Otium eller aflivning

Otium eller aflivning

Betina Sabinsky (favorit Hundepsykolog)om aflivning af dyr:
“Dyrene viser dig, når de er parate til at rejse til dyrehimlen. Afliver man dyr før deres tid går man imod deres sjæls rejse, og det skaber en karmisk ubalance. Lyt til dit dyr uden pres fra andre om hvad de syntes, når du lytter med hjertet, vil du aldrig være i tvivl.”

——

Jeg sagde det til Jan, med tårerne trillende ned af kinderne, “hvis vi ikke kan ændre nogle småting i vores hjem, i vores dagligdag, for at tilgodese Blop’s handicap, så må vi aflive ham”. Punktum.

Jeg ved, at det er hårdt for Jan. Blop vil ham ikke rigtigt mere. Blop vil ikke så mange andre – end mig. Vil kun mig. Måske fordi jeg er madmoren? Måske fordi vi bare er meget tæt forbundne. Han er ikke længere den samme, glade, altfavnende  hund. Han har ondt. Han har smerter. Han er gammel. Han er begrænset.

Han er smertedækket, 24 7. Vores fantastiske dyrlæge er ind over hele tiden. Blop har lyse momenter, hvor han stråler, som den sol hans sjæl stadig indeholder, men som hans krop langsomt slukker. Når han får mad, godbidder og små opgaver. Så ser VI hans sjæl stråle kraftigt, ægte og rent.

Jeg kender det. Selv. Måske netop fordi jeg kender det med at leve med en sprællende munter sjæl i en træt og begrænset krop, måske netop derfor, er det mig så vigtigt, at give Blop det bedste otium muligt. FOR HANS SKYLD.

Fordi jeg ved, hvordan små lettere (gen)veje kan give glæde i sjælen. Lettere veje betyder, lettere at færdes på. Uden forhindringer. For mig gælder det med hjælpemidler som min el-scooter og min rollator. Også små ting i hverdagen som eksempelvis, at Jan tager gryder og pander frem til mig, når jeg skal lave aftensmaden. De står så langt nede i vores skab, og jeg har meget svært ved at nå dem (pga min ryg og spasmer), men er de fremme, når maden skal laves, føler jeg mig så meget mindre handicappet. Så kan jeg lave maden, og være en sød “madkone”…

Samme følelse ønsker jeg for Blop. At han føler, at de hjælpemidler vi opstiller for ham i hans otium, skal lette hans hverdag, hans sidste tid. Derfor har Jan the man accepteret/godkendt, at vi har købt måtter, der skal flyde i stue og gang. Måtter, som den gamle, kan bruge som små øer, når han skal rejse sig. Det kniber nemlig gevaldigt at komme op fra parketgulvet. Han kan ikke få fat med poterne, og kræfterne i bagpartiet er svigtende og svingende. Er stykke måtte kan lette vejen op.

Måtterne letter.

Jan the man er atter en god mand, og forstår sin kone – og hund. Jeg fortæller Jan; “når mennesker siger til mig, på gaden eller bloggen, “Ib, en gammel hund skal ikke leve med smerter. Du skal aflive ham”, så er jeg bare så glad for, at jeg ikke er hund, for så var jeg blevet aflivet for mange år siden”.

Blop lever. Jeg lever. Vi lever. Med de smerter og de begrænsninger vores liv indeholder.

Blop lever, og de smerter der medfølger i livet som en gammel hund, der har overlevet to omgange med cancer (en gang i bagpoten og en gange i huden), to gange tarmbetændelse, pancreatitis, HD, meniskskade og hjertearytmi), er jeg 100 % sikker i min sag, når jeg spørger mit hjerte, “lever Blop kun for mig? – holder jeg ham bare i live, fordi jeg ikke vil give slip?”, at svaret er; BLOP LEVER FORDI HAN STADIG GERNE VIL. Hans sjæl kan stråle endnu. De af Jer der ser de videoer, jeg poster med ham, forstår hvad jeg mener…

Tvivlen rumlede rundt inden i mig, men jeg fik den stilnet en dag (for nyligt), hvor jeg havde en alenestund med Blop, og virkelig mærkede efter indeni det center i mig, hvor alle jeg elsker bor. “Han skal have det bedste otium muligt, og jeg vil gøre alt i verden, for at give ham det. Det betyder flere ændringer i hjemmet, og at Jan har en stærk ryg, der kan bærer Blop op og ned af trappen”.

Jeg lovede Jan at nusse hans ryg meget mere, at reiki-heale den hver dag, og jeg lovede, at Blop’s otium aldrig bliver en tid/et sted med uværdigt islæt.

Otium eller aflivning? Det blev otium.

Og “afliver man dyr før deres tid, går man imod deres sjæls rejse…”

OM SMERTER: Nogle dage tænker jeg: “jeg kan slet ikke huske mit liv inden det blev smertefuldt”. Jeg kan ikke huske mit liv inden sclerosen. Altså jeg kan ikke genkalde det ikke at have smerter. Jeg havde ikke smerter – dengang. Jeg har smerter alle vågne timer i døgnet i dag. Det er det mest trættende og dræbende i mit liv. Smerter er rædselsfulde. De er nederdrægtige.  MEN de kan stilnes og lindres.

Kærlighed, omsorg, forståelse, venlighed, ro og fokus væk fra smerterne lindrer og stilner. Det er bare det, jeg tilbyder Blop. Han får smertemedicin. Han får massage af mig. Han får healing. Han får dejlig mad og godbidder, han skal arbejde for at få fat i. Han får hjernegymnastik med øvelser. Vi får begge FOKUS væk fra vores smerter, når vi er sammen. SAMMEN. Når jeg leger, træner med eller masserer Fjolle, er det det samme. Vi får fokus på noget, der giver os glæde og samhørighed.

Hunde er helse for mig.

Jeg håber, jeg også er helse for dem…

#otium #aflivning #blop #fjolle #smerter #ms #sclerose
#betinasabinsky #omsorg #hundeerhelse #pbgv