Når man har en mor, der døde da hun var 38 år

Uddrag fra SØNDAG NR 45 – artikel om Lone Dybkjær

Når man har en mor, der døde da hun var 38 år

Jeg har en mor, der er død. Jeg nægter at skrive, “jeg havde en mor”, for en mor er vel en mor i livet – og i døden…

Da jeg læste artiklen om Lone Dybkjær satte det nogle tanker igang – om min mor – om mit liv.

Jeg har det nemlig lidt ligesom Lone (udtales som Poul Nyryp ville sige hendes navn).

Min mor døde, da hun var 38 år. Det er ingen alder. Hvis hun havde levet, og havde oplevet, at jeg fik sclerose – og hun så selv fik brystkræft, tror jeg, hun havde haft det ligesom Lone – og hun havde i hvert fald aldrig ynket med. Prøv at læse artiklen. Det er rørende læsning…

Jeg tænker på min mor

Det er 30 år siden min mor døde. Come nu on Heidi, get over it-ish. Nej, venner, det sker bare ikke. Jeg lever med tabet. Jeg lever med sorgen, og jeg har hende i mit hjerte hver dag – til jeg dør.

Hendes død har givet mit liv en ekstra dimension. Da jeg var yngre, var jeg hende hvis mor døde i en sommerferie, “da Heidi gik i gymnasiet, det var mellem 1. og 2.g, og tænk sig, hun var aldrig syg inden en hjerneblødning fik hende”. Der blev snakket…

Min mors al for tidlige død, har lært mig, at ingen kender dagen før solen går ned, og det har bidraget til  den jeg er idag. For jeg har en taknemmelighed for livet, der ikke bare er givet. Den er ægte, og da jeg blev 38 år – og een dag, da tænkte jeg på, “jeg vil ikke spilde mit liv på at frygte døden eller et muligt attak. Jeg vil LEVE og nyde og være – mere intenst – i respekt for min mor og hendes tid på denne jord”.

Også i respekt for mig selv, dem der lever og elsker mig – som jeg elsker.

Min mors liv var ikke forgæves. Hendes død var sørgelig/meningsløs og fuldstændig livs-ændrende for mig og mine nære, men hendes liv var ikke forgæves. Hun gav smil og knus til mange – og hun var min mor.

Ugebladet Søndag

Artiklen i Ugebladet Søndag denne uge/et interview med Lone Dybkjær har givet mig en ro i mit hjerte, og hendes smerte over tabet af sin datter til sclerose – har sat sig i mig. Læs den, hvis I har bladet. Køb bladet eller lån det af en ven. Lone D er så klog og indsigtsfuld.

“Når man har en datter, der ikke fik det liv, jeg havde undt hende” siger hun blandt andet, så tænkte jeg  “mon min far også tænker det om mig og mit liv?”, men jeg tænkte først sådan her; “det er lige omvendt med mig, jeg tænker nemlig, at jeg er ked af min mor ikke fik det liv, jeg havde undt hende”…

FOR JEG HAR ET GODT LIV (MOR). Ja, mit liv tog en ny kurs, da min mor døde. Den tog en ny kurs, da jeg tog til USA, da jeg flyttede med Kit til København og da jeg gik i lære i Matas, og da jeg fik sclerose.

Matas og sclerose

Livet peger i mange retninger, vi bydes på meget lort og lagkage,  og jeg bliver aldrig nogensinde en der siger og synes, at sclerose har gjort noget godt for mit liv, men ingen skal have ondt af mig, og synes mit liv ikke er værdigt og godt, for jeg får det bedste ud af det jeg møder på min vej – om det er døden, Matas eller sclerose.

Det havde jeg lige brug for at dele med jer.

Godnat venner.

Fra Ibbe (datter af Hanne Ankersen og Kaj Ankersen)

PS: I en anden artikel siger Lone Dybkjær om Lotte (hendes datter der døde i 2013 og var bærer af sclerose) “Lotte er ingen tragedie, og jeg bryder mig ikke om, at hun fremstilles som min store sorg. For det er hun ikke. Lotte er – og vil altid være – en stor glæde. Jeg har ingen tragedier i mit liv. Det er en sorg, når en af ens nærmeste dør, men Lotte er levende og ikke nogen sorg, hun er en glæde. Lottes liv er blevet mere besværligt med færre muligheder, det er jeg selvfølgelig ked af på hendes vegne…”

…sådan tænker en dejlig mor…

Ugebladet Søndag uge 45 indeholder artiklen “Man skal have lov at være ked af det” – og den er værd at læse.

Ugebladet Søndag uge 46 bringer en artikel, hvor jeg har delt lidt ord – til info.