På en af mine “eventure” med min dejlige hund, Blop, oplevede jeg virkeligheds-forvrængning med stort V…tiihi.
Vi var lige kørt ud fra opgangen, hans snor var fastbundet om mit venstre armlæn, han løb på min højre side og der var fart på – “ud på sletterne mor, kom nu, ud på de åbne vidder – øh, Dalgas Boulevard-noget”. Ved vores første møde med et lyskryds skete der det sædvanlige; grundet mine slet gode øjne og deres varierende syn, hopper Blop op mellem mine ben på selve trinbrættet og sidder dér, når vi kører over for grønt. Videre derudaf, der bliver sniffet, snuset, afsat “se-lige-hvor-lækker-jeg-er-duftmærker” og lagt store “visitkort” (som mor ALTID pænt samler op, mens jeg hænger ud over armlæn med pose om hånden famlende efter ” DET HELE”). Næste lyskryds og så sker det…
Blop hopper, som den “altid lydige” hund, han er, op på trinbrættet. Han sidder lige så sødt og kigger ud og holder øje med, om der er en “dejlig dame” på modsatte fortov. Og apropos dét fortov, står der en mor med sin fire-fem-årige lille pige. BIP BIP – det bliver grønt, og vi kører ud i trafikken. Omtrent midt i fodgængerfeltet, hører jeg den lille pige sige med begejstring i stemmen til sin mor; “SE MOR EN SØD HUND!”, hvortil moren svarer; “NEJ SKAT, DET ER DA EN HANDICAPPET”.
Jeg lader moralen i denne historie stå til fri fortolkning… VOV VOV.
Skriv et svar