Muskler, pandemi og venner

Muskler, pandemi og venner

Status og ord der må ud

Jeg må ud med ord. Det er derfor min blog lever – den er mit åndehul.

Jeg ved, at ting tar tid, men for satan hvor jeg synes, det her coronapandemi trækker ud. Jeg har tålmod med mange ting, og jeg har lært mig selv at være tålmodig med min sygdom. Der skal tålmod til at leve med sclerose. 
Tålmod skal der også til, da jeg har valgt at leve i et parforhold. I sådan et skal der tålmodighed, rummelighed og forståelse for kompromisets “sprog” til. Det er jeg efterhånden (snart 28 år) blevet ok god til…
Men jeg har (ligesom alle jer andre) ikke en skid forstand på pandemier. Det er så fucking nyt for os alle sammen.
Hvornår vender hverdagen tilbage? 
Ingen ved det. For INGEN ved det. 

Den lille grønne sangfugl

Jeg har sådan en lille grøn sangfugl, der pipper i mit hoved og dagligt pipper “hverdagen skal nok vende tilbage, så det atter bliver naturligt, rart og trygt at SES OG VÆRE SAMMEN med venner og familie igen”. Den lille fugl leder efter en glad melodi, men det er sådan lidt staccato, når ordene kommer ud af det lille næb…
Men de fleste dage tror jeg på, hvad der pippes. Jeg tror på, at vi får en hverdag igen, men jeg tror også, at vi kommer til at leve med mundbind og håndsprit på den ene eller anden måde en stund endnu. Det vil ikke generer mig en skid, når bare jeg kan mødes med mine venner – alle mine venner – i stuerne – i hjemmene. Jeg savner at se andre sofaer og andre borde – andre farver på væggene – andre mennesker – end dem i min lille bobbel…

Knæ

Åh de skide knæ som er på de der dejlige ben, som jeg kalder mine. Jeg bøvler med dem igen. En kraftig spasme i lårbenet rykkede ved mit venstres knæ natten til den 1. Januar. Siden har jeg haft svært ved at gå og stå på dét ben. Når venstre ben skranter, så er det højre ben på overarbejde, og da højre ben er mit “sværeste” ben, ja så har vi balladen. Jørgen fysio (og Lena fysio) og jeg prøvede at få benene på ret køl med såvel træning som restitution i hele januar, men erkendte hurtigt, at vi havde brug for en MR scanning af dét knæ. Så min læge måtte kontaktes og selv med en hastetid indover, kan jeg først blive scannet den 25.marts i år – dog…

KNIV eller
Argh jeg ved godt, der er en pandemi, at hospitalerne er overbelastede, men pis mig i øret (undskyld) hvor vil jeg gerne vide, om min menisk er ok (i det venstre knæ som blev opereret i 2019 – netop for en menisk skade #meniskreinsertion ).
Jeg skal klare det, men en tur mere under kniven med knæet, det tror jeg sgu ikke hverken vores parforhold eller jeg holder til. At være isolereret i tre måneder uden at kunne komme ned af mine trapper og ned til min scooter, var så virkelig forfærdeligt. At skulle transporteres med terappemaskine til genoptræning er en historie, jeg endnu ikke er klar til at dele, så barsk var den… 

Jeg blev passet …

Hver gang jeg skulle tisse (da jeg var blevet opereret i knæet i 2019, og det skulle holdes i ro i 90 dage!!!) måtte jan, en veninde eller min far eller Tove følge mig på toilettet i kørestolen og hjælpe mig med at rejse mig op og sætte mig ned og rejse mig op igen – HVER GANG. Jeg var i kørestol. IGEN.
Jeg havde ingen muskler i mine ben, da jeg ikke brugte hverken højre (pga et attak) eller venstre (pga operationen) ben i næsten 5 måneder!!! SE BILLEDET!!! det er første gang, jeg viser jer dette billede – fra dengang – bare så I ved selvsyn kan se, at bruges såvel højre som venstre ben ikke, så musklerne svinder – ja så hænger huden – meget…

Anyway …
Dét med isolation fornemmer jeg, at vi alle kender ret så godt NU, ik??? 

Tålmodighed

Så det med tålmodighed er lige nu kodeordet for mange af os. Vi må tro på, at der er håb forude. Vi må tro på, at pandemien slutter. Jeg må tro på, at mine ben atter atter atter kommer igang igen. Jeg tror på, at den lille grønne sangfugl finder melodien. Vi må have tålmodighed og tro på at livet vender tilbage, så vi kan gå på vores to ben uden krykker, uden mundbind (med masser af lipgloss) på læberne og alle vores venner og familie i hænderne, som en glad kæde af mennesker, der har oplevet og overlevet en pandemi.<3 

Knus og god mandag derude venner

Ib