eigil’er”* i mit liv, der giver mig et fantastisk liv.
Tak fordi I fandt mig.

Imens spasticiteten fortager sig, rejser Snøvsen og Eigil til Moskva…

*Eigil’er er min familie og mine venner.